Spring hovednavigationen over
Tilbage

En daværende advokat havde ved sin markedsføring tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.

Dato: 4. juni 2013
Type: Kendelse
Sagsnr: 2011 - 10339/VTA/JML
SAGSRESUMÉ
En daværende advokat havde markedsført sig på en måde, der var egnet til at bibringe aktuelle og eventuelt kommende klienter det fejlagtige indtryk, at hun var medlem af to specialforeninger, og havde derved tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
Tilknyttet emnerne
4.11 Markedsføring

                                        K E N D E L S E

 

Sagens parter:

I denne sag har [Specialforening A] v/formand [X] og [Specialforening B] v/formand [Y] klaget over tidligere advokat [indklagede].

 

Sagens tema:

[Specialforening A] og [Specialforening B] har klaget over, at [indklagede], hvis medlemskab af begge specialforeninger er ophørt, har tilsidesat god advokatskik ved på trods heraf og på trods af gentagne opfordringer og advarsler fortsat at have markedsført sig på en måde, som var egnet til, at forbrugerne kunne forledes til at tro, at hun fortsat var medlem af begge specialforeninger og levede op til disses standarder, idet

  • hun anvendte betegnelserne ”certificeret […]advokat” og ”certificeret […]advokat” i sine e-mails
  • hun anvendte betegnelserne ”certificeret […]advokat” og ”certificeret […]advokat” på forsiden af sin hjemmeside […],
  • hun på sin hjemmeside gav indtryk af fortsat at leve op til hhv. [Specialforening A’s] og [Specialforening B’s] kvalitetskrav gennem formuleringen ”Følger til stadighed efteruddannelses- og nyhedskurser indenfor fagområdet, og er tidligere blevet certificeret af ”[Specialforening A]” hhv. ”[Specialforening B]””,
  • hun på sin hjemmeside under det særlige afsnit om ”[…]advokat” gav indtryk af fortsat medlemskab gennem overskriften ”Dansk […]advokat”. På tilsvarende vis blev der givet indtryk af fortsat medlemskab af [Specialforening B] i afsnittet, der omhandlede ”[…]advokat”.
  • hun i ”Arkiv for […]” samt under ”Sidste Nyt” på sin hjemmeside anvendte en lang række artikler fra [Specialforening A], som var forbeholdt [Specialforening A’s] medlemmer, og
  • der under kontaktinformation på hjemmesiden blev vist et billede af [indklagedes] kontor, som bar mindst 2 logostreamere samt en stor reklameplakat for [Specialforening A].

 

Datoen for klagen:

Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 17. marts 2011.

 

Sagsfremstilling:

Daværende advokat [indklagede] blev ekskluderet af specialforeningen [Specialforening A] den 13. september 2010.

 

[Specialforening A] gjorde ved brev af 3. december 2010, der blev sendt pr. e-mail og post, [indklagede] skriftligt opmærksom på, at hun misbrugte specialforeningens logo m.v. [Specialforening A] anmodede yderligere ved anbefalet brev og e-mail af 28. januar 2011 [indklagede] om at fjerne alt, der knyttede hende til specialforeningen. [Indklagede] skyldte fortsat kontingent for medlemsåret 2010, og specialforeningens inkassoadvokat gentog opfordringen, senest den 9. marts 2011, hvor [indklagede] blev opfordret til straks at fjerne enhver direkte eller indirekte henvisning til specialforeningen. Specialforeningens bestyrelse varslede i korrespondancen evt. retslige skridt, ligesom indbringelse for Advokatnævnet blev varslet. Dette resulterede alene i ændringen til formuleringen ”tidligere certificeret af [Specialforening A]”.

 

[Indklagedes] medlemskab af [Specialforening B] ophørte den 30. juni 2010.

 

[Specialforening B] anmodede ved brev af 7. oktober 2010 [indklagede] om at fjerne logo og tekst fra sit website. [Indklagede] var ligeledes i restance vedrørende kontingentbetalingen til [Specialforening B], og specialforeningens inkassoadvokat opfordrede hende ligeledes til fjernelse af alt, der angav tilknytning til [Specialforening B], uden andet resultat end ændringen til ”tidligere certificeret […]advokat”.

 

I en e-mail af 9. marts 2011 til specialforeningernes inkassoadvokat fremgår følgende af [indklagedes] autosignatur:

 

[…]

Med venlig hilsen/Kind regards

 

[Indklagede]

 

Advokatfirmaet [Indklagedes navn]

Advokat med møderet for Højesteret

Certificeret […]advokat

Certificeret […]advokat

Certificeret mediator.”

 

Den samme autosignatur er anvendt i e-mails af 16. august 2011 til Advokatnævnets sekretariat.

 

[Indklagede] har oplyst, at hun meldte sig ud af [Specialforening B] i marts 2010, da hun var utilfreds med den måde, specialforeningen kørte på. En sag vedrørende kontingent blev forligt ultimo 2010, og det blev i den forbindelse aftalt, at hun ville ændre hjemmeside m.v.

 

Hun blev efter sin egen opfattelse uretmæssigt ekskluderet af [Specialforening A], og der verserede efterfølgende en sag vedrørende eksklusionen.

 

Hendes hjemmeside m.v. blev ændret i starten af 2011. Alle billedlogoer blev fjernet, og betegnelserne ”Dansk […]advokat” og ”Dansk […]advokat” blev fjernet, og teksten er korrigeret, så den stemmer med det ophørte medlemskab. Hendes afsenderbetegnelse på e-mails er konsekvensrettet, og specialforeningernes logo er fjernet fra brevpapir m.v.

 

[Specialforening A] har fremlagt specialforeningens vedtægter, ”Konceptbeskrivelse for [Specialforening A’s] køberrådgivning”, ”Etiske regler for advokaters rådgivning om […]” samt den aftale, der blev indgået med [indklagede] ved hendes oprindelige indmeldelse i specialforeningen. Det fremgår bl.a. af det fremlagte materiale, at et medlem har mulighed for at anvende specialforeningens logo og henvise til specialforeningernes hjemmeside samt anvende betegnelsen ”certificeret […]advokat”.

 

[Specialforening B] har oplyst, at specialforeningen ikke siden 30. oktober 2010 har haft en certificeringsordning.

 

Parternes påstande og anbringender:

Klager:

[Specialforening A] og [Specialforening B] har påstået, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik ved på trods af ophørt medlemskab af specialforeningerne og på trods af gentagne opfordringer og advarsler fortsat at have markedsført sig på en måde, som var egnet til, at forbrugerne kunne forledes til at tro, at hun fortsat var medlem af begge specialforeninger og levede op til disses standarder, idet

  • hun fortsat anvendte betegnelserne ”certificeret […]advokat” og ”certificeret […]advokat” i sine e-mails,
  • hun anvendte betegnelserne ”certificeret […]advokat” og ”certificeret […]dvokat” på forsiden af sin hjemmeside […],
  • hun på sin hjemmeside gav indtryk af fortsat at leve op til hhv. [Specialforening A’s] og [Specialforening B’s] kvalitetskrav gennem formuleringen ”Følger til stadighed efteruddannelses- og nyhedskurser indenfor fagområdet, og er tidligere blevet certificeret af ”[Specialforening A]” hhv. ”[Specialforening B]””,
  • hun under det særlige afsnit om ”[…]advokat” på sin hjemmeside gav indtryk af fortsat medlemskab gennem overskriften ”Dansk […]advokat”. På tilsvarende vis blev der givet indtryk af fortsat medlemskab af [Specialforening B] i afsnittet, der omhandler ”[…]advokat”,
  • hun i ”Arkiv for bolig” samt under ”Sidste Nyt” på sin hjemmeside anvendte en lang række artikler fra [Specialforening A], som var forbeholdt [Specialforening A’s] medlemmer. Anvendelsen af artiklerne måtte forstærke brugernes indtryk af et fortsat tilhørsforhold til [Specialforening A], og
  • der under kontaktinformation på hjemmesiden blev vist et billede af [indklagedes] kontor, som bar mindst 2 logostreamere samt en stor reklameplakat for [Specialforening A].

 

De to specialforeninger har til støtte herfor særligt gjort gældende, at en certificering, der er opnået på et givet tidspunkt naturligvis ikke kan bevares, når advokaten ikke længere er underlagt de forpligtelser, som er knyttet til certificeringen, herunder en pligt til at benytte fastlagt koncept, pligt til at følge særlige etiske regler, pligt til løbende efteruddannelse inden for specialet, samt ikke mindst pligt til at underlægge sig løbende kontrol af, at forpligtelserne overholdes. Alle medlemsrettighederne og -forpligtelserne ophører således ved udmeldelse/eksklusion, og da det tidligere medlem ikke længere er underlagt den særlige kontrol, er det i særdeleshed vildledende markedsføring at omtale et tidligere medlemskab på en måde, der skal tjene som dokumentation for den kvalitet, som advokatfirmaet leverer.

 

Indklagede:

[Indklagede] har påstået frifindelse og har til støtte herfor særligt anført, at hendes hjemmeside og afsenderbetegnelse på e-mails er rettet, så de i deres nuværende form ikke er krænkende for de to specialforeninger eller misvisende over for klienter/borgere.

 

[Indklagede] har endvidere anført, at ordene ”[…]advokat” og ”[…]advokat” ikke er beskyttet. Der er tale om gamle betegnelser.

 

Med hensyn til betegnelsen ”certificeret”, så har hun opnået denne certificering – uddannelse – da hun var medlem, og denne uddannelse kan man ikke ”tage fra hende” i forbindelse med udmeldelse. [Indklagede] har endvidere gjort gældende, at der ikke gælder regler for, hvad en ”certificeret” […]advokat/[…]advokat er underlagt, mens advokaten er medlem af specialforeningerne. Der er alene et sted i [Specialforening A’s] konceptbeskrivelse anført ordet ”certificeret”, idet det er anført, at det påhviler et medlem af specialforeningen i sit individuelle markedsføringsmateriale at anvende betegnelsen ”certificeret […]advokat”, og der er ikke af specialforeningerne fremlagt dokumentation for, at certificeringen ikke bevares, når forpligtelserne ophører ved medlemsophør. [Indklagede] er enig i, at forpligtelsen til at anvende ordet ”certificering” ophører ved medlemsophør, men at det ikke er det, sagen drejer sig om.

 

[Indklagede] har endelig anført, at der ikke kan være noget forkert i at anføre, at man følger efteruddannelser og nyhedskurser. Hun har jo ikke skrevet, at det er i de to specialforeninger, og der er andre, der udbyder kurser, herunder Danske Advokater.

 

Det kan ikke være ukorrekt, at hun oplyser, at hun tidligere har været medlem af de to specialforeninger, idet den specialisering i form af efteruddannelse m.v. ikke ”kan tages fra en” i forbindelse med udmeldelse, og at hun derfor må være berettiget til i sit CV/på sin hjemmeside at anføre, at hun har været medlem af specialforeningerne og under det medlemsskabs beståen at have gennemført en vis efteruddannelse – certificering.

 

Hun har ikke været opmærksom på de arkiverede artikler under ”Nyheder” på sin hjemmeside. Hun var imidlertid medlem, da hun hentede artiklerne ned, og har derfor betalt for materialet gennem sin kontingentbetaling.

 

Hun har ikke været opmærksom på logostreamerne på billedet af hendes kontor. Billedet er alene tænkt at skulle tjene til genkendelighed, når man skal finde kontoret, men er nu fjernet og vil blive erstattet af et nyt.

 

Advokatnævnets behandling:

Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 15 medlemmer.

 

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.

 

14 medlemmer udtaler:

Medlemmer af [Specialforening A] og [Specialforening B] er bl.a. forpligtet til i rådgivning og adfærd over for klienter at følge nogle særlige koncepter og etiske regler samt at deltage i relaterede kurser. Det fremgår af den af [Specialforening A] fremlagte aftale indgået med [indklagede], at medlemmer bl.a. har mulighed for at anvende specialforeningens logo og henvise til dennes hjemmeside samt anvende betegnelsen ”certificeret […]advokat”. Ifølge vedtægterne er medlemmerne underlagt en konceptkontrol, og der kan foretages kontrolbesøg hos det enkelte medlem.

 

Disse medlemmer lægger til grund, at alle medlemsrettigheder og -forpligtelser ophører ved udmeldelse/eksklusion.

 

Disse medlemmer finder, at [indklagede], navnlig ved anvendelse af betegnelsen ”certificeret […]advokat” og ”certificeret […]advokat” har markedsført sig på en måde, der var egnet til at bibringe aktuelle og eventuelt kommende klienter det fejlagtige indtryk, at hun var medlem af specialforeningerne [Specialforening A] og [Specialforening B]. [Indklagede] har derved tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.

 

Ved sanktionsfastsættelsen har disse medlemmer lagt vægt på, at [indklagede] ved kendelse af 2. april 2013 er frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre. Da forholdet i nærværende sag er begået forud for denne kendelse, og da en samtidig påkendelse ikke skønnes at ville have medført en forhøjelse af sanktionen, udmåles ingen tillægssanktion.

 

1 medlem udtaler:

Dette medlem stemmer for afvisning. Det er ikke Advokatnævnets opgave at beskæftige sig med merkantile forhold som her i forbindelse med medlemskab af foreninger. Der foreligger ikke en officiel certificering af de klagende foreninger og på denne baggrund må foreningerne på aftaleretligt grundlag sikre sig mod misbrug.

 

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

 

[Indklagede] kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.

 

Herefter bestemmes:

[Indklagede] findes at have tilsidesat god advokatskik, men pålægges ingen tillægssanktion.

 

                                                               På nævnets vegne

 

                                                                   Jon Stokholm