Spring hovednavigationen over
Tilbage

Advokat frakendt indtil videre og pålagt en tillægsbøde på 40.000 kr.

Dato: 24. februar 2026
Type: Kendelse
Sagsnr: 2025-1685
SAGSRESUMÉ
En advokat, der tidligere var pålagt sanktioner for samlet set mere end 300.000 kr., havde i fem forhold tilsidesat god advokatskik. Herunder forhold vedrørende bl.a. obligatorisk efteruddannelse og mangelfuld bogføring, hvoraf flere tilsidesættelser var af grov karakter. Advokaten blev frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 8, og samtidig pålagt en tillægsbøde på 40.000 kr. Advokatnævnet lagde bl.a. vægt på, at advokaten herved havde gjort sig skyldig i grove og oftere gentagne overtrædelser af sine pligter som advokat. Nævnet lagde samtidig vægt på, at der var tale om flere fundamentale advokatpligter i den aktuelle sag, og at advokaten tidligere var sanktioneret for bl.a. ligeartede forhold vedrørende sin klientkonto. Den omstændighed, at advokaten havde deponeret sin advokatbeskikkelse i pensionsøjemed, kunne ikke i sig selv føre til en anden vurdering.
Tilknyttet emnerne
2.1.2.1 Frakendelse - tidsbegrænset eller indtil videre

K E N D E L S E

 

Ved anklageskrift af 11. juni 2025 og tillægsanklageskrift af 4. juli 2025 har Advokatrådet indklaget

 

[indklagede]

 

for Advokatnævnet, jf. retsplejelovens § 143, stk. 2, for

Forhold 1

tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 1474 af 12. december 2007 om løbende obligatorisk efteruddannelse for advokater og advokatfuldmægtige, som ændret ved bekendtgørelse nr. 820 af 25. juni 2010 (efteruddannelsesbekendtgørelsen) § 15, stk. 1, jf. § 4, stk. 1, jf. § 1,

ved som advokat ikke at have efterkommet Advokatrådets påbud af 19. december 2023 om inden for seks måneder at gennemføre 14 lektioners efteruddannelse udover den efteruddannelsesforpligtelse, der påhvilede ham i den indeværende periode.

Forhold 2

tilsidesættelse af god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. hvidvasklovens kapitel 3,

ved som advokat forud for et tilsyn den 22. oktober 2024 at have undladt at gennemføre tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer, herunder ved ikke at have dokumenteret, at tilstrækkelige risikovurderinger og PEP-kontroller var gennemført i fem sager, samt ved ikke at have indhentet og kontrolleret identitetsoplysninger i én sag, hvilke sager der af Advokatrådets sekretariat blev udtaget til kontrol under tilsynet.

Forhold 3

tilsidesættelse af god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. § 127, jf. klientkontovedtægtens § 19, jf. § 3, stk. 1 og 2

ved som advokat i perioden fra den 18. marts 2024 til den 13. september 2024 ikke at have indrettet klientbogholderiet således, at det viser de enkelte mellemværender og det samlede klienttilsvar i danske kroner, idet der i forbindelse med tilsyn blev konstateret fejl i bogføringen i form af bogføring på forkerte dage og med forkerte beløb i boerne efter [X], [Y] og [Z].

Forhold 4

tilsidesættelse af god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. § 127, jf. klientkontovedtægtens § 19, jf. § 4, stk. 1

ved som advokat i perioden fra den 18. marts 2024 til den 13. september 2024 ikke hver dag, hvor advokatvirksomheden var åben, eller på dage, hvor der i øvrigt foretages økonomiske transaktioner at have sikret, at der var overensstemmelse mellem klienttilsvaret ifølge bogholderiet og det samlede indestående på klientbankkontiene, idet der i forbindelse med tilsyn blev konstateret fejl i

bogføringen i boerne efter [X], [Y] og [Z].

Forhold 5

tilsidesættelse af god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. § 127, jf. klientkontovedtægtens § 19, jf. § 5

ved som advokat i perioden fra den 18. marts 2024 til den 13. september 2024 ikke mindst en gang om måneden at have sikret, at summen af de enkelte mellemværender stemte med det samlede klienttilsvar, idet der i forbindelse med tilsyn blev konstateret fejl i bogføringen i boerne efter [X], [Y] og [Z], hvilket ville være fremgået af en korrekt foretaget afstemning af klientbogholderiet.

Parternes påstande:

Advokatrådet:

Advokatrådet har nedlagt påstand om, at [indklagede] frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 8, og pålægges en samtidig bøde i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1.

Indklagede:

[Indklagede] principalt påstået frifindelse, subsidiært at han pålægges en mild sanktion.  

Sagsfremstilling:

[Indklagede] er født i 1956 og modtog advokatbeskikkelse den 9. februar 1987. Han deponerede sin advokatbeskikkelse den 1. januar 2025.

Forhold 1

[Indklagede]s treårige efteruddannelsesperiode løb fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2022.

Den 31. marts 2023 indberettede [indklagede] elektronisk til Advokatsamfundet, at han havde deltaget i 40 lektioners efteruddannelse i perioden fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2022, hvorefter der var en manko på 14 lektioner.

På den baggrund blev [indklagede] den 19. december 2023 meddelt et administrativt påbud i henhold til efteruddannelsesbekendtgørelsens § 15, stk. 1, med en frist til den 19. juni 2024 til at gennemføre 14 lektioners efteruddannelse.

Ved e-mail af 11. oktober 2024 anmodede Advokatrådets sekretariat [indklagede] om inden syv dage at indsende dokumentation for opfyldelse af påbuddet. [Indklagede] oplyste herefter ved e-mail af 15. oktober 2024 bl.a., at han havde været tilmeldt et kursus den 18. april 2024, som han måtte melde afbud til grundet sygdom, at han havde gennemført et kursus den 28. maj 2024 svarende til syv lektioner, at han havde været tilmeldt et kursus den 29. oktober 2024, som kursusudbyder aflyste den 3. oktober 2024, og at han var tilmeldt et kursus, der forventedes at finde sted den 21. november 2024.

Han fremsendte efterfølgende den 22. november 2024 dokumentation for, at han den 21. november 2024 havde gennemført kurset ”Aktuelle problemstillinger i boliglejeretten”, svarende til syv lektioner.

Advokatrådet indgav den 11. juni 2025 anklageskrift til Advokatnævnet vedrørende forholdet om obligatorisk efteruddannelse. [Indklagede] ansøgte efterfølgende ved e-mail af 26. juni 2025 om dispensation for den manglende rettidige gennemførelse af 14 lektioner. Han henviste herved til, at de manglende lektioner var gennemført, og at forsinkelsen skyldtes dels aflysninger af kurser og sygdomsforløb, som han havde været igennem.

Den 30. juni 2025 meddelte Advokatrådets sekretariat [indklagede], at ansøgningen om dispensation var indgivet for sent, samt at den indsendte dokumentation i øvrigt ikke vurderes at ville kunne begrunde en dispensation.

Forhold 2 til 5

Advokatrådets sekretariat meddelte den 2. august 2024 [indklagede], at han og hans virksomhed, [advokatfirma A], var udtaget til tilsyn. [Indklagede] blev herved bedt om at sende materiale vedrørende overholdelse af hvidvaskforpligtelserne og klientkontoreglerne i perioden fra den 1. august 2023 og frem til den 2. august 2024.

Den 13. september 2024 modtog sekretariatet sagslister fra [indklagede], der samtidig spurgte ind til, hvad sekretariatet mente med ”dokumentation for de generelle forpligtelser efter hvidvaskloven”. Advokatrådets sekretariat modtog efterfølgende den 18. september 2024 klientkontomaterialet frem til den 1. juli 2024. [Indklagede] oplyste samtidig, at virksomheden denne dag havde skiftet bank, og at bankskiftet havde medført store problemer rent bogføringsmæssigt, hvorfor der ville blive fremsendt yderligere materiale på et senere tidspunkt.

Den 7. oktober 2024 rykkede Advokatrådets sekretariat for de manglende dokumenter vedrørende klientkonto, og den 9. oktober 2024 modtog sekretariatet materialet.

Tilsynsbesøget blev herefter gennemført den 22. oktober 2024.

Ad hvidvaskrelaterede sager (forhold 2)

Det blev under tilsynsbesøget konstateret, at der var mangler i fem ud af fem sager omfattet af hvidvaskloven, der var udtaget til kontrol, idet [indklagede] ikke kunne dokumentere at have efterlevet lovens krav i tilstrækkeligt omfang.

De fem sager omfattede sagsnr. 28550, 28539, 28546, 28477 og 28466.

I sagsnr. 28550 var aftalen om bistand indgået den 16. juli 2024, og tilsynet vurderede, at der ikke var foretaget en konkret risikovurdering af sagen, idet der alene var udfyldt et skema, hvori det var afkrydset, at sagen ikke var kompleks, og at risikoen var lav. Der var således alene lavet en risikokvalificering uden begrundelse eller inddragelse af risikofaktorer. Der var endvidere ikke foretaget kontrol af, om klienten var en politisk eksponeret person (PEP-kontrol). [Indklagede] oplyste hertil, at han generelt kender sine klienter, og at hvis han er i tvivl, spørger han dem, om de er omfattet af PEP-listen.

I sagsnr. 28539 var aftalen om bistand indgået den 15. juli 2024, og tilsynet vurderede, at der ikke var foretaget en konkret risikovurdering af sagen, idet der alene var udfyldt et skema, hvori det var afkrydset, at sagen ikke var kompleks, og at risikoen var lav. Der var således alene lavet en risikokvalificering uden begrundelse eller inddragelse af risikofaktorer. Der var endvidere ikke foretaget PEP-kontrol.

I sagsnr. 28546 var aftalen om bistand indgået den 15. juli 2024, og tilsynet vurderede, at der ikke var foretaget en konkret risikovurdering af sagen, idet der alene var udfyldt et skema, hvori det var afkrydset, at sagen ikke var kompleks, og at risikoen var lav. Der var således alene lavet en risikokvalificering uden begrundelse eller inddragelse af risikofaktorer. Der var endvidere ikke foretaget PEP-kontrol. [Indklagede] oplyste i relation hertil, at han ikke kendte klienten, men at han havde vurderet, at det ikke var en politisk eksponeret person, da han ikke havde hørt klienten omtalt.

I sagsnr. 28477 var aftalen om bistand indgået den 13. marts 2024, og tilsynet vurderede, at der ikke var foretaget en konkret risikovurdering af sagen, idet der alene var udfyldt et skema, hvori det var afkrydset, at sagen ikke var kompleks, og at risikoen var lav. Der var således alene lavet en risikokvalificering uden begrundelse eller inddragelse af risikofaktorer. [Indklagede] oplyste i relation til denne sag, at han ikke indledningsvist havde haft kontakt til klienten, men at kontakten var foregået via en revisor. Han oplyste samtidig, at han ikke betragtede revisoren som klient, hvorfor der alene var indhentet ID på klienten, som var modtaget fra revisoren. Det var tilsynets opfattelse, at der ikke var gennemført tilstrækkelig kundekendskabsprocedure, idet der ikke var foretaget kontrol af revisoren. Der var endvidere ikke foretaget PEP-kontrol. [Indklagede] oplyste hertil, at han ikke havde hørt klienten omtalt, hvorfor han ikke kunne være en politisk eksponeret person, og at revisoren, som har forpligtelser efter hvidvaskloven, måtte kende klienten.

I sagsnr. 28466 var aftalen om bistand indgået den 5. marts 2024, og tilsynet vurderede, at der ikke var foretaget en konkret risikovurdering af sagen, idet der alene var udfyldt et skema, hvori det var afkrydset, at sagen ikke var kompleks, og at risikoen var lav. Der var således alene lavet en risikokvalificering uden begrundelse eller inddragelse af risikofaktorer. Der var endvidere ikke foretaget PEP-kontrol.

Ad klientkontoforhold (forhold 3-5)

[Indklagede] forklarede under tilsynsbesøget, at bogføringssystemerne i hele perioden havde været sat op til at kunne trække det rigtige tal fra banken. Bogholderen havde dog ikke haft adgang til netbanken i hele perioden, men det havde [indklagede] selv. Han forklarede yderligere, at han mellem den 1. juli 2024 og tilsynsbesøget den 22. oktober 2024 havde været nødt til at skifte bank flere gange.

På baggrund af det inden tilsynsbesøget modtagne materiale gennemgik tilsynet en række konkrete sager i relation til klientkonto, og Advokatrådets sekretariat har i den forbindelse trukket posteringerne ud for de konkrete sager.

Sagsnummer 28135

Forud for tilsynet havde Advokatrådets sekretariat modtaget et bankudskrift for perioden fra 1. juni 2024 til 12. september 2024. Af posteringsoversigten fremgik bogføring for perioden fra 31. juli 2023 til 10. september 2024. Af posteringsoversigten fremgik, at der den 31. juli 2024 var en negativ difference på klienttilsvaret, som følge af, at der var bogført en faktura på 125.000 kr., hvilket skabte et bogført underskud på 40.163,64 kr. Af bankudskriften fremgik samtidig, at kontoen var gået i nul som følge af en regulering på 84.836,36 kr., hvilket svarede til det, der bogført stod på kontoen inden bogføringen af fakturaen på 125.000 kr.

[Indklagede] oplyste på tilsynet, at dette var en faktura for salær for salg af ejendommen i boet. Af bankudskrift fremgik videre, at bokontoen den 31. juli 2024 var gået i nul, da det hidtidige indestående på 84.836,36 kr. var reguleret ud af kontoen. Der sås således ikke konkret at være hævet mere end, der indestod på kontoen.

Der blev efterfølgende, den 5. august 2024, indbetalt 314.062,16 kr. til boet. Idet der var bogført et negativt tilsvar på 40.163,64 kr., opstod der på dette tidspunkt en difference på dette beløb mellem indeståendet på bankkontoen og det bogførte indestående på klientkortet. Denne difference blev først reguleret på bankkontoen den 12. september 2024, hvor der fremgår ”Reg. Tilsvar” på 40.163,64 kr.

På tilsynet blev der udleveret kopi af sagskortet og udskrift fra klientbankkontoen. Det fremgår heraf, at der, da bokontoen blev oprettet, var overensstemmelse mellem det bogførte tilsvar og indeståendet i pengeinstituttet. Herefter opstod der den 22. november 2023 en difference, idet der denne dag blev bogført en hævning, der først blev hævet på bokontoen den 27. juni 2024. Den pågældende hævning medførte, at det bogførte tilsvar og indeståendet i pengeinstituttet på ny stemte frem til den 31. juli 2024.

Det fremgår, at der den 10. september 2024 var to posteringer på bankkontoen, hvoraf alene den ene ses at være bogført. Der udestår således bogføring af en hævning på 12.500 kr. Idet der er bogført en postering fra denne dato, og der i andre sager i posteringsoversigten er bogført efter den 10. september 2024, er det af Advokatrådets sekretariat lagt til grund, at den pågældende sag ikke var bogført færdig på tidspunktet for udtrækket af posteringer. Dette underbygges efter Advokatrådets vurdering af, at der på det udleverede klientkort heller ikke er bogført efter den 10. september 2024.

Den foretagne hævning ses tilbageført den 3. oktober 2024.

Sagsnummer 28476

Forud for tilsynet havde Advokatrådets sekretariat modtaget et bankudskrift for perioden fra 1. juli 2024 og til 12. september 2024. Af posteringsoversigten fremgik bogføring for perioden fra 19. marts 2024 til 12. september 2024.

Advokatrådet har oplyst, at det ved at sammenholde bankkontoudskriften med posteringsoversigten fremgik, at der den 1. august 2024 var blevet bogført en hævning på 600.000 kr., der ikke fremgik af klientbankkontoudskriften. Derimod fremgik det af bankkontoudskriften, at der den 1. august 2024 var gennemført to hævninger på hver 550.000 kr. benævnt aconto arv. De to posteringer på i alt 1.100.000 kr. blev først bogført den 21. august 2024 med bogføringsdato den 21. august 2024, hvor den bogførte overførsel på 600.000 kr. også blev bogført tilbage.

[Indklagede] forklarede under tilsynet, at han havde lagt en besked hos bogholderen om udbetaling af arv på i alt 600.000 kr., så dette kunne blive bogført. Senere samme dag havde han konstateret, at der kunne udbetales en højere aconto arv, hvorfor han konkret havde overført i alt 1.100.000 kr. til de to arvinger. [Indklagede] oplyste endvidere, at han ikke havde tænkt over, at han skulle huske at give bogholderen besked om ændringen. Bogholderen havde ikke adgang til netbanken på dette tidspunkt og bogførte derfor ikke på baggrund af de konkrete overførsler i banken, men på baggrund af besked om overførsel fra [indklagede].

Det fremgår endvidere af posteringsoversigten, at der den 1. august 2024 blev betalt en rets- og boafgift på 177.913,34 kr. Af bankkontoudskriften fremgår det, at pengene først blev hævet i banken den 12. september 2024. Der har således i perioden været en difference mellem indeståendet i banken og det bogførte tilsvar. I perioden fra den 1. august 2024 til den 21. august 2024 var differencen negativ med 322.086,66 kr., mens det i perioden mellem den 21. august 2024 til den 12. september 2024 var en positiv difference med 177.913,34 kr.

Sagsnummer 28306

Forud for tilsynet havde Advokatrådets sekretariat modtaget et bankudskrift for perioden fra 3. august 2023 og til 16. maj 2024. Der var endvidere vedlagt udskrift af klientkortet for perioden fra den 6. juni 2023 til den 13. september 2024. Af posteringsoversigten fremgik bogføring for perioden mellem den 31. juni 2023 og den 13. september 2024.

Det bemærkes, at særboet i posteringsoversigten er navngivet efter en af arvingerne med et andet navn, men at sagen er en del af et fællesbo. Det blev oplyst på tilsynet af [indklagede], at boerne er blevet behandlet sammen, og det nogle gange har skullet afklares, hvilket bo der skulle dække hvilke udgifter. Derfor er der opstået en del overførsler mellem boerne.

Det fremgår af det fremsendte klientkort, at der har været et bogført et underskud på klientkontoen mellem den 22. april 2024 og den 12. september 2024. Det negative tilsvar er opstået, da der er blevet bogført to udbetalinger af acontoarv på i alt 1.440.000 kr., hvilket har skabt en negativ difference på 19.659,62 kr. Det bogførte negative klienttilsvar fremgår alene af bogføringen og ikke af den separate klientkonto.

Det negative klienttilsvar er opstået, fordi der i pengeinstituttet er sket en overførsel fra fællesboet til særboet den 18. marts 2024 på 412.509,07 kr., hvilken overførsel ikke er bogført før den 12. september 2024. Allerede ved bankoverførslen den 18. marts 2024 er der opstået en difference på 367.509,07 kr., og der ses ikke at være overensstemmelse mellem det bogførte tilsvar på kontoen og indeståendet i banken før den 13. september 2024.

Grunden til, at differencen ikke er på 412.509,07 kr., er, at der den 13. og 15. marts 2024 er bogført henholdsvis en hævning og en indsættelse af 45.000 kr. der modsvares af en reel hævning i banken på 45.000 kr. den 14. marts 2024. De 45.000 kr. blev på ny bogført hævet den 13. september 2024.

Tilsynet gennemgik ligeledes forskelle i datoen for et gebyr på 750 kr. for kontooprettelse, bogført den 9. juni 2023, men først trukket på bankkontoen den 3. august 2023. Bogholderen oplyste herom, at hun havde bogført beløbet på baggrund af et bilag fra banken, og hun havde ikke mulighed for at verificere med en konkret trækning i banken, fordi hun ikke havde adgang i den periode.

Tilsvarsliste af 28. august 2024

Der blev under tilsynsbesøget udleveret en tilsvarsliste for den 28. august 2024, som blev gennemgået efter tilsynsbesøget.

Advokatrådet har herom oplyst, at gennemgangen af tilsvarslisten stemmer overens med ovenstående observationer i de konkrete sager vedrørende bogføring og afstemning af indeståendet på klientkontoen. Det fremgår af side 1 på tilsvarslisten, at der på den ”Fælles klientkonti” indestår

negativt 158.246,10 kr. Den oplyste konto er en konto i Nordea. Det fremgår af det inden tilsynet fremsendte materiale, at advokatkontoret skiftede bank fra Nordea den 1. juli 2024. Den negative saldo trukket fra pengeinstituttet har medført, at det tal, bogføringssystemet har udregnet som reguleringsbeløbet den pågældende dag, heller ikke er korrekt. Nederst på side 1 og frem til side 3 er der oplistet de konkrete sager, der har midler stående på en separat klientkonto. Ved gennemgang af de sager, der også er gennemgået ovenfor, blev det konstateret, at bogføringssystemet […] ikke er sat op til at trække data korrekt fra den bogføring, der er sket i virksomheden.

I sagsnummer 28337 fremgår det af tilsvarslisten, at der burde indestå 596.842,25 kr., mens der på sagskortet er et bogført indestående på 501.547,24 kr., og ifølge bankudskriften burde der indestå 121.131,10 kr.

I sagsnummer 28306 fremgår det af tilsvarslisten, at der burde indestå 0 kr., og at der den 28. august 2024 blev hævet 17.176,20 kr., hvilket medførte et negativt tilsvar. På sagskortet stod der samme dag et negativt tilsvar på 19.659,62 kr., mens indeståendet i banken er positivt 342.436,95 kr.

I sagsnummer 28135 fremgår det af tilsvarslisten, at der burde indestå 244.112,18 kr., hvilket er i overensstemmelse med posteringsoversigten. På bankkontoen indestod der dog 238.896,94 kr.

I sagsnummer 28476 fremgår det af tilsvarslisten, at der burde indestå 68.013,25 kr., hvilket er i overensstemmelse med posteringsoversigten. På bankkontoen indestod der dog 245.926,59 kr. Advokatrådet har hertil anført, at det således ikke er muligt, at det trukne klienttilsvar er korrekt, ligesom det heller ikke er muligt, at det udregnede reguleringsbeløb på 222.600,73 kr. er korrekt.

De på tilsvarslisten oplyste reguleringer ses ikke gennemført på de enkelte bankkonti, ligesom de i medfør af posteringspecifikationen ikke ses indgået i reguleringen. Advokatrådets sekretariat har på den baggrund lagt til grund, at der ikke reelt er reguleret i overensstemmelse med bogføringen.

Advokatrådet har videre oplyst, at det på den baggrund sammenfattende blev konkluderet, at bogføringssystemet ikke havde været sat op til at trække de rigtige tal, idet systemet ikke havde reageret på uoverensstemmelser mellem det bogførte tilsvar og det konkrete indestående i pengeinstituttet. Arbejdsgangen med at bogføre efter instruks og ikke efter de posteringer, der reelt måtte være foretaget i banken, og at posteringerne ikke var posteret med den aktuelle gennemførselsdag, havde ligeledes skabt uoverensstemmelser mellem indeståendet på bankkontoen i pengeinstituttet og det bogførte tilsvar.

På baggrund af de konstaterede forhold blev der under tilsynet ikke foretaget yderligere tjek af den daglige bogføring og den månedlige afstemning, idet det blev vurderet, at dette ikke ville være retvisende under henvisning til ovenstående.

[Indklagede] modtog den 10. januar 2025 tilsynsrapporten samt bilag. Det blev samtidig oplyst, at han på baggrund af de konstaterede mangler måtte forvente, at der blev indledt en disciplinærsag ved Advokatnævnet, samt at han indenfor 12-18 måneder vil modtage en separat indkaldelse til genbesøg.

[Indklagede] oplyste efterfølgende ved e-mail af 18. januar 2025, at han deponerede sin beskikkelse ved årsskiftet 2024/2025. Han oplyste tillige, at han ikke var enig i konklusionerne vedrørende den manglende bogføring, der i øvrigt skyldtes, at der manglede adgang til de oprettede konti.

Advokatnævnets behandling:

Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 12 medlemmer.

Ved sagens behandling mødte anklageren, [anklageren A], og [indklagede].

[Indklagede] forklarede bl.a., at han anerkender, at han ikke fulgte godt nok med i de administrative opgaver, som var overladt til bogholder og sekretær. Imidlertid er alle fejl rettet, og ingen klienter har mistet penge. Der henvises bl.a. til, at sagerne er ”gået i 0”. Der er ikke tale om forhold, som kan begrunde en påstand om frakendelse.

Parternes anbringender og procedure:

Advokatrådet:

Forhold 1

Advokatrådet har til støtte for de nedlagte påstande bl.a. gjort gældende, at det følger af retsplejelovens § 126, stk. 5, og efteruddannelsesbekendtgørelsens § 1, at enhver advokat og advokatfuldmægtig er forpligtet til løbende at deltage i efteruddannelse af betydning for advokaterhvervet. Den pågældende advokat eller advokatfuldmægtig har pligt til inden for en periode på tre år at have deltaget i mindst 54 lektioners efteruddannelse, jf. efteruddannelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1. Manglende opfyldelse af efteruddannelseskravet og manglende efterlevelse af et meddelt påbud udgør således efter Advokatnævnets praksis en tilsidesættelse af god advokatskik, jf. bekendtgørelsens § 15, stk. 1.

I nærværende sag har [indklagede] indberettet at have gennemført 40 lektioners efteruddannelse for perioden, der løb fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2022, hvorfor han den 19. december 2023 blev meddelt et administrativt påbud om at gennemføre 14 lektioners efteruddannelse med frist til den 19. juni 2024 til at dokumentere, at han havde efterkommet påbuddet. [Indklagede] har alene kunne dokumentere at have gennemført syv lektioner frem til fristen for det administrative påbud den 19. juni 2024.

På den baggrund er det Advokatrådets opfattelse, at [indklagede] har tilsidesat reglerne om løbende obligatorisk efteruddannelse og god advokatskik jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, og stk. 5.

[Indklagede] har i e-mail af 15. oktober 2024 indsendt dokumentation for kursusafvikling, der har fundet sted efter fristen for opfyldelse af det administrative påbud. Disse lektioner kan Advokatrådets sekretariat lade indgå i forbindelse med gennemgangen af opfyldelsen af et pålæg fra Advokatnævnet, men kan ikke medregnes i opfyldelsen af det administrative påbud henset til at fristen herfor ikke blev overholdt.

Advokatrådet finder, at det udgør en skærpende omstændighed, at [indklagede] oprindeligt ikke opfyldte sin forpligtelse til at gennemføre obligatorisk efteruddannelse og dernæst ikke har rettet for sig, idet han ikke har gennemført og dokumenteret rettidig opfyldelse af det administrative påbud. Det er samtidig Advokatrådets opfattelse, at det af [indklagede] anførte ikke kan føre til en anden vurdering, ligesom der ikke er grundlag for at tilbagesende sagen til fornyet behandling på baggrund af dispensationsansøgningen. Der henvises herved til, at Advokatrådet har kompetence til at tage stilling til eventuel dispensation, og at der ved e-mail af 30. juni 2025 er taget stilling til ansøgningen.

Forhold 2

Det er endvidere gjort gældende, at en advokat, der påtager sig sager omfattet af hvidvaskloven, er forpligtet til at overholde hvidvasklovens krav.

Det følger af hvidvasklovens § 10, stk. 1, nr. 1, at advokater skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, når de etablerer en forretningsforbindelse, hvilket efter Advokatrådets opfattelse må sidestilles med tidspunktet for etableringen af et klientforhold. Kundekendskabsprocedurer skal som følge af de særlige forhold, der er for advokater, hvor kun nogle sagstyper er omfattet af hvidvaskloven, gennemføres, når advokaten påtager sig sådanne sager for en klient. I den forbindelse skal advokaten fastlægge, om en klient er en politisk eksponeret person eller en nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret. Dette kan f.eks. undersøges ved opslag i Finanstilsynets liste over politisk eksponerede personer.

Endvidere følger det af hvidvasklovens § 30, at advokaten er forpligtet til at opbevare klientens identitetsoplysninger i fem år fra klientforholdets ophør. Det følger af hvidvasklovens § 11, stk. 2, at der skal gennemføres kundekendskabsprocedurer på personer, der handler på vegne af en kunde,

herunder for eksempel revisorer. Det indebærer, at man udover at gennemføre kundekendskabsprocedure på den bagvedliggende klient, også skal indhente personens identitetsoplysninger, kontrollere disse ved en uafhængig og pålidelig kilde, samt kontrollere at pågældende er beføjet til at handle på vegne af den ultimative klient.

Det følger desuden af hvidvasklovens § 11, stk. 3, at advokater skal gennemføre en risikovurdering af klienten og sagen, og at omfanget af og tidspunktet for kundekendskabsproceduren skal afhænge af resultatet af den gennemførte risikovurdering. I risikovurderingen af den enkelte sag skal der inddrages oplysninger om forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed. I vurderingen skal som minimum inddrages de faktorer, som fremgår af hvidvasklovens bilag 2 og 3. Hertil følger det af hvidvasklovens § 11, stk. 4, at advokater over for Advokatrådets sekretariat skal kunne godtgøre, at kendskabet til klienten er tilstrækkeligt i forhold til risikovurderingen og klientens forhold i øvrigt, herunder at der er foretaget kontrol af, om klienten er en politisk eksponeret person.

Advokater er efter hvidvaskloven underlagt ovenstående forpligtelser med henblik på at begrænse og forebygge risikoen for hvidvask og terrorfinansiering.

I fem ud af fem sager var risikovurderingen utilstrækkelig på sagsniveau. Der var i alle fem sager taget stilling til risikokategoriseringen, idet alle sager var kvalificeret som værende lavrisiko-sager. Der fremgår dog ingen begrundelse, og risikofaktorerne i hvidvasklovens bilag 2 og 3 er ikke inddraget, hvorfor risikovurderingerne er utilstrækkelige. I en ud af fem sager var kundekendskabsproceduren utilstrækkelig, fordi der ikke var foretaget kundekendskabsprocedure på en revisor, som handlede på vegne af en kunde, og i samtlige sager var det ikke dokumenteret, at der var foretaget PEP-kontrol.

Det er Advokatrådets vurdering, at [indklagede] således har handlet i strid med god advokatskik ved i fem ud af fem sager omfattet af hvidvaskloven ikke at have efterlevet lovens krav.

Forhold 3 til 5

Det følger af retsplejelovens § 127, at Advokatsamfundet udarbejder regler om advokaters pligter med hensyn til behandlingen af betroede midler. De af Advokatsamfundet udarbejdede regler findes i klientkontovedtægten. Det følger af klientkontovedtægtens § 19, at tilsidesættelse af vedtægtens regler anses som en tilsidesættelse af advokatpligterne og kan indklages for Advokatnævnet.

Det følger af klientkontovedtægtens § 3, stk. 2, at klientbogholderiet skal føres i danske kroner hver dag, hvor advokatvirksomheden er åben, og på dage, hvor der i øvrigt foretages økonomiske transaktioner fra advokatvirksomheden. Et af de helt centrale elementer i klientkontosystemet er, at advokaten og advokatselskabet til enhver tid skal kunne vise de enkelte mellemværender og det samlede klienttilsvar af betroede midler. Grundlaget for til enhver tid at kunne udvise størrelsen af klienttilsvaret er, at klientbogholderiet til enhver tid er ajourført.

Ud over at der skal bogføres dagligt, skal de posteringer, der bogføres, være bogført med den korrekte bogføringsdag, og bogføringen skal basere sig på de reelle posteringer, der er gennemført på kontoen i pengeinstituttet. [Indklagede] har i en periode haft indrettet sit bogholderi sådan, at der ikke skete bogføring på baggrund af reelle posteringer i banken, men alene på baggrund af hans oplysninger om, hvad der blev hævet eller på baggrund af regninger. [Indklagede] har i de udtagne sager endvidere ikke påset, at de posteringer, der skete i sagerne, konsekvent blev bogført med den korrekte dato, hvilket har gjort, at størrelsen på det enkelte klientmellemværende og det samlede tilsvar ikke har været retvisende.

Det forhold, at [indklagede] som følge af bankskifte ikke har haft mulighed for at give bogholderen direkte adgang til netbanken, finder Advokatrådet ikke er undskyldeligt, idet han kunne have trukket dagens posteringer ud af netbanken og fremsendt dem til bogholderen.

Det følger herudover af klientkontovedtægtens § 4, stk. 1, at det hver dag skal sikres, at der er overensstemmelse mellem klienttilsvaret ifølge bogholderiet og det samlede indestående på klientbankkontiene. I forlængelse af kravet om bogføring hver dag, hvor advokatvirksomheden er åben, og på dage, hvor der i øvrigt foretages økonomiske transaktioner fra advokatvirksomheden, påhviler der endvidere advokaten en pligt til at sikre, at der er overensstemmelse mellem klienttilsvaret ifølge bogholderiet og det samlede indestående på klientbankkontiene. Som følge heraf har advokaten pligt til at foretage regulering af indestående på klientbankkontiene, så der er overensstemmelse mellem klienttilsvaret ifølge bogholderiet og det samlede indestående på klientbankkontiene.

Det blev konstateret, at der i flere sager ikke var overensstemmelse mellem tilsvaret på den enkelte klient og indeståendet på klientbankkontoen. Det blev herunder i alle sagerne konstateret, at der i lange perioder ikke var overensstemmelse mellem indeståendet på den konkrete sag og indeståendet på den konkrete klientbankkonto. I flere tilfælde var der endvidere et bogført negativt tilsvar i en periode, uden at der blev fulgt op på baggrunden for det negative tilsvar.

Det fremgår tydeligt af den udleverede tilsvarsliste, at der ikke er blevet sikret overensstemmelse mellem klienttilsvaret ifølge bogholderiet og det samlede indestående på klientbankbogen, idet de konkrete beløb ikke er blevet tjekket, ligesom der ikke er foretaget reguleringer i overensstemmelse med de beløb, der fremgik af tilsvarslisten. Dette viser efter Advokatrådets opfattelse, at [indklagede] har været vidende om, at beløbene ikke var korrekte, og de derfor ikke kunne lægges til grund for en konkret regulering.

Samtidig fremgår det af tilsvarslisten, at der på samleklientkontoen indestår negativt 158.246,10 kr. på en konto, der var opsagt. Når kontoen er oplyst lukket, burde der heller ikke kunne trækkes oplysninger om indeståender vedrørende den pågældende konto ind i bogføringssystemet. [Indklagede] burde desuden have reageret, når det fremstår, som om der er et negativt klienttilsvar på samleklientkontoen i pengeinstituttet.

Det følger endelig af klientkontovedtægtens § 5, at advokaten mindst en gang hver måned skal sikre, at summen af de enkelte mellemværender stemmer med det samlede klienttilsvar. Denne månedsafstemning af klienttilsvaret skal bruges til løbende at give et retvisende billede af, hvor meget klienterne hver især og samlet har til gode hos advokaten og advokatselskabet.

Ved afstemning af klienttilsvaret opgøres tilsvar og tilgodehavende på hver enkelt sag, og summen af tilsvaret på de enkelte sager afstemmes op imod det samlede tilsvar og tilgodehavende i henhold til tilsvarskontoen (jf. råbalancen). Det samlede tilsvar skal naturligvis svare til indestående på klientbankkonti i pengeinstituttet (jf. kontoudskrifter). Afstemning af klienttilsvaret er en ekstra kontrol for at sikre sig, at alle bevægelser, som påvirker klienttilsvaret, er medtaget og bogført korrekt på de rigtige konti.

Idet der ikke er bogført dagligt med de korrekte datoer, og systemet ikke har været sat op til at trække de rigtige tal, er det Advokatrådets opfattelse, at der ikke korrekt kan være sket månedlige afstemninger.

Det er således, uanset det af [indklagede] anførte om, at der ikke har været underskud, Advokatrådets opfattelse, at [indklagede] ikke har haft et sådan overblik over sit klienttilsvar, at han har kunnet være sikker herpå. Videre er det i forhold til det anførte om, at der under tilsynsbesøget skulle have været overset en yderligere samleklientkonto, anført, at [indklagede] blev anmodet om at sende samtlige klientkonti. Oplysning om, at [indklagede] ikke har tilvejebragt oplysninger om en samleklientkonto, ændrer dog ikke vurderingen af, hvorvidt reglerne i klientkontovedtægten er overholdt. De sager, der blev gennemgået på tilsynet, var således alle sammen dødsboer, hvor midlerne indestod på separate klientkonti. Det i øvrigt anførte af [indklagede] kan heller ikke føre til en anden vurdering, herunder at der er tale om menneskelige fejl, idet der i alle udtagne sager har været 180 dage, hvor der ikke har været overensstemmelse mellem bogført og reelt tilsvar, samt at for vidt angår 20 ud af de 180 dage har differencen været 500.000 kr. 

I relation til [indklagede]s oplysning om, at det ved lukningen af virksomheden fremgår af revisorerklæring, at alt er afviklet på normal vis, henvises til [indklagede]s klientkontoerklæring pr. 1. januar 2025, der er fremlagt for Advokatnævnet. Heraf fremgår bl.a., at revisor for så vidt angår perioden 1. juli 2024 og frem til 1. januar 2025 henviser til Advokatrådets tilsyn, ligesom det er noteret, at der ikke er udarbejdet månedlige afstemninger fra juni 2024 og frem til 1. januar 2025.    

Det er på baggrund heraf Advokatrådets opfattelse, at [indklagede] groft har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. klientkontovedtægten.

Sanktionspåstanden

Det er sammenfattende Advokatrådets opfattelse, at [indklagede] med de nu indbragte forhold sammenholdt med [indklagede]s kendelseshistorik har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af sine pligter som advokat, og at de udviste forhold giver grund til at antage, at han ikke for fremtiden vil udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde, jf. betingelserne for frakendelse i medfør retsplejelovens § 147 c, stk. 8. Advokatrådet lægger herved vægt på, at omfanget og karakteren af mangler i sagerne omfattet af hvidvaskloven viser et manglende kendskab til hvidvasklovens forpligtelser, samt at manglerne i klientbogholderiet tillige viser en manglende forståelse af vigtigheden af klientkontoforpligtelserne.

Advokatrådet finder samtidig, at klientkontobogføringen har været så mangelfuld, at [indklagede] som følge heraf ikke har haft et reelt overblik over klientkontomidlerne, og der dermed har været en reel risiko for, at klienterne kunne lide tab. Hertil skal det efter Advokatrådets opfattelse tillægges skærpende betydning, at [indklagede] ved kendelse af 28. november 2023 blev pålagt en bøde for overtrædelse af klientkontoreglerne ved ligeartede forhold samt tilsidesættelse af sine pligter efter hvidvaskloven og på trods heraf ikke har rettet for sig. [Indklagede] er herudover ved flere kendelser, for forskelligartede forhold, blevet sanktioneret af Advokatnævnet og samlet blevet pålagt betydelige bøder.

Det har efter Advokatrådets opfattelse ikke betydning, at [indklagede] efterfølgende har deponeret sin advokatbeskikkelse, herunder da det afgørende er, at [indklagede] var advokat på tidspunktet for forholdene. Det er samtidig Advokatrådets opfattelse, at det ikke har betydning, at [indklagede] ved en straffedom – for andre forhold end de i nærværende sag omhandlede – er blevet frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed, jf. retsplejelovens § 138, jf. straffelovens § 79.

Det er tillige Advokatrådets opfattelse, at der er grundlag for at pålægge en samtidig bøde, jf. Advokatnævnets praksisændring af 28. august 2023, hvorefter der som udgangspunkt er grundlag for at pålægge en samtidig bøde ved frakendelsessager for forhold begået efter den 1. oktober 2023. Da forholdene imidlertid ligger forud for Advokatnævnets kendelse af 10. december 2024, der er endelig, er det Advokatrådets opfattelse, at der skal udmåles en tillægsbøde, jf. princippet i straffelovens § 89.

Indklagede:

[Indklagede] har til støtte for de nedlagte påstande bl.a. gjort gældende, at frakendelsespåstanden er unødig, da han allerede har deponeret sin beskikkelse i pensionsøjemed. I tilgift hertil bemærkes, at Retten i [by 1] har frakendt [indklagede] retten til at drive advokatvirksomhed, og det er således ikke muligt at inddrage beskikkelsen administrativt. Af den årsag er det meddelt, at der tages bekræftende til genmæle, selvom der principalt nedlægges påstand om frifindelse, og der er herved udvist imødekommenhed. Det er samtidig anført, at en administrativ frakendelse under alle omstændigheder bør ske med en tidsmæssig begrænsning.

Det er herudover gjort gældende, at der ikke er belæg for en bøde, men at størrelsen af en eventuel bøde bør sættes i forhold til [indklagede]s nuværende indtægtsforhold, som alene består i grundpension. 

Det er endvidere anført, at de manglende 14 lektioners efteruddannelse er gennemført så hurtigt, det var muligt henset til sygdom m.v. Desuden er der ansøgt om dispensation, og [indklagede] har med henvisning til ansøgningen opfordret til, at spørgsmålet vedrørende obligatorisk efteruddannelse tilbagesendes til fornyet behandling i Advokatrådet. Det bemærkes samtidig, at en eventuel sanktion for dette må stå i rimeligt forhold til, at det påtalte ikke længere består, og at forholdet i øvrigt var genoprettet forinden anklageskriftet.

Det anerkendes i relation til klientkontoforholdene, at der er sket bogføringsmæssige fejl. Det skal dog oplyses, at der aldrig har været fysisk underskud på klientkonti, og at det ved tilsynet blev overset, at der fandtes en anden klientkonto (samlekonto). De skete fejl var menneskelige fejl, som efterfølgende – og inden tilsyn – blev rettet, da de blev opdaget. Hertil kommer, at [indklagede] under sin tid som advokat aldrig har haft lignende menneskelige fejl i bogholderiet, og at fejlene delvist er begrundet i bankskift med deraf følgende ændring i arbejdsgange og mulig adgang til kontoudtog. Det kan tillige oplyses, at der er indleveret revisorerklæring om klientkonto (ophør af samme) i forbindelse med deponeringen af [indklagede]s beskikkelse, som angav, at alle klientkonti er afviklet på normal vis, uden at der er eller har været fysisk underskud på disse over for klienter. Det bemærkes samtidig i relation til sagerne 28306 og 28337, at det manglende beløb på den ene sag stod på den anden, og at de to sager var én og samme, idet der blev forsøgt at lave en opdeling af et fællesbo og et særbo. Herudover bemærkes det i relation til sagsnr. 28135, at bogføringsfejl blev rettet ved tilbagekomst fra ferie.

Det er for så vidt angår de udtagne sager omfattet af hvidvaskloven overordnet anført, at der er sket tilstrækkelig PEP-screening m.v. Sagsnr. 28550 vedrørte et selskab, som [indklagede] havde været advokat for gennem mange år, og han havde således indgående kendskab til klienten, og der lå legimitation for ejere og ledelse fra tidligere afsluttede sager. Sagsnr. 28539 og 28466 vedrørte ligeledes klienter, som [indklagede] havde indgående kendskab til, og de pågældende var ikke politisk engagerede. I sagsnr. 28477 var den egentlige klient en medvirkende revisor, der udfærdigede dokumenter i forbindelse med stiftelse af et selskab. [Indklagede] var revisoren behjælpelig med indberetning til Erhvervsstyrelsen, og den pågældende revisors ID forelå på en anden sag, hvorunder revisoren tillige blev PEP-screenet.  

Tidligere sanktioner:

Ved Advokatnævnets kendelse af 31. marts 2016 blev [indklagede] pålagt en bøde på 10.000 kr. for at have tilsidesat god advokatskik ved at true med at indgive politianmeldelse uden det fornødne grundlag. 

Ved Advokatnævnets kendelse af 14. maj 2018 blev [indklagede] pålagt en bøde på 20.000 kr. for at have tilsidesat god advokatskik ved ikke at have afgivet tilstrækkelig opdrags- og prisoplysning i fem sager, der var udtaget til kontrol på et tilsynsbesøg. 

Ved Advokatnævnets kendelse af 26. november 2020 blev [indklagede] pålagt en bøde på 60.000 kr. for groft at have tilsidesat god advokatskik ved at opkræve salær hos en klient, uagtet at han var beskikket forsvarer for denne og blev tilkendt salær af retten. 

Ved Advokatnævnets kendelse af 31. oktober 2022 blev [indklagede] pålagt en bøde på 60.000 kr. for at have tilsidesat god advokatskik ved sin beregning af bo- og tillægsafgift i behandlingen af et dødsbo.

Ved Advokatnævnets kendelse af 28. november 2023 blev [indklagede] pålagt en tillægsbøde på 80.000 kr. for særdeles groft at have tilsidesat god advokatskik ved at have overtrådt klientkontovedtægten, herunder bl.a. ved ikke at have foretaget daglig bogføring og have stillet sin klientkonto til rådighed som driftskonto for klienter. [Indklagede] havde endvidere tilsidesat god advokatskik ved ikke at have udarbejdet tilstrækkelige hvidvaskretningslinjer efter hvidvasklovens §§ 7 og 8. 

Ved Advokatnævnets kendelse af 10. december 2024 blev [indklagede] pålagt en bøde på 80.000 kr. for at have tilsidesat god advokatskik ved at gå videre, end berettiget klientvaretagelse tilsiger ved at indgive fogedrekvisition vedrørende et krav, der ikke var egnet hertil. 

[Indklagede] har ikke indbragt kendelserne for retten – foruden kendelsen af 31. marts 2016, hvor retssagen efterfølgende blev hævet – og kendelserne er dermed endelige. 

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Skyldsspørgsmålet

Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.

Forhold 1

Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 5, og efteruddannelsesbekendtgørelsens § 1, at enhver advokat og advokatfuldmægtig er forpligtet til løbende at deltage i efteruddannelse af betydning for advokaterhvervet. Den pågældende advokat eller advokatfuldmægtig har pligt til inden for en periode på tre år at have deltaget i mindst 54 lektioners efteruddannelse, jf. efteruddannelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1.

Manglende opfyldelse af efteruddannelseskravet og manglende efterlevelse af et meddelt påbud udgør således efter Advokatnævnets praksis en tilsidesættelse af god advokatskik, jf. bekendtgørelsens § 15, stk. 1.

[Indklagede] fremsendte ikke inden den fastsatte frist meddelt ved påbud af 19. december 2023 dokumentation for gennemførsel af 14 lektioners obligatorisk efteruddannelse til dækning af mankoen for perioden 1. januar 2020 til 31. december 2022.

Advokatnævnet finder, at [indklagede] på den baggrund har overtrådt efteruddannelsesbekendtgørelsens § 15, stk. 1, og dermed tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.

Forhold 2

Advokater, der yder bistand ved rådgivning om eller ved udførelse af transaktioner for deres klienter i forbindelse med køb og salg af fast ejendom eller oprettelse af virksomheder m.v., er omfattet af hvidvaskloven, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 13. Dette indebærer bl.a., at advokaten i sådanne sager skal gennemføre en kundekendskabsprocedure i medfør af hvidvasklovens kapitel 3 på det tidspunkt, hvor advokaten og klienten har indgået en aftale om, at advokaten påtager sig et givent opdrag.

Advokatnævnet finder, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, ved ikke dokumenterbart at have gennemført tilstrækkelig kundekendskabsprocedure efter hvidvasklovens kapitel 3 i en række sager, der var udtaget til kontrol. Det, som [indklagede] har anført, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Forhold 3 til 5

Det følger af klientkontovedtægtens § 19, at tilsidesættelse af vedtægtens regler anses som en tilsidesættelse af advokatpligterne.

Overholdelse af de regler, der er fastsat i klientkontovedtægten til sikring af klienters midler, som advokaten opbevarer og disponerer over, er af afgørende betydning for, at advokater kan bevare deres særlige rettigheder med hensyn til at opbevare klientmidler.

Efter klientkontovedtægtens § 3, stk. 1, er enhver advokat og ethvert advokatselskab, der oppebærer penge som led i advokatvirksomhed, forpligtet til at have indrettet bogholderiet således, at det viser de enkelte mellemværender og det samlede klienttilsvar. Klientbogholderiet skal føres hver dag, hvor advokatvirksomheden er åben og på dage, hvor der i øvrigt foretages økonomiske transaktioner fra advokatvirksomheden, jf. klientkontovedtægtens § 5, stk. 2, og det skal på disse dage sikres, at der er overensstemmelse mellem klienttilsvaret og det samlede indestående på klientbankkontiene, jf. § 4, stk. 1. Dette skal kunne dokumenteres, også når der ikke har været bevægelser i forhold til klienttilsvaret eller på klientbankkontiene, jf. § 4, stk. 2. Mindst en gang hver måned skal summen af de enkelte mellemværender afstemmes med det samlede klienttilsvar, og dokumentation herfor skal gemmes i mindst 2 år, jf. § 5.

Der blev i forbindelse med tilsynet med [indklagede] konstateret overtrædelser af ovennævnte bestemmelser i klientkontovedtægten, idet der i den omhandlede periode, hvor bogholderen ikke havde haft adgang til netbanken, blev bogført efter instruks og ikke efter posteringer. Det blev på den baggrund konstateret, at håndteringen havde ført til konkrete uoverensstemmelser mellem indestående på bankkonto og bogført tilsvar i flere sager. Videre blev det konstateret, at der i flere tilfælde ikke var blevet reageret på negative tilsvar.

Advokatnævnet finder på den baggrund, at [indklagede] samlet set groft har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. klientkontovedtægtens § 19, ved i flere tilfælde over en længere periode ikke at have sikret overholdelse af klientkontovedtægtens bestemmelser.

Sanktionsspørgsmålet

[Indklagede] er siden marts 2016 i en række tilfælde pålagt betydelige sanktioner for tilsidesættelser af god advokatskik, herunder tilfælde af både grov og særdeles grov karakter, hvorved han er pålagt bøder på i alt 310.000 kr. Derudover har [indklagede] i en række tilfælde i nærværende sag tilsidesat god advokatskik, herunder tillige tilsidesættelser af grov karakter.

Advokatnævnet finder på den baggrund, at [indklagede] har gjort sig skyldig i grove og oftere gentagne overtrædelser af sine pligter som advokat. Henset til karakteren og omfanget i nærværende sag, hvor der er tale om flere fundamentale advokatpligter, sammenholdt med, at [indklagede] tidligere er sanktioneret for bl.a. ligeartede forhold vedrørende sin klientkonto, finder nævnet samtidig, at det må antages, at [indklagede] ikke for fremtiden vil udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 8. Den omstændighed, at [indklagede] har deponeret sin advokatbeskikkelse, og at dette efter det oplyste er sket i pensionsøjemed, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering.

Advokatnævnet tager derfor påstanden om frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre til følge, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 8.

På baggrund af det ovenfor anførte, herunder om omfanget og karakteren af de foreliggende forhold, finder Advokatnævnet endvidere grundlag for samtidig at pålægge [indklagede] en bøde.

[Indklagede] er senest ved Advokatnævnets kendelse af 10. december 2024 pålagt en bøde på 80.000 kr. for tilsidesættelse af god advokatskik, og da forholdene i nærværende sag er begået forud for denne dato, udmåles bøden som en tillægsbøde. Herefter pålægger Advokatnævnet i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, jf. princippet i straffelovens § 89, [indklagede] en tillægsbøde, der skønsmæssigt fastsættes til 40.000 kr.

[Indklagede] kan for så vidt angår frakendelsesspørgsmålet forlange afgørelsen indbragt for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 e. Anmodningen skal fremsættes over for justitsministeren.

For så vidt angår den pålagte bøde kan [indklagede] indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.

Herefter bestemmes:

[Indklagede] frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre.

[Indklagede] pålægges en tillægsbøde til statskassen på 40.000 kr.

 

På nævnets vegne

 

Ole Hasselgaard