K E N D E L S E
Sagens parter:
I denne sag har Advokatrådet klaget over daværende advokat [indklagede], [bynavn].
Sagsfremstilling:
Ved anklageskrift af 30. maj 2016, modtaget i Advokatnævnet den 30. maj 2016, har Advokatrådet indklaget [indklagede] for tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1,
”ved i 2014 som eneindehaver og tegningsberettiget i Advokatanpartsselskabet [indklagede] (nu under konkurs), cvr-nummer […], at være ansvarlig for at advokatselskabet har handlet i strid med retsplejelovens § 124, stk. 2, idet selskabet har haft en anden virksomhed end det lovlige formål ”at drive advokatvirksomhed”.
Advokatrådet har nedlagt påstand om, at [indklagede] idømmes en disciplinær bøde efter retsplejelovens § 147 c, stk. 1.
Af årsrapporten for 2014 for Advokatanpartsselskabet [indklagede] fremgår bl.a. følgende:
”Formål Selskabets formål er at drive advokatvirksomhed samt anden hermed forbundet virksomhed
[…]
Revisors ansvar
[…]
Det er vores opfattelse, at det opnåede revisionsbevis er tilstrækkeligt og egnet som grundlag for vores konklusion.
Revisionen har ikke givet anledning til forbehold.
Konklusion
Det er vores opfattelse, at årsregnskabet giver et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 31. december 2014 samt af resultatet af selskabets aktiviteter for regnskabsåret 1. januar 2014 til 31. december 2014 i overensstemmelse med årsregnskabsloven.
Udtalelse om ledelsesberetningen
Vi har i henhold til årsregnskabsloven gennemlæst ledelsesberetningen. Vi har ikke foretaget yderligere handlinger i tillæg til den udførte revision af årsregnskabet. Det er på denne baggrund vores opfattelse, at oplysningerne i ledelsesberetningen er i overensstemmelse med årsregnskabet.
[…]
5 Finansielle anlægsaktiver
[…]
Kapitalandele i associerede og andre virksomheder omfatter:
[Softwarevirksomhed A/S], [bynavn] – andel 40,34% […]
[Selskab 2 ApS], [bynavn] – andel 50% […]
[Transportvirksomhed ApS], [bynavn] – andel 50% […]
[Investeringsselskab 1 ApS], [bynavn] – andel 33,33% […]
[Investeringsselskab 2 ApS], [bynavn] – andel 9,72% […]
[Rådgivende selskab ApS], [bynavn] – andel 6,37% […]
[Selskab 1 ApS], kommune – andel 2,04% […]”
[Indklagede] var i 2014 bestyrelsesformand i [softwarevirksomhed A/S], [transportvirksomhed ApS] og [Selskab 1 ApS] og medlem af bestyrelsen i [selskab 2 ApS].
Det fremgår af [softwarevirksomhed A/S]’ årsrapport for 2014, at selskabet ejede 95,11 % af ejerandelene i [Selskab 1 ApS].
Det fremgår tilsvarende af [selskab 2 ApS]’ årsrapport for 2014, at selskabet ejede 2,39 % af ejerandelene i [Investeringsselskab 2 ApS].
Af udskrift fra Erhvervsstyrelsen fremgår bl.a., at:
- [Softwarevirksomhed A/S]’ (under konkurs) formål er at distribuere digitalt indhold online og med rettighedshavernes samtykke at levere indholdet digitalt til sine kunder mod vederlag til fordeling blandt de berørte rettighedshavere.
- [Selskab 2 ApS]’ (under tvangsopløsning) formål er direkte eller indirekte at eje kapitalandele i projekter, som [advokatfirma] er eller måtte blive involveret i som led i rådgivning af klienter, og at selskabet efter bestyrelsens beslutning kan drive anden virksomhed, der står i naturlig forbindelse hermed.
- [Transportvirksomhed ApS]’ formål er at udvikle og sælge nye løsninger til transport af gods på en miljømæssig forsvarlig måde, og at selskabet efter bestyrelsens beslutning kan drive anden virksomhed, der står i naturlig forbindelse hermed.
- [Investeringsselskab 1 ApS]’ (under tvangsopløsning) formål er at eje og administrere kapitalandele i selskaber.
Af udskrift fra Erhvervsstyrelsen fremgår endvidere, at der den 6. oktober 2015 blev afsagt konkursdekret over Advokatanpartsselskabet [indklagede].
[Indklagede] blev ved Sø- og Handelsrettens skifterets dekret af 17. oktober 2016 erklæret personligt konkurs. Som følge heraf er [indklagede]s advokatbeskikkelse deponeret, jf. retsplejelovens § 137, jf. § 119, stk. 2, nr. 2.
Advokatrådet har under klagesagen gjort gældende, at Advokatanpartsselskabet [indklagede]s investeringer i [transportvirksomhed ApS], [softwarevirksomhed A/S], [Selskab 1 ApS], [selskab 2 ApS] og [investeringsselskab 1 ApS] ikke kan anses som sædvanlig formueanbringelse, hvorfor investeringerne er uforenelige med retsplejelovens § 124, stk. 2, hvorefter et advokatselskab alene kan have til formål – og dermed som lovlig aktivitet – at drive advokatvirksomhed. Der er således tale om store ejerandele, og der er tale om selskaber, hvis formål ikke er i nærheden af advokatvirksomhed. Hertil kommer, at [indklagede] er henholdsvis bestyrelsesmedlem og direktør i de nævnte selskaber. Advokatrådet har endvidere gjort gældende, at [indklagede] som eneejer og tegningsberettiget for Advokatanpartsselskabet [indklagede] er ansvarlig for, at selskabet agerer inden for retsplejelovens rammer.
Advokat [A] har på vegne [indklagede] taget bekræftende til genmæle, idet han til støtte for en formildende sanktion særligt har anført, at [indklagede] med de omhandlede investeringer alene har haft til hensigt at foretage sædvanlig investering med henblik på en langsigtet pensionsopsparing. Investeringerne har i øvrigt ikke givet anledning til bemærkninger fra advokatanpartsselskabets revision. Advokat [A] har endvidere anført, at [indklagede] med de foretagne investeringer ikke har kompromitteret sin integritet eller uafhængighed som advokat. På den baggrund og henset til, at der er uklarhed med hensyn til afgrænsningen af begrebet ”sædvanlig formueanbringelse”, henstilles til, at [indklagede] alene tildeles en irettesættelse, subsidiært en normalbøde.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 5 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Ifølge retsplejelovens § 124, stk. 2, må et advokatselskab alene have til formål at drive advokatvirksomhed. Det følger videre af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.
Advokatanpartsselskabet [indklagede] ApS har til formål at drive advokatvirksomhed og anden hermed forbundet virksomhed, hvilket i sig selv er i strid med retsplejelovens § 124, stk. 2.
Advokatnævnet finder endvidere, at Advokatanpartsselskabet [indklagede] ApS har foretaget kapitalanbringelse i en størrelsesorden, der ikke kan betegnes som ”sædvanlig formueanbringelse”, i selskaber, der ikke har til formål at drive advokatvirksomhed, hvilket ligeledes strider imod retsplejelovens § 124, stk. 2.
Advokatnævnet finder herefter, at [indklagede] har handlet i strid med god advokatskik ved som eneindehaver og tegningsberettiget i Advokatanpartsselskabet [indklagede] ApS at være ansvarlig for, at selskabet har haft et andet formål end at drive advokatvirksomhed, og ved at være ansvarlig for selskabets ulovlige kapitalanbringelse.
Advokatnævnet finder på den baggrund, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
Advokatnævnet pålægger som følge af det anførte og henset til, at [indklagede] i 2013 er tildelt en irettesættelse for tilsidesættelse af god advokatskik, [indklagede] en bøde på 10.000 kr. i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1.
[Indklagede] kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.
Herefter bestemmes:
[Indklagede] pålægges en bøde til statskassen på 10.000 kr.
På nævnets vegne
Kurt Rasmussen