Spring hovednavigationen over
Tilbage

Uberettiget brug af advokattitlen

Dato: 24. september 2018
Type: Kendelse
Sagsnr: 2018-1079
SAGSRESUMÉ
En advokat var som ejer og direktør af et advokatfirma ansvarlig for, at en ansat, der havde deponeret sin beskikkelse, med sin e-mailsignatur uberettiget havde gjort brug af advokattitlen.
Tilknyttet emnerne
4.9 Advokatens ansvar over for advokatfuldmægtige/andre ansatte

                                    K E N D E L S E

 

Sagens parter:

I denne sag har [klager] klaget over advokat [A], [bynavn].

 

Klagens tema:

[Klager] har klaget over, at advokat [A] har tilsidesat god advokatskik ved at acceptere, at [X], der er ansat i hans advokatvirksomhed, udgiver sig for at være advokat, selvom han ikke er det, ligesom advokat [A] anvender et forkert firmanavn i firmaets e-mailsignatur.

 

Datoen for klagen:

Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 10. april 2018.

 

Sagsfremstilling:

[Advokatfirma A] ejes af advokat [A], der også er direktør. Selskabet blev tidligere drevet af [X] i personligt regi under navnet [Advokatfirma B]. [X] er tidligere advokat, men han blev den 26. maj 2014 erklæret personligt konkurs og måtte i den forbindelse deponere sin advokatbeskikkelse. [X] er nu ansat som jurist i [Advokatfirma A].

 

I forbindelse med en sag om kapitaludvidelse i et anpartsselskab indbetalte [klager] et beløb til advokatkontoret, men da kapitaludvidelsen ikke blev til noget, rejste han krav mod advokatkontoret med påstand om tilbagebetaling af det indbetalte beløb.

 

[Klager] modtog i ovennævnte forbindelse en e-mail fra [X] med følgende autosignatur:

 

”[ADVOKATFIRMAET]

 

[Cvr. nr...] [Adresse, bynavn] e-mail: [….]

Tlf. […]

Klientkonto, [Bank] […]”

 

Parternes påstande og anbringender:

Klager:

[Klager] har påstået, at advokat [A] har tilsidesat god advokatskik ved at acceptere, at [X], der ikke er advokat, bruger advokattitlen i sin e-mailsignatur og derved udgiver sig for at være advokat. [Klager] blev således forledt til at tro, at [X] var advokat, hvilket var en af årsagerne til, at han indbetalte det pågældende beløb. I [X]s e-mailsignatur burde i stedet stå, at han er jurist.

 

[Klager] har endvidere gjort gældende, at advokat [A] anvender et forkert firmanavn i firmaets signatur, idet der burde stå ”[Advokatfirma A]”. I stedet er der efter @ anført ”[advokat X]”, hvilket [klager] tog som udtryk for, at [X] var advokat i sit eget firma.

 

[Klager] har endelig anført, at han på ingen måde har indgivet klagen for at genere nogen, men kun for at underbygge sit krav, og at en ændring af e-mailadressen i øvrigt sagtens kan ordnes billigt.

 

Indklagede:

Advokat [A] har påstået frifindelse og har til støtte herfor særligt gjort gældende, at det er helt almindeligt, at også ikke-advokater, der arbejder på et advokatkontor, har en e-mailadresse, der både rummer ordet ”advokat” og deres eget navn eller initialer. Hverken advokatkontoret eller

[X] lægger skjul på, at han ikke længere er advokat, men nu arbejder som konsulent i advokatvirksomheden.

 

Advokat [A] har endvidere anført, at hvis det var klienter, der havde følt sig vildledt, så ville det naturligvis have givet anledning til alvorlige overvejelser og havde meget muligt ført til en ændring af e-mailadressen. Men når der udelukkende er tale om advokater eller andre modparter til advokatkontoret, og som temmelig åbenlyst bruger klagen over e-mailadressen som en måde at genere kontoret på i forbindelse med uenigheder, der vedrører noget helt andet, så er der ikke nogen rimelig grund til, at kontoret skal bruge tid og kræfter på en ny e-mailadresse.

 

Advokat [A] har endelig anført, at advokatkontoret fra en modpart tidligere har modtaget en klage over [X]s e-mailadresse, men at Advokatrådet tog [advokat A]s afvisning af klagen til efterretning. I øvrigt har Advokatrådet i forbindelse med tilsynsbesøg på advokatkontoret ikke fundet anledning til at påtale forhold omfattet af nærværende klage.

 

Advokatnævnets behandling:

Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 5 medlemmer.

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.

 

Af retsplejelovens § 120, stk. 1, fremgår, at en advokat, der har deponeret sin beskikkelse i Justitsministeriet, ikke må betegne sig som advokat i forbindelse med forretningsforhold.

 

Advokatnævnet finder, at [X], der deponerede sin advokatbeskikkelse i 2014, med sin e- mailsignatur uberettiget har gjort brug af advokattitlen. Advokatnævnet finder, at dette udgør en tilsidesættelse af god advokatskik for advokat [A] som ejer, og i øvrigt direktør, af [Advokatfirma A].

 

Advokatnævnet finder, at advokat [A] ikke i øvrigt har handlet i strid med god advokatskik i forbindelse med sagen.

 

Advokatnævnet finder på den baggrund, at advokat [A] har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, og Advokatnævnet pålægger derfor i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, advokat [A] en bøde på 10.000 kr.

 

Advokat [A] kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.

 

Herefter bestemmes:

Advokat [A] pålægges en bøde til statskassen på 10.000 kr.

 

 

                                                              På nævnets vegne

                                                                Kurt Rasmussen