K E N D E L S E
Sagens parter:
I denne sag har [klager] klaget over [indklagede], [bynavn].
Klagens tema:
[Klager] har klaget over, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik ved ikke at have givet juridisk rådgivning i forbindelse med underskrivelse af en ægtepagt.
Datoen for klagen:
Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 18. november 2015.
Sagsfremstilling:
Den 26. februar 2015 henvendte [klagers] eksmand, [X], sig til [indklagede] med henblik på bistand til at få udfærdiget en ægtepagt, hvorefter hans ejendom skulle tilhøre ham som skilsmissesæreje. [X] ønskede en sådan ægtepagt, efter han havde genoptaget samlivet med [klager].
Den 27. februar 2015 fremsendte [indklagede] udkast til ægtepagt til [X].
Ifølge [klager] mødte [X] op på hendes bopæl og sagde, at hun skulle underskrive ægtepagten samme dag på [indklagedes] kontor.
Herefter mødte [X] og [klager] op på [indklagedes] kontor, hvor de blev mødt af dennes sekretær, som havde ægtepagten klar til underskrift med NemId. [X] og [klager] underskrev herefter ægtepagten.
Den 3. marts 2015 fremsendte [indklagede] til [X] den originale og tinglyste ægtepagt vedlagt en faktura på 4.660 kr. udstedt til [X].
Parternes påstande og anbringender:
Klager:
[Klager] har påstået, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik ved ikke at have givet juridisk rådgivning i forbindelse med underskrivelsen af ægtepagten.
[Klager] har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at hun ikke har haft et møde med [indklagede], og at hun således ikke er blevet vejledt omkring de juridiske konsekvenser af ægtepagten.
[Klager] har endvidere gjort gældende, at hun ikke blev opfordret af [indklagede] til at søge anden juridisk rådgivning.
Indklagede:
[Indklagede] har påstået frifindelse og har til støtte herfor særligt gjort gældende, at han alene repræsenterede [X], jf. hans faktura af 3. marts 2015.
[Indklagede] har videre gjort gældende, at det var [X], der rettede henvendelse til ham, at det var [X], han havde et møde med, og at det var [X], han sendte udkastet til ægtepagt til.
[Indklagede] har endelig gjort gældende, at [klager] på intet tidspunkt havde anmodet om juridisk bistand.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 9 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.
Selv om det som udgangspunkt ved aftaleindgåelse, herunder ved oprettelse af ægtepagter, bør indgå i overvejelserne, om den anden part bør opfordres til at søge egen rådgivning, finder Advokatnævnet, at [indklagede] ikke har tilsidesat god advokatskik i nærværende sag.
Advokatnævnet har efter en samlet vurdering lagt vægt på, at det af sagen fremgår, at ægtefællerne havde ophævet samlivet på tidspunktet for signeringen af ægtepagten, og at parterne angiveligt selv drøftede betingelserne for, at samlivet kunne genoprettes. Advokatnævnet har endvidere lagt vægt på, at [klager] erkender, at hun ikke havde antaget [indklagede] som advokat, og at hun ikke havde møder eller korrespondance med ham. I den forbindelse bemærkes, at fakturaen alene blev udstedt til [X]. Endelig har Advokatnævnet lagt vægt på, at der var tale om en ikke uoverskuelig ægtepagt.
Advokatnævnet finder på den baggrund, at [indklagede] ikke har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, og Advokatnævnet frifinder derfor [indklagede].
Herefter bestemmes:
[Indklagede] frifindes.
På nævnets vegne
Jon Stokholm