K E N D E L S E
Under denne sag har klager klaget over advokaterne A og B.
Klagen vedrører advokaternes behandling af en erstatningssag.
Klagen blev indgivet ved skrivelse af 31/1 2002.
Sagens omstændigheder er følgende:
Klager rettede den 22/3 1999 henvendelse til advokat A med anmodning om bistand med gennemførelse af erstatningskrav for tings- og personskader efter anvendelse af Rentolin, der havde givet hende en række symptomer i forbindelse med indendørs anvendelse. Advokat A bistod andre skadelidte i lignende sager. I første omgang udtog advokat A et antal prøvesager med henblik på fastlæggelse af et ansvarsgrundlag og afklaring af forholdet til henholdsvis producent og forhandler. Sagerne blev ført i samråd med producenten og forhandlernes forsikringsselskaber samt X, der havde påtaget sig den samlede behandling af retshjælpsspørgsmålet for de skadelidte.
Advokat A udtog for klager stævning ved retten i Hillerød med påstand om betaling af 291.746 kr. for tingskade. Sagen blev senere sat i bero på gennemførelse af de 6 prøvesager.
Advokat A forelagde endvidere sagen om personskade for Arbejdsskadestyrelsen.
Ved skrivelse af 1/12 1999 besvarede advokat A v/ advokat B en henvendelse fra klager, hvori hun besværede sig over den langsommelige sagsbehandling, manglende besvarelse af henvendelser fra advokatkontoret og manglende individuel behandling af sagen. Han orienterede om sagens stade og planerne for fremtidige tiltag.
I 2001 påbegyndte advokat Av/ advokat B forhandlinger med Z Forsikring, der repræsenterede modparten, om en forligsmæssig løsning af klagers sag.
Den 17/9 2001 fremkom Z Forsikring med et tilbud på 590.000 kr.
Advokat B undersøgte efterfølgende over for Z Forsikring muligheden for forhøjelse af forligsbeløbet, men anbefalede ved skrivelse af 16/10 2001 klager at acceptere forliget.
Ved skrivelse af 29/10 2001 besvarede klagers henvendelsen og fremhævede problemer med at bortskaffe de skadede møbler. Afslutningsvis var anført følgende:
"AG har i skrivende stund ringet til mig og fortæller, at han har talt med din sekretær, som meddeler, at RJ [Z’s advokat ] ikke har fået besked om, at vi har accepteret forligstilbudet. Det er jo ingen hemmelighed, at der påløber renter hver dag på banklånet, så jeg håber bestemt, at du har set min mail fra forrige uge, hvor jeg meddeler dig dette, således at vi ikke belastes økonomisk mere en højst nødvendigt - det føler jeg mig overbevist om, at du forstår."
Forligsbeløbet blev udbetalt til klager i november 2001.
Den 31/1 2002 meddelte klager, at hun ønskede sagen overført til en anden advokat.
Klager har gjort gældende, at advokat A og advokat B har handlet i strid med god advokatskik ved deres behandling af sagen.
Hun har til støtte herfor gjort gældende, at advokatkontoret ikke besvarede hendes henvendelser, at der ikke skete en individuel behandling af sagen, at advokat A ikke selv behandlede sagen, men overlod sagens behandling til skiftende ansatte advokater, og at hun ikke blev orienteret om forligets indhold eller accepterede dette, men at der blot skete indbetaling af forligsbeløbet.
Hun har endvidere kritiseret, at der ikke skete afklaring af spørgsmålet om fri proces/retshjælp, at der ikke skete orientering til X om det indgåede forlig, at der ikke blev påbegyndt en personskadesag, og at der blev opkrævet salær trods tilsagn om fri proces.
Advokat B har på egne vegne og på vegne advokat A påstået frifindelse.
Han har redegjort for sin behandling af sagen og har til støtte for sin påstand bl.a. gjort gældende, at det ikke var muligt at opnå yderligere i erstatning end det af Z Forsikring tilbudte beløb, at hun er fuldt ud orienteret om forligets indhold og det forhold, at forliget blev indgået til fuld og endelig afgørelse af tingskadesagen, at alle salærkrav over for klager er frafaldet, og at klager således ikke har haft udgifter på sagen.
Han har endelig anført, at klager var orienteret om, at hendes sag blev behandlet som en af flere Rentolin-sager. Alle hendes relevante henvendelser er besvaret inden for rimelig tid.
Sagen har efter forberedende behandling i kredsbestyrelsen for 1. advokatkreds været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 6 medlemmer.
Nævnet skal udtale:
Advokat A behandlede fra 1999 en række erstatningskrav mod producent og forhandlere af Rentolin i et samlet sagskompleks. Det må lægges til grund, af A har accepteret, at hendes erstatningskrav blev behandlet under dette sagskompleks sammen med de øvrige tilsvarende erstatningskrav. Denne sagsbehandlingsform medfører bl.a., at den pågældende advokat opnår en større ekspertise og gennemslagskraft over for modparterne, ligesom eventuelle sagsomkostninger i forhold til den enkelte klient bliver lavere. Orientering af klienterne om udviklingen i en sådan samling af ensartede sager vil - bl.a. med henblik på at holde sagsomkostningerne nede - typisk ske i form at cirkulæreskrivelser og lignende generelle meddelelser, og den enkelte klient må derfor i et vist omfang affinde sig med, at svar på spørgsmål må findes i sådanne generelle skrivelser.
Det fremgår af sagen, at klager under sagen har rettet et betydeligt antal henvendelser til advokatkontoret, og det må lægges til grund, at ikke alle henvendelser er blevet besvaret, som en advokat ville have været forpligtet til, hvis hendes sag havde været behandlet som et enkeltstående krav. Under hensyn til den valgte behandlingsform finder Advokatnævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af den af advokaterne A og B udviste adfærd med hensyn til orientering og besvarelse af henvendelser fra klager.
Advokatnævnet finder ikke, at der i øvrigt er grundlag for at antage, at advokaterne har handlet i strid med god advokatskik.
Vedrørende spørgsmålet om det indbetalte selvrisikobeløb på 2.500 kr. vedrørende personskadesagen har advokaterne oplyst, at såfremt der meddeles fri proces i sagen, vil beløbet blive udbetalt til klager, idet Statskassen i så fald afholder det pågældende beløb.
På den baggrund frifindes advokaterne også for dette klagepunkt.
P.N.V.
Asbjørn Jensen