Spring hovednavigationen over
Tilbage

Beskikket advokat fulgte ikke op på egen melding om fremsendelse af processkrift eller klients henvendelser, herunder anmodning om afbeskikkelse.

Dato: 24. oktober 2025
Type: Kendelse
Sagsnr: 2025-50
SAGSRESUMÉ
Advokat tilsidesatte god advokatskik ved i en periode på mere end 3 måneder ikke at have fulgt op over for sin klient, som advokaten var beskikket for i en erstatningssag efter retsplejelovens kapitel 93 a (erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning). Sagen skulle hovedforhandles i april 2025, og advokaten oplyste i slutningen af november 2024, at denne ville vende tilbage snarest muligt med et processkrift. Advokatnævnet fandt, at advokaten herefter tilsidesatte god advokatskik ved ikke før i marts 2025 at have kommunikeret med klienten igen. Nævnet lagde herved vægt på, at advokaten i perioden hverken havde fremsendt processkriftet eller orienteret om, at der efter advokatens opfattelse alene var behov for et forberedende møde inden hovedforhandlingen, hvilket advokaten efterfølgende anførte som begrundelse for den manglende tilbagevenden. Nævnet lagde derudover vægt på, at klienten anmodede om afbeskikkelse, herunder ved e-mail af 1. december 2024, samt indgav en klage til Advokatnævnet, uden at advokaten havde vendt tilbage til klienten.
Tilknyttet emnerne
10.2 Vejledning og orientering

K E N D E L S E

Sagens parter:

I denne sag har [klager] klaget over [indklagede], [by].

Klagens tema:

[Klager] har klaget over, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik ved ikke at varetage [klagers] interesser på behørig vis i forbindelse med en erstatningssag, herunder bl.a. ved ikke at besvare henvendelser og sikre rettidig forberedelse af sagen.

Datoen for klagen:

Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 31. december 2024.

Genoptagelsesanmodningen er modtaget i Advokatnævnet den 28. februar 2025.

Historik:

Advokatnævnet afviste ved afgørelse af 21. januar 2025 nærværende klagesag under henvisning til, at det ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at [indklagede] havde tilsidesat god advokatskik. Nævnet lagde herved vægt på, at der havde været løbende dialog med [klager] om sagen, og at der havde været afholdt et møde på [indklagedes] kontor. Nævnet lagde derudover vægt på, at der ikke var nogen nærtforestående frister, som risikerede at blive overskredet.

Sagsfremstilling:

Klagen udspringer af en sag ved [landsret] om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning.

[Indklagede] blev den 10. september 2024 beskikket som advokat for [klager], der er bosat i udlandet. Det fremgår, at [indklagede] var den femte advokat, som har været beskikket for [klager] i sagen.

I den efterfølgende periode pågik drøftelser om sagen, og den 21. oktober 2024 blev der afholdt et møde mellem [indklagede] og [klager].

Hovedforhandlingen blev berammet til den 4. april 2025.

Ved e-mail af 8. november 2024 til [indklagede] foreslog [klager] et nyt møde den 2. december 2024, hvor han skulle til Danmark. Han rykkede for svar herpå henholdsvis den 15. og 23. november 2024.

[Indklagedes] sekretær svarede ved e-mail af 25. november 2024, at [indklagede] var i retten den 2. december 2024. Af e-mailen fremgår endvidere:

”[Indklagede] har bedt mig oplyse, at han arbejder på et processkrift og at han kontakter dig snarest muligt.”

[Klager] anmodede ved e-mail af 1. december 2024 [indklagede] om at lade sig afbeskikke. Han henviste herved til, at han ikke havde hørt yderligere, og at den manglende besvarelse af e-mails samt manglende mødeaftale medførte, at han mistede tilliden.

Den 31. december 2024 indgav [klager] en klage over [indklagede] til Advokatnævnet, idet han herved bl.a. henviste til, at han forsat ikke havde hørt fra [indklagede] siden sekretærens kortfattede meddelelse den 25. november 2024.

Advokatnævnet afviste ved afgørelse af 21. januar 2025 klagen, og den 28. februar 2025 anmodede [klager] om genoptagelse.

[Indklagede] anmodede ved e-mail af 10. marts 2025 til [landsret] om at blive afbeskikket. Han henviste herved til klagen ved Advokatnævnet, og at det via en e-mail af 8. marts 2025 fra [klager] var blevet bekræftet, at han ønskede afbeskikkelse.

Genoptagelse:

Klager:

[Klager] har til støtte for sin anmodning om genoptagelse gjort gældende, at der nu – på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen om genoptagelse den 28. februar 2025 – er gået mere end 4 måneder siden seneste personlige kontakt med [indklagede], som var på mødet i oktober 2024. Derudover er der gået mere end 3 måneder siden modtagelsen af den sagsmæssig indholdsløse henvendelse fra sekretæren i november 2024. Det er efter [klagers] opfattelse i strid med god advokatskik, at en beskikket advokat under forberedelsesperioden udviser en sådan passivitet. Den samlede sagsforberedelsestid er således afkortet væsentligt uden anden påviselig grund end [indklagedes] sløvhed.

Det er herudover bl.a. anført, at [indklagedes] bemærkninger bekræfter, at han ikke har læst [klagers] fem skriftlige henvendelser i løbet af oktober og november 2024, der primært vedrørte bevisførelsen i sagen. Det bestrides således, at alle relevante oplysninger allerede fremgik af sagsakterne, som anført af [indklagede].

Endvidere bekræfter [indklagedes] bemærkninger, at han ikke læste e-mailen af 1. december 2024, hvor [klager] – helt umisforståeligt – skrev, at han ønskede en afbeskikkelse.

Indklagede:

[Indklagede] har påstået afvisning af anmodningen om genoptagelse, subsidiært frifindelse, og har til støtte herfor gjort gældende, at der ikke er fremkommet nye oplysninger, der kan begrunde en genoptagelse, ligesom det bestrides, at der er handlet i strid med god advokatskik.

Det er bl.a. anført, at [indklagede] blev beskikket, fordi [klagers] seneste advokat var udtrådt som følge af, at [klager] tillige havde klaget over ham. Af retsbøgerne fremgik, at der tidligere havde været udfordringer med at få berammet hovedforhandlingen, hvorfor [indklagede] indledningsvis drøftede spørgsmålet om berammelse med [landsret], som foreslog den 4. april 2025.

Efter beskikkelsen modtog [indklagede] sagens akter, herunder den af anklagemyndigheden udarbejdede ankeekstrakt og anketillægsekstrakt samt ekstrakt fra byretten. Der blev derefter afholdt et længere indledende møde den 21. oktober 2024, hvorved [indklagede] grundigt blev indført i sagen samt i [klagers] synspunkter. Efter mødet var [indklagede] i kontakt med den tidligere beskikkede advokat for at sikre, at alle relevante sagsakter var modtaget. På baggrund heraf kunne det konstateres, at sagen var færdigforberedt, og at der tidligere udførligt var redegjort for [klagers] synspunkter.

Der var således tale om en bevissag, hvor alle relevante oplysninger bortset fra [klagers] egen partsforklaring allerede fremgik af sagsakterne. Den eneste udestående opgave forud for hovedforhandlingen var derfor afholdelse af et møde for at forberede [klagers] partsforklaring for landsretten. Det er i relation hertil anført, at der både på tidspunktet for adfærdsklagen til Advokatnævnet i januar 2025 og på tidspunktet for [indklagedes] udtræden af sagen var mere end rigeligt tid til at afholde et sådant forberedende møde.

Advokatnævnets behandling:

Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 5 medlemmer.

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Advokatnævnet finder, at der med de nu foreliggende sagsoplysninger, herunder vedrørende det tidsmæssige forløb, er fremkommet nye, væsentlige oplysninger, og Advokatnævnet genoptager på den baggrund sagen i medfør af § 25, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1630 af 19. december 2024 om Advokatnævnets virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v.

Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. Herunder skal en advokat, der påtager sig at bistå en klient, varetage klientens interesser grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klientens tarv tilsiger. Derudover skal advokaten i passende omfang holde klienten underrettet om sagens forløb.

Som sagen foreligger oplyst, finder Advokatnævnet efter fornyet behandling, at [indklagede] har handlet i strid med god advokatskik ved ikke i behørigt omfang at have varetaget [klagers] interesser, herunder holdt ham orienteret. Nævnet har herved lagt vægt på, at [indklagede] ikke ses at have kommunikeret med [klager] før i marts 2025 på trods af oplysningen den 25. november 2024 om, at [indklagede] ville vende tilbage snarest muligt. [Indklagede] ses således i den mellemliggende periode hverken at have fremsendt det omtalte processkrift eller have orienteret om, at der efter hans opfattelse alene var behov for et forberedende møde inden hovedforhandlingen. Nævnet har samtidig lagt vægt på, at [klager] anmodede om afbeskikkelse, herunder ved e-mail af 1. december 2024, samt indgav en klage til Advokatnævnet, uden at [indklagede] ses at have vendt tilbage til [klager] i sagen.

Advokatnævnet finder på den baggrund, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.

[Indklagede] blev ved Advokatnævnets kendelse af 30. januar 2025 pålagt en bøde på 40.000 kr.  for tilsidesættelse af god advokatskik. Da kendelsen er indbragt for domstolene, hvor den fortsat verserer, tillægges den ikke gentagelsesvirkning ved udmålingen af sanktionen i nærværende sag.

Advokatnævnet pålægger derfor i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, [indklagede] en bøde på 10.000 kr.

[Indklagede] kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.

Herefter bestemmes:

Advokatnævnets afgørelse af 21. januar 2025 genoptages, og [indklagede] pålægges en bøde til statskassen på 10.000 kr.

På nævnets vegne

Anne Schultz-Nielsen