Østre Landsret har ved dom af 27. marts 2025 taget stilling til interessekonflikt i en familieretlig tvist.
En advokat havde i 2019 en længere telefonsamtale med klager om eventuel repræsentation i en sag om bopæl og samvær, men der blev ikke oprettet en sag. I 2021 repræsenterede advokaten klagers modpart i en samværssag. Advokaten erindrede ikke under samværssagen telefonsamtalen, og det kunne heller ikke lægges til grund, at advokaten havde brugt oplysninger fra denne.
Spørgsmålet var, om advokaten havde tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, ved ikke i rimeligt omfang at sikre sig mod en interessekonflikt.
Landsretten udtalte, at en advokat ved at modtage fortrolige oplysninger, også uden at der foreligger et klientforhold, kan bringe sig i en situation, hvor der opstår en interessekonflikt, hvis advokaten efterfølgende repræsenterer en modpart. I familieretlige tvister er det dog ikke enhver sonderende telefonisk henvendelse fra en part, der kan medføre, at advokaten efterfølgende ikke kan repræsentere modparten, og det kan ikke generelt pålægges advokater at registrere og opbevare samtlige sådanne henvendelser for at sikre sig mod fremtidige interessekonflikter.
Efter en samlet vurdering fandt landsretten, at det ikke kunne bebrejdes advokaten, at han ikke var opmærksom på en eventuel interessekonflikt herunder henset til omstændighederne ved klagers henvendelse, den forløbne tid og parternes senere brug af andre navne. Advokaten havde således ikke tilsidesat god advokatskik, og Advokatnævnets kendelse blev ophævet.
Landsrettens dom kan ses her i Praksissamlingen.