Spring hovednavigationen over
Tilbage

Ikke i strid med god advokatskik at kræve betaling for kopiering ved udlevering af bilag

Dato: 10. april 2014
Type: Kendelse
Sagsnr: 2013-2657
SAGSRESUMÉ
Advokat A påtog sig en retssag for et byggefirma, som senere gik konkurs. Kurator og advokaten forhandlede om, at advokaten skulle videreføre sagen på vegne konkursboet, og kurator anmodede i den forbindelse om en kopi af sagens akter. Dette ville advokaten kun udlevere mod betaling af udgiften til kopiering, idet advokaten henviste til, at byggefirmaet løbende havde modtaget kopi af alle sagens akter. Kurator klagede til Advokatnævnet over, at advokaten tilbageholdt akterne og kun ville udlevere disse mod betaling. Advokatnævnet lagde til grund, at byggefirmaet løbende havde modtaget kopi af alle sagens akter, hvorfor det ikke var i strid med god advokatskik at kræve rimelig betaling i forbindelse med kopiering og fremsendelse af akterne på ny. Det ændrede ikke herved, at byggefirmaet siden modtagelsen af akterne var gået konkurs.
Tilknyttet emnerne
21.2.2 Kontorhold

 

                                       K E N D E L S E

 

 

Sagens parter:

I denne sag har advokat A klaget over advokat B.

 

Sagens tema:

Advokat A har klaget over, at advokat B har tilsidesat god advokatskik ved ikke at have udleveret relevant materiale i form af processkrifter og bilag til ham i egenskab af kurator i advokat B’s klients konkursbo.

 

Datoen for klagen:

Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 29. august 2013.

 

Sagsfremstilling:

Det fremgår af sagen, at virksomhed X v/Y primo november 2012 rettede henvendelse til advokat B med anmodning om bistand i en retssag. Sagen, der var anlagt mod virksomhed Z v/U, med påstand om førnævntes betaling af godt 440.000 kr., var berammet til hovedforhandling den 13. november 2012. Advokat B påtog sig sagen.

 

Hovedforhandlingen blev den 13. november 2012 udsat, og Retten i [stednavn] omberammede i februar 2013 hovedforhandlingen til den 9. oktober 2013. På det pågældende tidspunkt havde advokat B efter det oplyste et tilgodehavende hos Y på 14.000 kr. bestående af et udlæg af berammelsesafgift på 5.500 kr. og et salærkrav på 8.500 kr.

 

Den 1. august 2013 blev virksomhed X v/Y erklæret konkurs ved dekret afsagt af Skifteretten i [stednavn], og advokat A blev udpeget som kurator.

 

Under et møde med Y blev advokat A opmærksom på, at den ovennævnte retssag verserede.

 

Primo august 2013 kontaktede Y advokat B og oplyste, at han var taget under konkursbehandling, og at han havde aftalt med kurator, at advokat B skulle videreføre sagen, samt at advokat B’s tilgodehavende ville blive indbetalt.

 

Ved brev af 14. august 2013 rettede advokat A henvendelse til advokat B og anmodede denne om at fremsende kopi af skriftvekslingen og bilag samt meddelelse om berammelsen af hovedforhandlingen.

 

Efter modtagelsen af dette brev rettede advokat B telefonisk henvendelse til Y. Advokat B har oplyst, at Y under telefonsamtalen gentog oplysningen om, at han havde aftalt med kurator, at sagen skulle fortsætte hos advokat B, ligesom Y bekræftede, at han var i besiddelse af samtlige retssagens bilag og processkrifter.

 

Ved e-mail af 22. august 2013 til advokat B rykkede advokat A for de efterspurgte oplysninger.

 

Ved brev af 22. august 2013 til advokat A oplyste advokat B, at han i retssagen på vegne af virksomhed X v/Y, nu under konkurs, over for virksomhed Z v/U havde nedlagt en betalingspåstand på 440.858 kr. med tillæg af procesrente. Endvidere oplyste han, at sagen efter hans vurdering stod stærkt, og at virksomhed X v/Y, nu under konkurs, kunne vinde sagen. Advokat B oplyste ligeledes, at han havde et tilgodehavende på i alt 14.000 kr., og at der var foretaget to udlæg og denuntieret herom på samlet 60.000 kr. i et eventuelt domskrav. Han foreslog i den forbindelse, at han mod betaling af tilgodehavendet samt yderligere 8.000 kr. + moms, eller i alt 24.000 kr. ville påtage sig at færdigbehandle sagen frem til Retten i [stednavn] havde truffet afgørelse i sagen.

 

Den 23. august 2013 udvekslede kurator A og advokat B flere e-mails.

 

Advokat A meddelte advokat B, at hans besvarelse af 22. august 2013 var utilfredsstillende, og advokat A gentog sin anmodning om at få udleveret alle sagens relevante bilag.

 

Advokat B oplyste i sit svar, at virksomhed X v/Y havde modtaget kopi af alle processkrifter, og han henviste advokat A til at indhente materialet fra ham.

 

Advokat A fastholdt ved e-mail senere samme dag, at advokat B skulle udlevere samtlige sagens bilag til ham.

 

Advokat B henviste i sit svar endnu en gang advokat A til at indhente sagsmaterialet hos Y.

 

Advokat A oplyste i sit svar, at Y havde meddelt, at denne ikke var i besiddelse af sagens dokumenter, og at alt lå hos advokat B.

 

I sit svar meddelte advokat B, at såfremt Y ikke var i besiddelse af bilagene, ville han være behjælpelig med at fremsende bilagene mod rimelig betaling.

 

Advokat A har efterfølgende oplyst, at han har fået udleveret sagens bilag af Retten i [stednavn].

 

Parternes påstande og anbringender:

Klager:

Advokat A har påstået, at advokat B har tilsidesat god advokatskik ved ikke at udlevere retssagens bilag til ham og ved at betinge udleveringen af betaling.

 

Advokat A har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at advokat B trods påkrav har nægtet at stille det nødvendige materiale til rådighed for ham som kurator i virksomhed X v/Y under konkurs, således at der kunne tages stilling til, om boet skulle indtræde i den verserende retssag.

 

Advokat A har endvidere gjort gældende, at advokat B har tilsidesat god advokatskik ved at have betinget udleveringen af dokumenterne mv. af rimelig betaling for det hermed forbundne arbejde, idet bemærkes, at hverken han som kurator eller Y under konkurs var i besiddelse af det pågældende materiale. Advokat B kunne blot have stillet sin sag til rådighed for konkursboet.

 

Indklagede:

Advokat B har påstået frifindelse og har til støtte herfor særligt anført, at han løbende har sendt kopi af al skriftveksling til virksomhed X v/Y, og at Y har oplyst, at han var i besiddelse af det samlede skriftlige materiale i sagen.

 

Advokat B har i den forbindelse gjort gældende, at advokat A har undladt at indhente det relevante materiale hos Y.

 

Endvidere har advokat B til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at han har tilbudt at kopiere og fremsende al skriftveksling i sagen mod rimelig betaling.

 

Advokatnævnets behandling:

Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 5 medlemmer.

 

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.

 

Advokatnævnet lægger til grund, at advokat B som led i sin varetagelse af sagen løbende sendte kopi af sagens dokumenter m.v. til Y. Advokatnævnet finder på den baggrund, at advokat B ikke har tilsidesat god advokatskik ved at kræve rimelig betaling for at kopiere og genfremsende sagens materiale. Den omstændighed, at klienten efter modtagelse af kopi af sagens materiale er taget under konkursbehandling ændrer ikke herpå.

 

Advokatnævnet finder på den baggrund, at advokat B ikke har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, og Advokatnævnet frifinder derfor advokat B.

 

Herefter bestemmes:

Advokat B frifindes.

 

 

                                                                På nævnets vegne

 

                                                                   Jon Stokholm