K E N D E L S E
Sagens parter:
I denne sag har klager klaget over indklagede.
Sagens tema:
Klagen vedrører indklagedes adfærd i forbindelse med udtræden af en sag.
Datoen for klagen:
Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 27. januar 2009.
Sagsfremstilling:
Klager bebor en ejendom på [stedbetegnelse]. I marts 2007 skar den lokale park- og vejafdeling i klagers bopælskommune et antal træer ned på klagers ejendom. Park- og vejafdelingen erkendte dette over for klager og tilbød at genplante med nogle mindre træer og buske, hvilket klager ikke var tilfreds med.
I juni 2007 blev sagen overdraget til indklagede. Indklagede udarbejdede udkast til stævning i oktober 2007. Den 9. november 2007 bemærkede klager, at indklagedes brevpapir var ændret, således at der stod anført et andet kontor. Brevene var dog fortsat underskrevet af indklagede.
Sagen fortsatte i perioden fra december 2007 til juni 2008, og der blev bl.a. indhentet tilbud fra forskellige træplanteskoler. I juni 2008 kontaktede klager indklagede, da hun var ved at miste tålmodigheden i sagen. Klager og indklagede afholdt et møde den 20. juni 2008. Ved mødet fik klager udleveret et udkast til stævning, som klager godkendte. Klager indbetalte endvidere et stævningsgebyr.
I august 2008 fandt klager ud af, at stævningen ikke var blevet sendt til retten. Klager bad indklagede om en forklaring herpå. Den 25. august 2008 orienterede indklagede telefonisk klager om, at han på grund af interessekonflikt var nødt til at udtræde af sagen, idet indklagedes nye kontor i flere tilfælde havde repræsenteret klagers bopælskommune (som i denne sag var klagers modpart).
Ved brev af 26. august 2008 til klager anførte indklagede bl.a.:
”Stævningen blev imidlertid ikke afsendt til Retten i [bynavn]. Brevet blev stoppet af mine kolleger i firmaet, idet de fandt det stridende mod de advokatetiske regler, at jeg førte sagen for dig, når firmaet og mine kolleger har relativt faste klientrelationer til [klagers bopælskommune].
Det er et vurderingsspørgsmål, om der i det konkrete tilfælde ville foreligge en overtrædelse af de advokatetiske regler, men det har mine kolleger og principaler skønnet, at der forelå en risiko for og derfor pålagde de mig at fralægge mig sagen.
Min udtræden af sagen, uanset om mine principalers vurdering er rigtig eller ej, kan ikke angribes, men jeg må erkende, at jeg straks burde have orienteret dig herom og ikke lade dig blive i den tro, at sagen ”kørte”.
Jeg har ingen anden begrundelse herfor end, at det var for mig en ubehagelig besked at skulle afgive, og som blev udskudt på grund af sommerferie og mine overvejelser om, hvad der så skulle gøres.
Jeg beklager denne afslutning af sagen.”
Parternes påstande og anbringender:
Klager:
Klager har påstået, at indklagede har tilsidesat god advokatskik ved at undlade at orientere klager så hurtigt som muligt om de forhold, som medførte, at indklagede måtte udtræde af sagen.
Klager har til støtte herfor gjort gældende,
at indklagede blev ansat på det nye kontor i november 2007, og klager blev først orienteret om indklagedes udtræden af sagen den 25. august 2008, og
at sagen generelt har været langvarig, og at klager gentagne gange har måttet henvende sig for at høre nærmere om sagens fremgang.
Indklagede:
Indklagede har påstået frifindelse og har til støtte herfor anført,
at indklagedes nye kontor ikke i klagers sag repræsenterede klagers bopælskommune, hvorfor det ikke umiddelbart var en af de sager, som indklagedes kolleger tog stilling til, da man gennemgik indklagedes sager,
at indklagedes kolleger blev opmærksomme på sagen i forbindelse med, at der skulle udtages stævning mod klagers bopælskommune,
at det med så massiv en partsrepræsentation, som indklagedes nye kontor havde og har med klagers bopælskommune, ikke ville være i overensstemmelse med de advokatetiske regler, hvis indklagede fortsatte sin repræsentation af klager,
at indklagede tilbød at finde en anden advokat til klager, der på fuldt forsvarlig vis kunne repræsentere klager,
at der ikke er sket fakturering af det udførte arbejde med henblik på, at klageren ikke skulle få forøgede advokatudgifter som følge af et advokatskifte, og som udtryk for indklagede og hans kollegers beklagelse af situationen, og
at både ledelsen på indklagedes nye kontor og indklagede selv beklager situationen, ligesom de beklager ikke straks at være blevet opmærksomme på forholdet.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 7 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Nævnet finder, at indklagede på et tidligere tidspunkt end sket burde have orienteret klager om, at han på grund af interessekonflikt ikke længere kunne påtage sig at føre hendes sag og derfor måtte udtræde af sagen.
Indklagede findes herved at have tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
Nævnet finder ikke i øvrigt grund til at kritisere indklagedes sagsbehandling.
Som følge af det anførte pålægges indklagede en bøde til statskassen på 5.000 kr., jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 1.
Indklagede kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.
På nævnets vegne
Marianne Højgaard Pedersen