Spring hovednavigationen over
Tilbage

En advokats ytringer på Facebook var ikke sket som led i hans advokatvirksomhed

Dato: 27. september 2018
Type: Kendelse
Sagsnr: 2018-819
SAGSRESUMÉ
Indklagede, som var både advokat og politisk aktiv, havde på sin Facebookprofil lagt en video op, hvori han præsenterede sig med en række titler, herunder advokat og politiker. Indklagede omtalte i videoen en advokatkollega som bl.a. "revolutionær fascist". Advokatnævnet fandt, at udtalelserne ikke var sket som led i advokatens virksomhed eller i forretningsmæssige eller økonomiske forhold, og nævnet afviste derfor klagen.
Tilknyttet emnerne
15. Ytringer
5. Advokatvirksomhed - retsplejelovens § 126, stk. 1, eller § 126, stk. 4

                                   K E N D E L S E

 
Sagens parter:

I denne sag har advokat [klager] klaget over advokat [indklagede], [by].

Klagens tema:

Advokat [klager] har klaget over, at advokat [indklagede] har tilsidesat god advokatskik ved at være fremkommet med ærekrænkende ytringer om ham på Facebook.


Datoen for klagen:

Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 5. marts 2018.


Sagsfremstilling:

Foranlediget af en episode, hvor advokat [indklagede] var blevet fysisk forhindret i at deltage i et møde i [tilholdssted], hvortil der var offentlig adgang, uploadede advokat [indklagede] den 21. januar 2018 en video på sin Facebookprofil. Af videoen fremgår bl.a.:

 

”Jeg er advokat [indklagede], redaktør og journalist på [tv-kanal] og [politiker] for [politisk parti] med mere, også medlem af [komite]. Manden med de mange titler. [Titel] osv. osv.

 

[…]

 

Revolutionære fascister, som er en organisation, som er nært knyttet til [klager], advokat for [tilholdssted] og mange mange mange mange mange kriminelle autonome.

 

[…]

 

Der gælder åbenbart ikke samme regler for alle, hvis man har [klager] på sin side, og det må man sige, det har både fascistisk aktion og revolutionære fascister og unge fascister, de har alle sammen [klager] på deres side, så gælder der åbenbart andre regler, så må man godt bryde loven groft.

 

[…]

 

[Politi] er notorisk uduelige i forhold til de autonome. [Klager] har oplært de revolutionære fascister godt, så det er meget, meget sjældent, at der er konsekvenser strafferetligt. Det er kun, hvis man er så uheldig som revolutionær fascist, at man direkte kommer til at slå på en betjent. Slår man på almindelige borgere som revolutionær fascist eller medlem af fascistisk aktion, ja, så kan man godt være sikker på, at [politi] ikke gør noget ved det. Fordi [politi] notorisk er bange, meget meget bange for de autonome.

 

[…]

 

[Researchgruppe] [X] kom til stede og optog fotografier i massevis, og det skal han være velkommen til. Jeg bemærker, at [researchgruppe] er på PET’s liste over venstreradikale organisationer, det vil sige, at så er man altså kommet så langt ud, at man ikke kan komme længere ud. Det er altså den slags, der er efterretningstjeneste for de revolutionære fascister i [tilholdssted] og for [klager] – en kendt revolutionær fascist. Ja, jeg tænker lige om [klager] er en kendt revolutionær fascist – jeg ved ikke, hvor kendt, han er.

 

Han støtter i hvert fald de her bevægelser, der består af revolutionære fascister. Så meget er der i hvert fald ikke nogen tvivl om, da han gang på gang stikker en plade om, at det kun er enkeltpersoner, der begår vold, selvom det åbenlyst er hele gruppen, der gør det.

 

[…]

 

Forventer jeg også, at de går i gang med deres fritidsjob senere, med fritidsjob mener jeg selvfølgelig tyveri, overfald, røveri, vold, terrorisme og for nogens vedkommende formentlig også prostitution.”

 

Parternes påstande og anbringender:

Klager:

Advokat [klager] har påstået, at advokat [indklagede] har tilsidesat god advokatskik ved på Facebook at være fremkommet med ærekrænkende ytringer om ham, herunder ved at have kaldt ham for ”revolutionær fascist”.

 

Advokat [klager] har til støtte herfor særligt gjort gældende, at hans opgaver som administrator af bl.a. [tilholdssted] og [kulturhus] bliver varetaget i overensstemmelse med fondenes vedtægter og i tæt samarbejde og dialog med [kommunalbestyrelse] og i henhold til driftsoverenskomster

 

og lejekontrakter. Uanset, at han må være parat til at møde kritik fra personer, der er politisk uenige med ham, legitimerer dette ikke direkte ærekrænkende og i et vist omfang truende ytringer fra en advokat over for en advokatkollega, uanset dennes politiske overbevisning.

 

Advokat [klager] har endvidere gjort gældende, at advokat [indklagede] i videoen indledningsvist præsenterer sig som advokat, og de, der ser videoen, må derfor forventes at opfatte udsagnene som afgivet af [indklagede] som advokat. Advokat [indklagede]s virke som journalist og redaktør må anses som anden virksomhed i de advokatetiske reglers forstand, og advokat [indklagede] har dermed gjort brug af sin advokattitel ved udøvelse af virksomhed omfattet af de advokatetiske regler.

 

Indklagede:

Advokat [indklagede] har principalt påstået klagen afvist, subsidiært frifindelse. Til støtte for den principale påstand har advokat [indklagede] særligt gjort gældende, at advokat [klager] ikke har retlig interesse i klagen. Desuden er de påklagede udtalelser ikke fremsat som led i hans advokatvirksomhed, ligesom de heller ikke er fremsat i forretningsforhold eller i forhold af økonomisk art. Den omstændighed, at han i videoen benævner sig som advokat, medfører ikke automatisk, at ytringerne er fremsat som led i hans advokatvirksomhed – især ikke, idet han efterfølgende nævner sine øvrige titler, herunder [politiker] for [politisk parti]. Dertil kommer, at det af den pågældende Facebookprofil fremgår, at han er politiker, og alle de videoer, der ligger på profilen, handler om hans politiske arbejde. Som advokat benytter han en anden Facebookprofil.

 

Advokat [indklagede] har endvidere gjort gældende, at det ville være en utrolig hindring i hans demokratiske ret til at deltage i offentlig debat som partileder, hvis han ikke måtte nævne sin beskæftigelse eller hvis han i øvrigt var begrænset i sin ytringsfrihed som følge af, at han arbejder som advokat, når hans politiske virke notorisk ikke er advokatvirksomhed.

 

Til støtte for frifindelsespåstanden har advokat [indklagede] bl.a. gjort gældende, at advokat [klager] selv med sine grove ærekrænkende ytringer om et racerent Europa og politisk vold m.v. har givet anledning til ytringerne i videoen. Sager om ærekrænkelse henhører under domstolene, og ikke under Advokatnævnet, og ytringerne er i øvrigt ikke omfattet af straffelovens § 267, idet ytringerne er sarkastiske og omfattet af politikeres udvidede ytringsfrihed. Selv hvis ytringerne

 

var omfattet af straffelovens § 267, så ville der skulle ske frifindelse i medfør af EMRK artikel 10, og reglen i straffelovens § 269, der bestemmer, at sandheden er straffri.

 

Advokatnævnets behandling:

Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 5 medlemmer.

 

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Advokatnævnet finder ikke grundlag for at afvise klagen på grund af manglende retlig interesse, jf. retsplejelovens § 147 b, stk. 3, og § 17, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 20 af 17. januar 2008 om Advokatnævnets og kredsbestyrelsernes virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v.

 

Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik, og det følger af retsplejelovens § 126, stk. 4, at en advokat ikke uden for sin advokatvirksomhed i forretningsforhold eller i andre forhold af økonomisk art må udvise en adfærd, der er uværdig for en advokat.

 

Uanset, at advokat [indklagede] i videoen præsenterede sig som advokat, finder Advokatnævnet, at advokat [indklagede]s ytringer på Facebook ikke er fremkommet som led i hans advokatvirksomhed, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1. Nævnet har herved lagt vægt på, at oplysningen om, at [indklagede] er advokat, må betragtes som en faktuel oplysning fremsat i en politisk sammenhæng.

 

Advokatnævnet finder endvidere, at advokat [indklagede]s ytringer ikke vedrører forretningsforhold eller andre forhold af økonomisk art, hvorfor adfærden også falder uden for retsplejelovens § 126, stk. 4.

 

På den baggrund afvises klagen efter dens beskaffenhed i medfør af § 17, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 20 af 17. januar 2008 om Advokatnævnets og kredsbestyrelsernes virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v.

 

Herefter bestemmes:

Klagen afvises.

 

 

                                                      På nævnets vegne

                                                       Kurt Rasmussen