K E N D E L S E
Sagens parter:
Under denne sag har X klaget over advokat A.
Sagens tema:
Klagen vedrører oprindelig advokatens salærberegning på 15.000 kr. momsfrit samt adfærd i forbindelse med bistand til X.
Den 12/4 2005 blev salærklagen afvist og fastholdt afvist den 17/5 2005. En del af adfærdsklagen blev afvist som for sent indgivet den 30/9 2004 og fastholdt afvist den 2/11 2004, således at klagepunkterne herefter er følgende:
at advokat A debiterede 15.000 kr. momsfrit i salær uden at udskrive en faktura,
at han ikke har udleveret sagens akter eller svaret på X’s anmodning herom af 5/7 2004,
at han under klagesagen har oplyst at ville tage 2 kr. pr. kopi og i alt 669 kr., for at sende sagsakterne til Portugal, samt
at han ringede den 11/5 2005 til X og forsøgte at true ham til at tilbagetrække klagen.
Datoen for klagen:
Klagerne er indgivet i perioden 12/8 2004 – 11/5 2005.
Sagsfremstilling:
Advokat A havde siden 1986 bistået X i en række sager.
Den 9/5 1989 underskrev advokat A som debitor på et gældsbrev til X at være denne skyldig
300.000 kr.
Den 30/5 1990 blev lånet forlænget ”indtil videre”, og ved e-mail af 30/5 2003 skrev advokat A til X, at han havde afregnet deres mellemværende med betaling af 282.178,69 kr., idet han havde beregnet sig et salær på 15.000 kr. momsfrit for nogle af de sager, der havde været i årenes løb.
Da X ikke mente, at advokat A havde opfyldt betingelserne for lånets tilbagebetaling, korresponderede de herom, og ved e-mail af 5/7 2004 til advokaten anmodede X om snarest på adressen i Portugal alle papirer ham tilhørende.
I forbindelse med nærværende klagesags besvarelse har advokat A oplyst i brev af 26/1 2005, at han for fotokopiering af X’s papirer vil opkræve 2 kr. pr. kopi, 1 ½ medarbejdertime á 300 kr. samt porto til Portugal 59 kr., i alt 669 kr.
Ved e-mail af 11/5 2005 til sekretariatet har X oplyst, at advokat A samme dag ringede til ham og forsøgte at true ham til at tilbagetrække klagen ved advokatmyndighederne.
Parternes påstande og anbringender:
Klager:
X har gjort gældende, at advokat A har tilsidesat god advokatskik
ved at have debiteret 15.000 kr. momsfrit i salær uden at udskrive en faktura,
ved ikke at have udleveret sagsakterne trods anmodning herom af 5/7 2004 eller besvaret henvendelsen, men under nærværende klagesag at have oplyst at ville opkræve 669 kr., herunder ved 2 kr. pr. kopi, for at sende sagsakterne til Portugal, samt
ved opringningen af 11/5 2005, hvor han forsøgte at true X til at tilbagekalde klagen. Alene den omstændighed, at han forsøger at tage kontakt under en klagesag, må være i strid med god advokatskik.
Indklagede:
Advokat A har påstået frifindelse og har beklaget, at han ikke besvarede e-mailen af 5/7 2004, men at han i øvrigt ikke har modtaget nogen rykker for fremsendelse af sagsakterne,
at han vil sende sagsakterne mod betaling af 669 kr., herunder 2 kr. pr. kopi og 300 kr. pr. medarbejdertime,
at han ikke har udarbejdet specificeret faktura i forbindelse med afregningen af salæret på 15.000 kr. momsfrit, men at han er indstillet på at fremsende en sådan, samt
at opringningen til X intet havde at gøre med den verserende klagesag eller i øvrigt med hans virke eller stilling som advokat, og at han ikke har nogen interesse i, at X trækker den verserende klagesag tilbage. Der er tale om et privat opgør mellem tidligere venner, og advokatmyndighederne er ikke rette forum for afgørelse heraf.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har efter forberedende behandling i kredsbestyrelsen for 1. advokatkreds været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 4 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Nævnet finder, at advokat A havde pligt til at udarbejde en faktura, der indeholder en beskrivelse af, hvad salæret angik, i forbindelse med, at han modregnede 15.000 kr. momsfrit i salær i et lånetilgodehavende. Ved ikke at udarbejde en sådan faktura har advokat A tilsidesat god advokatskik.
Ligeledes finder nævnet, at advokat A burde have udleveret sagens akter til X i forbindelse med dennes anmodning den 5/7 2004. Advokat X har tilsidesat god advokatskik ved ikke at imødekomme denne anmodning.
Imidlertid finder nævnet ikke, at der på det foreliggende grundlag er grund til at kritisere, at advokat A har krævet betaling af omkostninger for kopiering og fremsendelse af sagsakter til Portugal. Nævnet forudsætter, at der er sagsakter, der ikke hidrører fra X selv.
For så vidt angår klagen over, at advokat A under en telefonsamtale den 11/5 2005 skulle have forsøgt at true X til at trække klagen til Advokatnævnet tilbage, finder nævnet, at afgørelsen af dette spørgsmål beror på en bevisvurdering, som nævnet ikke ser sig i stand til at foretage.
Som følge af det anførte pålægger nævnet i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, advokat A en bøde til Statskassen på 5.000 kr.
Denne afgørelse kan i medfør af retsplejelovens § 147 d inden4 uger indbringes for Østre Landsret af advokat A.
På nævnets vegne
Asbjørn Jensen Wehner