K E N D E L S E
Sagens parter:
Under denne sag har advokat A på vegne X klaget over advokat B.
Sagens tema:
Ved kendelse afsagt af kredsbestyrelsen for 6. advokatkreds den 9/11 2004 traf kredsbestyrelsen afgørelse vedrørende salæret og oversendte sagen, for så vidt angår adfærdsklagen til Advokatnævnet.
Salærkendelsen er ikke indbragt for Advokatnævnet.
Parternes påstande og anbringender:
Med hensyn til sagens nærmere omstændigheder og parternes påstande og anbringender vedrørende adfærdsklagen henvises til kredsbestyrelsens kendelse.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 6 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
For Advokatnævnet drejer klagen over advokat B’s salærberegning sig kun om hans faktura af 30/6 2004 for arbejde forud for fri proces-bevillingen, idet uenigheden om den senere faktura for arbejde efter byretssagens afslutning er bortfaldet efter Vestre Landsrets tildeling af salær til advokat B og dennes kreditering af X for differencen. Spørgsmålet om krediteringens form er ikke indbragt.
Hvis en advokat yder eller har ydet bistand, der efter advokatens opfattelse ikke dækkes af en fri proces-bevilling, påhviler det advokaten at føre nøje regnskab med sådant arbejde og at orientere klienten om, at det ikke dækkes af (den forventede) bevilling. Dette har advokat B efter det oplyste ikke gjort. X bestrider desuden, at der overhovedet er ydet den rådgivning om samvær, som advokat B henviser til - og først har faktureret et halvt år efter, at rådgivningen skal være ydet, og efter at X havde henvendt sig til en ny advokat. Under disse omstændigheder kan Advokatnævnet ikke lægge til grund, at advokat B har ydet en rådgivning, som han har været berettiget til at fakturere særskilt for, jf. rpl. § 336 c, stk. 5.
Advokat B har endvidere ikke været berettiget til at rette direkte henvendelse til X efter, at denne havde skiftet advokat, og uden den nye advokats samtykke, og det gør ingen forskel, at henvendelsen er foretaget af en sekretær på advokat B’s kontor.
Advokat B har på begge disse punkter tilsidesat god advokatskik, hvorfor han i medfør af rpl. § 147 c, stk. 1, pålægges en bøde på 5.000 kr. til Statskassen.
Denne afgørelse kan i medfør af rpl. § 147 d inden 4 uger indbringes for Vestre Landsret af advokat B.
På nævnets vegne
Jes Schiøler