K E N D E L S E
Ved anklageskrift af 18. juni 2024, der er berigtiget den 8. november 2024, har Advokatrådet indklaget
advokat David Brodin Larsen, København Ø,
for Advokatnævnet, jf. retsplejelovens § 143, stk. 2, for
Forhold 1
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. markedsføringslovens § 6, jf. forbrugeraftalelovens § 17,
ved som advokat forud for den 12. december 2023 at have undladt at afgive behørige opdrags- og prisoplysninger til forbrugerklienter i fem ud af fem sager, der af Advokatrådets sekretariat blev udtaget til kontrol under tilsynsbesøget den 12. december 2023, idet advokat David Brodin Larsen ikke havde sendt ordrebekræftelser i fire ud af fem forbrugersager samt at have sendt opdrags- og prisoplysning for sent i én forbrugersag.
Forhold 2
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. hvidvasklovens §§ 7 og 8,
ved den 12. december 2023 i forbindelse med Advokatrådets tilsyn, som advokat med sager omfattet af hvidvaskloven, ikke at have udarbejdet tilstrækkelig risikovurdering og politikker for sin advokatvirksomhed, samt ved - på trods af Advokatrådets efterfølgende påbud - fortsat ikke at have udarbejdet tilstrækkelig risikovurdering og politikker.
Forhold 3
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. § 127, jf. klientkontovedtægtens § 19 jf. § 3, stk. 1,
ved som advokat i perioden mellem den 1. april 2021 og hvert fald indtil tilsynsbesøget den 12. december 2023 ikke at have indrettet klientbogholderiet således, at det fremviser de enkelte mellemværender og det samlede klienttilsvar.
Forhold 4
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. § 127, jf. klientkontovedtægtens § 19 jf. § 4, stk. 1 og 2,
ved som advokat i perioden mellem den 1. april 2021 og hvert fald ind til tilsynsbesøget den 12. december 2023 ikke hver dag, hvor advokatvirksomheden var åben eller på dage, hvor der i øvrigt foretages økonomiske transaktioner, at have sikret, at der var overensstemmelse mellem klienttilsvaret ifølge bogholderiet og det samlede indestående på klientbankkontiene, og ikke have sikret, at der forelå dokumentation for afstemningerne.
Forhold 5
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. § 127, jf. klientkontovedtægtens § 19, jf. § 5,
ved som advokat i perioden mellem den 1. april 2021 og hvert fald indtil tilsynsbesøget den 12. december 2023 ikke mindst en gang hver måned at have sikret, at summen af de enkelte mellemværender stemmer med det samlede klienttilsvar.
Forhold 6
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. § 127, jf. klientkontovedtægtens § 19, jf. § 2, stk. 5 og § 9, stk. 1, nr. 1,
ved som advokat at have indsat pengebeløb på klientbankkontoen, der ikke var modtaget som led i advokatvirksomheden og udbetalt beløb fra klientbankkontoen, der ikke var et led i behandlingen af klienters sag/er, idet klientkontoen i perioden mellem januar 2021 og december 2023 blev anvendt som driftsbankkonto for seks virksomheder.
Forhold 7 (berigtiget)
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1,
ved som advokat ikke rettidigt at have efterlevet Advokatnævnets pålæg i kendelse af 29. august 2023 i sagsnr. 2022-4002, hvorefter han inden for en frist på tre uger fra modtagelsen af Advokatnævnets kendelse skulle indsende klientkontoerklæring for 2021, idet advokat David Brodin Larsen først indsendte erklæringen den 31. oktober 2024.
Forhold 8 (berigtiget)
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1,
ved som advokat ikke rettidigt at have efterlevet Advokatnævnets pålæg i kendelse af 24. februar 2024 i sagsnr. 2023-3891, hvorefter han inden for en frist på tre uger fra modtagelsen af Advokatnævnets kendelse skulle indsende klientkontoerklæring for 2022, idet advokat David Brodin Larsen først indsendte erklæringen den 31. oktober 2024.
Forhold 9 (berigtiget)
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. § 127, jf. klientkontovedtægtens § 19, jf. § 14,
ved som advokat ikke rettidigt at have indsendt klientkontoerklæring for 2023, der skulle have været Advokatrådet i hænde senest 30. april 2024, idet advokat David Brodin Larsen først indsendte erklæringen den 31. oktober 2024.
Forhold 10
Tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. § 143, stk. 4,
ved som advokat ikke at have indsendt tilsynserklæring for 2023, der skulle have været Advokatrådet i hænde senest 30. april 2024.
Parternes påstande:
Advokatrådet
Advokatrådet har nedlagt påstand om, at advokat David Brodin Larsen frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 8.
Der er samtidig nedlagt påstand om, at advokat David Brodin Larsen, hvis han ikke frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed, pålægges inden for en frist på tre uger fra modtagelsen af Advokatnævnets kendelse at indsende tilstrækkelig risikovurdering, politikker og forretningsgange i overensstemmelse med hvidvasklovens §§ 7 og 8 til Advokatrådet.
Endelig har Advokatrådet nedlagt påstand om, at advokat David Brodin Larsen skal pålægges at afholde omkostningerne til den udpegede forsvarer, jf. § 16, stk. 5, jf. stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1630 af 19. december 2024 om Advokatnævnets virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v.
Indklagede
Advokat David Brodin Larsens forsvarer, [advokat A], har på vegne af advokat David Brodin Larsen påstået frifindelse for samtlige påstande, subsidiært at en frakendelse gøres tidsbegrænset.
Sagsfremstilling:
Advokat David Brodin Larsen er født i 1975, og han opnåede advokatbeskikkelse den 24. april 2020. Han har siden den 1. april 2021 drevet advokatvirksomhed fra [enkeltmandsvirksomhed A].
Tilsynet den 12. december 2023
Advokatrådets sekretariat indkaldte ved brev af 12. oktober 2023 advokat David Brodin Larsen og hans advokatvirksomhed, [enkeltmandsvirksomhed A] til tilsyn, der ville blive gennemført som besøg i virksomheden. Advokat David Brodin Larsen blev som forberedelse til tilsynsbesøget anmodet om inden ti arbejdsdage at fremsende en række oplysninger, herunder sagslister og diverse dokumentation fra klientbogholderiet.
Da advokat David Brodin Larsen ikke fremsendte de efterspurgte oplysninger, sendte Advokatrådets sekretariat den 30. oktober 2023 en rykker til ham. Advokat David Brodin Larsen fik samtidig påbud om at fremsende materialet senest den 3. november 2023.
I perioden mellem den 6. og 14. november 2023 havde Advokatrådets sekretariat telefonisk kontakt med advokat David Brodin Larsen, som blev rykket for det efterspurgte materiale til brug for tilsynet. Advokat David Brodin Larsen anførte bl.a., at han var syg.
Ved brev af 14. november 2023 til advokat David Brodin Larsen bekræftede Advokatrådets sekretariat, at tilsynet ville blive afholdt den 12. december 2023.
Advokat David Brodin Larsen blev den 24. november 2023 rykket for tilsynsmaterialet.
Den 8. december 2023 indsendte advokat David Brodin Larsen udskrifter fra sin klientbankkonto i [Bank]. Der blev ikke fremsendt klientkontokort eller andet bogføringsmateriale. Advokatrådet har oplyst, at advokat David Brodin Larsen den 8. december 2023 også indsendte retningslinjer for advokatfirmaets hvidvaskprocedurer.
Tilsynet blev som planlagt gennemført den 12. december 2023 af to af Advokatrådets sekretariatets medarbejdere. Udover advokat David Brodin Larsen deltog [X], der oplyste at være pensioneret revisor og […].
Ifølge Advokatrådets oplysninger samt ”skema for supplerende tilsyn”, der blev udarbejdet i forbindelse med tilsynsbesøget, oplyste advokat David Brodin Larsen, at han på grund af sygdom og travlhed havde haft vanskeligt ved at få fulgt op på flere forskellige forhold i sin advokatvirksomhed, herunder klientbogholderiet, og at dette ”sejlede”. Advokat David Brodin Larsen oplyste endvidere, at han selv havde konstrueret et klientsystem, der lå i erhvervsversionen af Google. Systemet byggede på Google Sheets. Under tilsynet blev der fremvist enkelte klientkontokort, der var søgbare i Google Sheets. Advokat David Brodin Larsen forsøgte under tilsynsbesøget at downloade klientkontokortene til Excel og sende dem til de tilsynsførende, men i den version var de ikke længere søgbare. Der var ikke oplysninger om de enkelte klienters mellemværender i systemet i Google Sheets. [X] oplyste, at han var ved at gennemgå og ajourføre alt bogføringsmaterialet for advokat David Brodin Larsen i et separat bogføringssystem. Der havde ikke været bogført dagligt fra virksomhedens start i april 2021 og frem til tilsynsbesøget. Der forelå således ikke dokumentation for daglig bogføring, regulering og månedlige afstemninger. Det kunne under tilsynsbesøget ikke konstateres, om det hidtil anvendte system ville kunne have vist det samlede tilsvar og de enkelte klienters mellemværender.
Under tilsynsbesøget blev det eksisterende bogføringsmateriale gennemgået. Det blev bl.a. konstateret, at advokat David Brodin Larsen havde stillet sin klientkonto til rådighed som driftskonto for en række klienter. Det fremgik bl.a., at advokat David Brodin Larsen i 2021 havde betalt driftsudgifter for klienten [Y] og foretaget aconto udbetalinger. Det fremgik endvidere, at advokat David Brodin Larsen i januar 2022 begyndte at stille sin klientkonto til rådighed som driftskonto for klienten [Z], ligesom David Brodin Larsen samtidig begyndte at drifte for [Ø]. I marts 2022 begyndte advokat David Brodin Larsen yderligere at stille sin klientkonto til rådighed som driftskonto for selskabet [R]. Advokat David Brodin Larsen erkendte under tilsynet, at han havde stillet sin klientkonto til rådighed som driftskonto for de ovenfor anførte klienter. Han oplyste, at han var blevet kontaktet af de pågældende klienter, der havde oplyst, at de ikke kunne få en bankkonto og anmodede advokat David Brodin Larsen om at hjælpe dem, indtil de fik en konto. Dette havde grebet om sig og var endt i drift. Advokat David Brodin Larsen var blevet opmærksom på alvorligheden heraf, da Advokatnævnet offentliggjorde de første afgørelser herom den 29. september 2023, ligesom der i Advokatsamfundets nyhedsbrev havde været en artikel, der kommenterede på kendelserne. Advokat David Brodin Larsen oplyste, at han var ved at rydde op og få sagerne afsluttet. Advokat David Brodin Larsen blev opfordret til at fremsende bogføringsmaterialet, når der var skabt et overblik over klienttilsvaret og eventuelle mellemværender.
Af skema for supplerende tilsyn fremgår endvidere:
”Forespurgt til de huslejeindbetalinger, der sker til klientkontoen blev det oplyst, at disse relaterede til sagen for [selskab A]. David Brodin Larsen sagde ja til at de i en begrænset periode kunne lade det gå ind på klientkontoen. Den hed tidligere […], men er nu er den en del af [selskab A].
Forespurgt hvem [Z] er, og hvad står AC for på bankudskrifterne oplystes det, at der er tale om aconto udbetalinger. [Z] har fremlagt fakturaer, og så er der sket overførsel til [Z], der så selv har betalt fakturaerne.
[Z] er den samme som [Z]. Klienten er kommet ind i virksomheden i forbindelse med en anden sag, måske en skattesag og har fået anbefalet David Brodin Larsen. Herefter kan [Z] ikke få en dansk bankkonto til sit selskab, og derfor lader David Brodin Larsen ham i en kortere periode bruge klientkontoen til bankkonto. Dette er ikke ophørt. Der er tale om [selskab B og selskab A].
De lån der fremgår af bankudskrifterne er bare almindelige lån.
Forespurgt til de manglende klientkontoerklæringer for 2021 og 2022 blev det oplyst, at de var undervejs, og de håbede at have styr på bogføringen i løbet af 14 dage, og så skulle revisor kunne komme i gang.
Tilsynsførende spurgte herefter ind til en række konkrete posteringer i bankudskrifterne. David Brodin Larsen oplyste i den forbindelse, at
At de er ved at afklare, hvilket selskab posteringen den 15. februar 2023 drejer sig om.
At posteringen den 11. januar 2023 der hedder ”inddæk fra David” skyldes en dobbeltudbetaling, hvorfor David Brodin Larsen selv har dækket differencen.
At David Brodin Larsen den 22. juli 2022 har været nødt til selv at dække en difference for manglende beløb fra en klient som følge af at der var tale om en udenlandsk overførsel og der ikke var taget højde for gebyret.
At beskrivelsen ”[Ø] AC” blandt andet den 30. maj 2022 refererer til [Ø], hvor han også har driftet.
At referencerne blandt andet den 29 og 30. november + 30. december 2021 til […] knytter sig til en sag for [Y], der var tale om en […]virksomhed, der havde tilgodehavender hos blandt andet […]. Der blev også driftet for denne klient. (3080)
Vi spørger [selskab C], der har rettet henvendelse til David Brodin for at få hjælp til at oprette en bankkonto. Han bliver kontaktet af direktøren, der bliver samtidig trukket et CVR-udskrift, men det bliver ikke gemt på sagen.
David lod klienterne indbetale beløb til klientkontoen, på baggrund af fakturaer, klienten havde udskrevet. Han vil eftersende kopi af de fakturaer, han kunne finde i sagsmappen.
Han har alene betalt en eller to fakturaer for klienten, der stod og hastede.
David er blevet opmærksom på, at man ikke må drifte, efter at han havde læst […]s artikel i nyhedsbrevet.”
Under tilsynsbesøget blev endvidere gennemgået opdrags- og prisoplysning i fem forbrugersager. Det fremgår af tilsynsrapport bl.a., at der i fire af sagerne ikke var fremsendt en opdrags- og prisoplysning til klienten, og i én sag var opdrags-og prisoplysning fremsendt over to måneder efter indgåelse af aftalen om bistand.
Endvidere blev der under tilsynet gennemgået retningslinjer for advokatfirmaets hvidvaskprocedurer. Af tilsynsrapporten for advokatfirmaet fremgår bl.a., at Advokatrådets sekretariat konstaterede, at de fremsendte hvidvaskretningslinjer ikke opfyldte hvidvasklovens krav, da der ikke var udarbejdet risikovurdering og politikker, og da forretningsgange var utilstrækkelige. Advokat David Brodin Larsen blev bl.a. vejledt om, at der i risikovurderingen manglede en identifikation og vurdering af risikofaktorerne, at der i politikken manglede en afgrænsning af de sagstyper, som advokatfirmaet behandler, og at der i forretningsgangen bl.a. manglede en beskrivelse af, hvordan advokatfirmaet gennemfører kundekendskabsprocedurer, hvordan der kontrolleres for, om klienter er omfattet af PEP-listen, og hvordan den interne kontrol foretages. Advokat David Brodin Larsen blev meddelt en frist til den 19. januar 2024 til at fremsende reviderede hvidvaskdokumenter. Sammen med den fremsendte tilsynsrapport modtog advokat David Brodin Larsen et link til Advokatsamfundets hjemmeside, hvor idéoplæg til risikovurdering, politikker og forretningsgange er tilgængelige.
Advokatrådets sekretariat rykkede den 24. januar 2024 advokat David Brodin Larsen for modtagelse af det materiale, som han på baggrund af tilsynsbesøget var pålagt at indsende. Ved brev af 21. februar 2024 fik han et påbud om senest den 7. marts 2024 at fremsende materialet. Advokatrådet har oplyst, at materialet ikke blev modtaget.
Den 16. januar 2024 fremsendte [X] ajourført bogføringsmateriale for perioden fra advokatvirksomhedens stiftelse den 1. april 2021 og frem til den 15. januar 2024. Advokatrådet har oplyst, at det fremgår af materialet, at der efter ajourføringen af bogføringsmaterialet var behov for at afdække negativt tilsvar for i alt 556.534,42 kr., og at dette beløb blev overført til klientkontoen den 15. januar 2024, hvorefter det samlede klienttilsvar stemte med klientbankkontoen.
Ved e-mail af 5. februar 2024 til [X] anmodede Advokatrådets sekretariat om yderligere oplysninger vedrørende en række konkrete sager og posteringer i det bogføringsmateriale, der var fremsendt den 16. januar 2024.
Det fremgår af [X]s besvarelse af 5. februar 2024 bl.a., at advokat David Brodin Larsen havde stillet sin klientkonto til rådighed for drift for [selskab A], [selskab D] og [selskab E], og at dette også var erkendt under tilsynsbesøget.
Klientkontoerklæringer for 2021, 2022 og 2023 og tilsynserklæring for 2023
Advokat David Brodin Larsen indleverede ikke klientkontoerklæring for 2021, som skulle være Advokatrådet i hænde senest den 31. marts 2022. Advokatrådet indbragte forholdet for Advokatnævnet, der ved kendelse af 29. august 2023 (sagsnr. 2022-4002) pålagde advokat David Brodin Larsen at indsende klientkontoerklæring for 2021 til Advokatrådet inden tre uger.
Den 22. september 2023 rykkede Advokatrådets sekretariat for klientkontoerklæringen for 2021, som endnu ikke var modtaget. Advokat David Brodin Larsen blev oplyst om, at forholdet ville blive indbragt for Advokatnævnet, såfremt Advokatrådet ikke modtog klientkontoerklæringen inden 10 dage.
Advokat David Brodin Larsen indleverede heller ikke klientkontoerklæring for 2022, som skulle være Advokatrådet i hænde senest den 31. marts 2023.
Ved Advokatnævnets kendelse af 27. februar 2024 (sagsnr. 2023–3891) blev advokat David Brodin Larsen sanktioneret for ikke at have efterlevet Advokatnævnets pålæg i kendelse af 29. august 2023 om at indsende klientkontoerklæring for 2021 samt for ikke at have indsendt klientkontoerklæring for 2022. Han blev samtidig pålagt at indsende klientkontoerklæring for 2022 til Advokatrådet inden tre uger.
Advokatrådet har oplyst, at det i forbindelse med Advokatrådets tilsynsbesøg hos advokat David Brodin Larsen den 12. december 2023 blev drøftet, hvorvidt det fortsat var nødvendigt at indsende klientkontoerklæringen for 2022.
Ved e-mail af 5. februar 2024 til [X] meddelte Advokatrådets sekretariat, at klientkontoerklæringen for 2022 fortsat skulle indgives. Sekretariatet fremsendte i den forbindelse en pdf-fil således, at erklæringen kunne indgives udenom den digitale indberetningsløsning.
Ved e-mail af 4. marts 2024 skrev Advokatrådets sekretariat til alle advokater med information om indgivelse af klientkontoerklæringen for 2023, herunder var vedhæftet en vejledning vedrørende den nye digitale indberetningsløsning. Det fremgik, at indgivelsesfristen var den 30. april 2024.
Ved e-mail af 18. marts 2024 skrev Advokatrådets sekretariat til alle advokater med information om indgivelse af tilsynserklæringen for 2023. Det fremgik, at indgivelsesfristen var den 30. april 2024.
Advokatrådets sekretariatet fremsendte den 23. april 2024 påmindelser til advokat David Brodin Larsen om, at fristen for indgivelse af klientkontoerklæring og tilsynserklæring for 2023 nærmede sig.
Da advokat David Brodin Larsen hverken havde indsendt klientkontoerklæring eller tilsynserklæring for 2023, sendte Advokatrådets sekretariatet den 21. maj 2024 en rykker til advokat David Brodin Larsen. Han blev orienteret om, at han måtte forvente, at forholdene ville blive indbragt for Advokatnævnet, såfremt erklæringerne ikke var modtaget senest den 31. maj 2024.
Den 18. juni 2024 indgav Advokatrådet anklageskrift til Advokatnævnet.
Den 31. oktober 2024 fremsendte advokat David Brodin Larsen klientkontoerklæringer for årene 2021, 2022 og 2023.
Advokatrådet har oplyst, at advokat David Brodin Larsens tilsynserklæring for 2023 fortsat ikke er modtaget.
Tidligere sanktioner:
Ved Advokatnævnets kendelse af 29. august 2023 (sagsnr. 2022-4002) blev advokat David Brodin Larsen pålagt en bøde på 30.000 kr. Nævnet fandt, at han i to tilfælde havde tilsidesat god advokatskik, herunder groft, ved ikke at have indsendt klientkontoerklæring og tilsynserklæring for 2021 til Advokatrådet. Advokat David Brodin Larsen blev pålagt inden for en frist på tre uger at indsende klientkontoerklæring for 2021 til Advokatrådet.
Ved Advokatnævnets kendelse af 27. februar 2024 (sagsnr. 2023–3891) blev advokat David Brodin Larsen pålagt en delvis tillægsbøde på 90.000 kr. Nævnet fandt, at han i tre tilfælde havde tilsidesat god advokatskik, herunder groft, ved ikke at have indsendt klientkontoerklæring og tilsynserklæring for 2022 til Advokatrådet, samt ved ikke at have efterlevet Advokatnævnets pålæg i kendelse af 29. august 2023 om indsendelse af klientkontoerklæring for 2021. Advokat David Brodin Larsen blev pålagt inden for en frist på tre uger at indsende klientkontoerklæring for 2022 til Advokatrådet.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 17 medlemmer.
Ved sagens behandling mødte […] på vegne af Advokatrådet, og advokat David Brodin Larsen mødte sammen med sin forsvarer, [advokat A].
[Advokat A] oplyste, at hun aftenen forinden fremmødet havde modtaget reviderede hvidvaskretningslinjer fra advokat David Brodin Larsen. [Advokat A] udleverede under fremmødet et eksemplar heraf til Advokatnævnet og til Advokatrådets repræsentant, som anførte, at man ikke havde nået at sætte sig ind i materialet, herunder om retningslinjerne var tilstrækkelige.
Advokat David Brodin Larsen forklarede bl.a., at de reviderede hvidvaskretningslinjer var færdige i april 2024, og at han ikke ved, hvorfor han ikke har fremsendt dem tidligere. Advokat David Brodin Larsen oplyste, at han havde arbejdet efter retningslinjerne, og at han havde lavet indberetninger til hvidvasksekretariatet.
Advokat David Brodin Larsen forklarede endvidere bl.a., at der var rettet op på bogholderiet, herunder havde han havde fået et nyt bogholderisystem og en bogholder, der sørgede for, at der blev afstemt og reguleret. Driften for virksomhederne var afviklet. Den væsentligste del af driften havde været for klienter, som han også bistod med advokatopgaver, og han mener ikke, at han har ”driftet” i det omfang, som Advokatrådet påstår. Advokat David Brodin Larsen oplyste, at alle klientkontoerklæringer er indleveret, ligesom han her indleveret tilsynserklæring for 2024.
Advokat David Brodin Larsen redegjorde endvidere for sine personlige forhold.
Parternes anbringender og procedure:
Advokatrådet:
Adfærden
Opdrags- og prisoplysninger
Det følger af de advokatetiske regler artikel 30, at når klienten er forbruger, skal advokaten i forbindelse med indgåelsen af aftalen om bistand af egen drift og på en klar og entydig måde skriftligt og direkte til klienten oplyse klienten om de vigtigste elementer i den påregnede bistand, om fastsættelsen af honoraret, jf. artikel 32, og om de med bistanden forbundne omkostninger.
Det er Advokatrådets opfattelse, at advokat David Brodin Larsen har handlet i strid med god advokatskik ved at undlade at give skriftlig information om opdrags- og prisoplysning i fire ud af fem sager samt at have sendt opdrags- og prisoplysning for sent i én sag, hvor klienten var forbruger.
Hvidvaskretningslinjer
Efter hvidvaskloven er advokater og advokatfirmaer underlagt en række forpligtelser med henblik på at begrænse og forebygge risikoen for hvidvask og terrorfinansiering, herunder at udarbejde risikovurdering, politikker og forretningsgange. Disse skal være udarbejdet allerede inden, at advokaten påtager sig sager omfattet af hvidvaskloven.
Risikovurderingen skal identificere og vurdere risikoen for, at advokaten eller advokatfirmaet kan blive misbrugt til hvidvask eller terrorfinansiering, jf. hvidvasklovens § 7.
Politikkerne skal indeholde en vurdering af advokatfirmaets overordnede strategiske mål i relation til forebyggelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, jf. hvidvasklovens § 8.
Forretningsgangen er en beskrivelse af de handlinger og processer, som advokatfirmaet og dens medarbejdere skal overforholde for at sikre, at lovens krav og firmaets politikker efterleves. Forretningsgangen skal indeholde oplysninger om, hvem der er ansvarlig for at udføre de enkelte opgaver, og hvordan de skal udføres. Pligten til at udarbejde en forretningsgang følger af hvidvasklovens § 8.
Forpligtelserne til at udarbejde hvidvaskretningslinjer er en helt central del af bekæmpelsen af hvidvask og terrorfinansiering og har været gældende siden ikrafttrædelsen af den nuværende hvidvasklov helt tilbage til den 26. juni 2017. Advokat David Brodin Larsen har således haft flere år til at indrette sig efter kravene. I Advokatrådets vejledninger til hvidvaskloven fra både 2017 og 2022 er der tillige omtalt pligten til at udarbejde risikovurdering, politikker og forretningsgange på hvidvaskområdet.
Advokat David Brodin Larsen havde utilstrækkelige interne hvidvaskretningslinjer ved tilsynsbesøget den 12. december 2023. Han er efterfølgende meddelt flere frister til udarbejdelse af henholdsvis risikovurdering, politikker og forretningsgange, men er ikke vendt tilbage på sekretariatets henvendelser. Han har desuden modtaget mundtlig vejledning om retningslinjerne og kravene hertil på tilsynsbesøget samt link til idéoplæg til risikovurdering, politikker og forretningsgange.
Det er Advokatrådets vurdering, at advokat David Brodin Larsen har handlet i strid med god advokatskik ved ikke (rettidigt) at have udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering, politikker og forretningsgange på hvidvaskområdet, selvom det ved tilsynet blev konstateret, at advokatfirmaet behandlede sager omfattet af hvidvaskloven.
Advokatrådet har ikke haft mulighed for at vurdere, om de nu fremsendte hvidvaskretningslinjer er tilstrækkelige.
Klientkontoforhold
Det følger af retsplejelovens § 127, at Advokatsamfundet udarbejder regler om advokaters pligter med hensyn til behandlingen af betroede midler. De af Advokatsamfundet udarbejdede regler findes i klientkontovedtægten. Det følger af klientkontovedtægtens § 19, at tilsidesættelse af vedtægtens regler anses som tilsidesættelse af advokatpligterne og kan indklages for Advokatnævnet.
Efter klientkontovedtægtens § 3, stk. 1, skal en advokat, der har klientkontomidler, have indrettet klientbogholderiet således, at det viser de enkelte mellemværender og det samlede klienttilsvar i danske kroner. Det blev i forbindelse med tilsynet konstateret, at advokat David Brodin Larsen ikke kunne fremvise en bogføring, der viste de enkelte mellemværender eller det samlede klienttilsvar.
Efter klientkontovedtægtens § 4, stk. 1 og 2, skal en advokat, der har klientkontomidler, hver dag sikre, at der er bogført, og at der er overensstemmelse mellem klienttilsvaret ifølge bogholderiet og det samlede indestående på klientbankbogen. Det blev i forbindelse med tilsynet konstateret, at advokat David Brodin Larsen ikke havde sikret daglig bogføring, og dermed heller ikke, at der er overensstemmelse mellem klienttilsvaret ifølge bogholderiet og det samlede indestående på klientbankbogen.
Efter klientkontovedtægtens § 5, skal en advokat mindst en gang hver måned sikre, at summen af de enkelte mellemværender stemmer med det samlede klienttilsvar. Som følge af den manglende daglige bogføring var det heller ikke muligt for advokat David Brodin Larsen at opfylde kravene i klientkontovedtægtens § 5.
Af klientkontovedtægtens § 2, stk. 5, følger, at beløb, der ikke er modtaget som led i advokatvirksomhed, ikke indgår i klienttilsvaret og ikke kan indsættes på en klientbankkonto. Af § 9, stk. 1, nr. 1, følger, at advokaten og advokatselskabet på en klientbankkonto kun må hæve beløb, som udbetales til en klient eller som led i behandling af klientens sag.
Advokatrådet henviser i den forbindelse til kendelser fra Advokatnævnet af 29. september 2023, hvor nævnet i sagsnumrene 2022-4021, 2023-1650, 2022-4302 vedrørende tre forskellige advokater, har vurderet, at det er en overtrædelse af god advokatskik at administrere driftskonti for klienter og dermed modtage indbetalinger, som ikke kunne modtages som led i en advokatvirksomhed. I de to af kendelserne blev advokaten betinget frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed med en prøvetid på 2 år og pålagt en bøde på henholdsvis 80.000 og 100.000 kr. I de to sager var der også andre forhold vedrørende klientmidler. Ingen af advokater var tidligere pålagt sanktioner. I den tredje sag, hvor der kun var driftet for én klient, blev advokaten pålagt en bøde på 80.000 kr. To af sagerne er efterfølgende indbragt for retten, hvor de endnu ikke er afgjort.
Det er Advokatrådets vurdering, at det er en overtrædelse af klientkontovedtægtens § 2, stk. 5, og § 9, stk. 1, nr. 1, når advokat David Brodin Larsen har betalt fakturaer for en række firmaer, også selv om de oprindeligt har rettet henvendelse til ham for at få hjælp til at få en dansk bankkonto, og potentielt ikke har kunnet betale deres fakturaer selv i en periode.
Advokatrådet bemærker i forlængelse af det ovenstående, at det under de konkrete omstændigheder bør være en skærpende omstændighed, at advokat David Brodin Larsen ikke har udarbejdet tilstrækkelig risikovurdering, politikker og forretningsgange på hvidvaskområdet.
Det må anses som værende en grov tilsidesættelse af advokatens pligter, når en advokat påtager sig et engagement, hvor advokaten reelt overtager bankens rolle og stiller sig til rådighed for at udføre transaktioner, når der samtidig ikke er indsigt i forholdene, der sikrer viden om transaktionernes karakter og formål, herunder screeningerne i forhold til transaktionernes gennemførelse og overholdelse af hvidvasklovens regler. Herudover har der ikke været foretaget daglig bogføring, ligesom der er overført for mange klientmidler til enkelte klienter, hvilket har ført til et negativt klienttilsvar på i alt 556.534,42 kr.
Advokatrådet finder, at det ikke kan føre til en anden vurdering, at advokat David Brodin Larsen efterfølgende selv har fået ryddet op i sit klientbogholderi, og at han har dækket det opståede underskud.
Efter klientkontovedtægtens § 14 er enhver advokat, der havde beskikkelse, samt ethvert advokatselskab, der eksisterede pr. 31. december det foregående år, forpligtet til at indsende en erklæring om størrelsen af advokatens eller advokatselskabets samlede tilsvar af betroede midler pr. denne dato til Advokatrådet.
Gennemførelsen af de foranstaltninger, der er fastsat i klientkontovedtægten til kontrol af, om advokater overholder klientkontoreglerne, er af afgørende betydning for, at advokater kan bevare deres særlige rettigheder med hensyn til at opbevare klientmidler.
Klientkontoerklæringen er et helt centralt redskab i Advokatrådets lovbestemte tilsyn med advokater, da erklæringen angår, hvorvidt advokaten håndterer betroede midler på forsvarlig vis.
Ved indgivelse af Advokatrådets anklageskrift af 18. juni 2024 havde advokat David Brodin Larsen fortsat ikke indsendt klientkontoerklæringer for årene 2021, 2022 og 2023, herunder på trods af pålæg fra Advokatnævnet herom vedrørende klientkontoerklæringer for 2021 og 2022 i kendelser af henholdsvis 29. august 2023 og 27. februar 2024.
Den 8. november 2024 berigtigede Advokatrådet anklageskriftets forhold 7, 8 og 9, idet advokat David Brodin Larsen den 31. oktober 2024 havde fremsendt klientkontoerklæringer for årene 2021, 2022 og 2023.
Advokatrådet har anført, at de af advokat David Brodin Larsen nu indsendte klientkontoerklæringer ikke ændrer på, at han efter Advokatrådets opfattelse har tilsidesat god advokatskik ved ikke rettidigt at have opfyldt Advokatnævnets pålæg i kendelserne af 29. august 2023 og 24. februar 2024, ligesom han har forsømt at indberette klientkontoerklæring for 2023 til Advokatrådet inden for den af Advokatrådet fastsatte frist.
Advokatrådet bemærker, at det fremgår af de fremsendte erklæringer, at der besvares bekræftende til alle spørgsmål. Advokatrådet lægger til grund, at dette skyldes, at revisor ved udarbejdelsen har konstateret, at bogholderiet er blevet genskabt.
Det fremgår således, blandt andet af handling 6 i klientkontoerklæring for 2021, at:
”Vi har sammenholdt afstemningen af klienttilsvar, der fremgår af punkt 2 i advokatens/advokatselskabets egenerklæring, med advokatens/advokatselskabets bogføring pr. 21.12.2021. Vi har herudover kontrolleret, om eventuelle afstemningsposter er reguleret på førstkommende åbningsdag efter 31.12.2021. Det bekræftes, at der var overensstemmelse mellem oplysninger i egenerklæringens punkt 2 og advokatens/advokatselskabets bogføring pr. 31.12.2021, samt at eventuelle afstemningsposter var reguleret på førstkommende åbningsdag efter 31.12.2021.”
Til dette har revisor svaret bekræftende.
Det må efter Advokatrådets vurdering være et udtryk for, at revisor på nuværende tidspunkt mener, at bogføringen er ajourført i sådan en grad, at bogføringen pr. 31.12.2021 nu stemmer og er reguleret, idet det under Advokatrådets tilsyn blev oplyst og konstateret, at der ikke var sket daglig bogføring, og at der dermed ikke var bogført, afstemt og reguleret i overensstemmelse med klientkontovedtægten.
Advokatrådet fastholder på den baggrund, at advokat David Brodin ikke har efterlevet reglerne i klientkontovedtægten, idet reglerne skulle have været efterlevet på tidspunktet for posteringerne på klientkontoen og på tidspunktet for pligten til at indberette klientkontoerklæringerne.
Manglende tilsynserklæring
Advokatrådet er i medfør af retsplejelovens § 143, stk. 2, pålagt at føre tilsyn med advokater og kan, jf. retsplejelovens § 143, stk. 3, kræve alle oplysninger af advokater, der skønnes nødvendige for Advokatrådets tilsyn. Advokater må i medfør af retsplejelovens § 143, stk. 4, ikke lægge hindringer i vejen for Advokatrådets tilsyn.
Advokat David Brodin Larsen har undladt at indsende tilsynserklæringen for 2023.
Da advokat David Brodin Larsen har indleveret tilsynserklæring for 2024, har Advokatrådet frafaldet påstanden om pålæg om at indsende tilsynserklæring for 2023.
Påstanden om frakendelse
Advokatrådet har til støtte for den nedlagte påstand bl.a. gjort gældende, at det på baggrund af ovenstående er Advokatrådets vurdering, at advokat David Brodin Larsen har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af sine pligter som advokat.
Der er er herved navnlig lagt vægt på, at overholdelse af de regler, der er fastsat i klientkontovedtægten til sikring af klienters midler - som advokaten opbevarer og disponerer over - er af afgørende betydning for, at advokater kan bevare deres særlige rettigheder med hensyn til at opbevare klientmidler.
Advokatrådet har anført, at påstanden om frakendelse er nedlagt efter en vurdering af sagens omfang og grovhed, herunder også den tidsmæssige udstrækning.
Det er anført bl.a., at advokat David Brodin Larsen tidligere er sanktioneret for ikke at have indsendt klientkontoerklæringerne for 2021 og 2022, og at han ikke rettidigt har efterlevet Advokatnævnets kendelser, hvor han blev pålagt at indsende klientkontoerklæringerne. Advokat David Brodin Larsen har først den 31. oktober 2024 fremsendt klientkontoerklæringer for årene 2021, 2022 og 2023. Dette har medført, at Advokatrådet ikke siden 2020 har haft mulighed for at føre tilsyn med advokat David Brodin Larsens forvaltning af betroede midler.
Det er Advokatrådets opfattelse, at det forhold, at advokat David Brodin Larsen i forlængelse af tilsynet indsendte et ajourført bogholderi, ikke medfører, at det ikke er tale om en grov overtrædelse af god advokatskik. Det forhold, at advokat David Brodin Larsen oplyser at have rettet for sig og afleveret et opdateret klientbogholderi med inddækning af opstået underskud, ændrer ikke ved det faktum, at den mangelfulde bogføring medførte et negativt klienttilsvar på 556.534,42 kr.
Det forhold at klientkontoerklæringerne for 2021, 2022 og 2023 blev indgivet den 31. oktober 2024, kan efter Advokatrådets opfattelse heller ikke ændre på, at der skal ske frakendelse indtil videre.
Det er Advokatrådets opfattelse, at advokat David Brodin Larsen alt for sent fik rettet ind, og at han skulle havde udvist denne evne/vilje på et langt tidligere tidspunkt.
Det anførte om advokat David Brodin Larsens personlige forhold ændrer ikke ved, at han som advokat var underlagt advokatpligterne, og såfremt advokat David Brodin Larsen i en periode ikke kunne efterleve disse, må han deponere sin beskikkelse.
Advokatrådet finder herefter, at de udviste forhold giver grund til at antage, at advokat David Brodin Larsen ikke for fremtiden vil udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde, hvorfor der nedlægges påstand om frakendelse indtil videre.
Indklagede:
[Advokat A] har på vegne af advokat David Brodin Larsen anført bl.a., at advokat David Brodin Larsen i forbindelse med tilsynsbesøget den 12. december 2023 og i den efterfølgende korrespondance med Advokatrådets sekretariat har redegjort for sin situation, herunder at han i en periode har haft problemer med sit helbred.
[Advokat A] har bl.a. gjort gældende, at i det omfang en advokat ikke indsender pligtmæssige oplysninger, herunder klientkontoerklæring og tilsynserklæring, tiltrædes det, at dette er en tilsidesættelse af god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
Hvis Advokatnævnet når frem til, at advokat David Brodin Larsen har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, i et eller flere af sagens forhold, er det gjort gældende, at påstanden om frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed ikke er proportional, både fordi de konstaterede tilsidesættelser af advokatpligterne ikke har en tilstrækkelig grovhed, men også fordi der ikke er en konkret risiko for, at advokat David Brodin Larsen fremover vil udøve advokatvirksomhed på uforsvarlig måde.
Advokat David Brodin Larsen har efter tilsynsbesøget den 12. december 2023 arbejdet på at rette for sig på alle punkter. Han har afleveret et opdateret klientbogholderi med inddækning af et opstået underskud, og han er fremkommet med alle efterspurgte oplysninger, herunder også klientkontoerklæringer, tilsynserklæring for 2024 og reviderede hvidvaskretningslinjer. Advokat David Brodin Larsen modtager endvidere hjælp, således at han fremadrettet lever op til reglerne.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.
Forhold 1
Når klienten er forbruger, skal advokaten i forbindelse med indgåelsen af aftalen om bistand af egen drift og på en klar og entydig måde skriftligt og direkte til klienten oplyse om de vigtigste elementer i den påregnede bistand, om fastsættelsen af salæret og om de med bistanden forbundne omkostninger.
Hvis bistanden ydes til et fast salær, skal dette oplyses. Hvis det ikke er muligt på forhånd at beregne salærets størrelse, skal advokaten angive den måde, hvorpå salæret vil blive beregnet, eller give et begrundet overslag. Beløbet skal oplyses inklusive moms.
Advokatnævnet finder, at advokat David Brodin Larsen har handlet i strid med god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, ved dels ikke at have afgivet, og dels ikke rettidigt at have afgivet skriftlig opdrags- og prisoplysning i de fem forbrugersager, der var udtaget til kontrol under tilsynet.
Forhold 2
Det fremgår af hvidvasklovens §§ 7 og 8, at de af loven omfattede virksomheder og personer skal identificere og vurdere risikoen for, at virksomheden eller personen kan blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme, ligesom der skal foreligge tilstrækkelige skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, som skal omfatte risikostyring kundekendskabsprocedurer, undersøgelses-, noterings- og underretningspligt, opbevaring af oplysninger, screening af medarbejdere og intern kontrol. Pligten hertil har været gældende siden lovens ikrafttræden den 26. juni 2017.
Advokatnævnet lægger til grund, at det i forbindelse med tilsynsbesøget den 12. december 2023 blev konstateret, at advokat David Brodin Larsen behandlede sager omfattet af hvidvaskloven, og at han ikke havde udarbejdet tilstrækkelig skriftlig risikovurdering og politikker for sin advokatvirksomhed.
Advokat David Brodin Larsen har først på dagen for nævnets behandling af sagen - på trods af flere frister og påbud – fremsendt reviderede hvidvaskretningslinjer.
På denne baggrund finder Advokatnævnet, at advokat David Brodin Larsen har handlet i strid med god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, og at der efter det anførte er tale om en grov tilsidesættelse.
Forhold 3, 4 og 5
Efter klientkontovedtægtens § 3, stk. 1, er enhver advokat og ethvert advokatselskab, der oppebærer penge som led i advokatvirksomhed, forpligtet til at have indrettet bogholderiet således, at det viser de enkelte mellemværender og det samlede klienttilsvar. Klientbogholderiet skal føres hver dag, hvor advokatvirksomheden er åben og på dage, hvor der i øvrigt foretages økonomiske transaktioner fra advokatvirksomheden, jf. klientkontovedtægtens § 3, stk. 2, og det skal på disse dage sikres, at der er overensstemmelse mellem klienttilsvaret og det samlede indestående på klientbankkontiene, jf. § 4, stk. 1. Dette skal kunne dokumenteres, også når der ikke har været bevægelser i forhold til klienttilsvaret eller på klientbankkontiene, jf. § 4, stk. 2. Mindst en gang hver måned skal summen af de enkelte mellemværender afstemmes med det samlede klienttilsvar, og dokumentation herfor skal gemmes i mindst 2 år, jf. § 5.
Advokatnævnet lægger til grund, at der under tilsynsbesøget den 12. december 2023 blev konstateret overtrædelser af ovennævnte bestemmelser i klientkontovedtægten, og at overtrædelserne havde fundet sted fra virksomhedens start i april 2021. Under tilsynsbesøget kunne advokat David Brodin Larsen ikke fremvise et bogholderi, der viste de enkelte mellemværender eller det samlede klienttilsvar. Det blev også konstateret, at advokat David Brodin Larsen ikke havde sikret daglig bogføring, og dermed kunne han ikke dokumentere, at han hver arbejdsdag havde sikret, at der var overensstemmelse mellem klienttilsvaret ifølge bogholderiet og det samlede indestående på klientkontoen. Som følge af den manglende daglige bogføring var det ikke muligt for advokat David Brodin Larsen at dokumentere, at han mindst en gang hver måned havde afstemt summen af de enkelte mellemværender med det samlede klienttilsvar og gemt dokumentation herfor.
Advokatnævnet lægger endvidere til grund, at der var overført for mange klientmidler til enkelte klienter, hvilket havde ført til et negativt klienttilsvar for i alt 556.534,42 kr., som blev overført til klientkontoen den 15. januar 2024, da klientbogholderiet var ajourført.
Advokatnævnet finder på den baggrund, at advokat David Brodin Larsen har tilsidesat reglerne i klientkontovedtægten, og at han samlet set groft har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. klientkontovedtægtens § 19.
Det kan ikke føre til en andet vurdering, at advokat David Brodin Larsen den 31. oktober 2024 indsendte klientkontoerklæringer for 2021, 2022 og 2023, hvor der blev besvaret bekræftende på alle spørgsmål.
Forhold 6
Det følger af klientkontovedtægtens § 2, stk. 5, at beløb, der ikke er modtaget som led i advokatvirksomhed, ikke indgår i klienttilsvaret og ikke kan indsættes på en klientbankkonto. Videre følger det af klientkontovedtægtens § 9, stk. 1, nr. 1, at advokaten og advokatselskabet på en klientbankkonto kun må hæve beløb, som udbetales til en klient eller som led i behandling af
klientens sag.
Overholdelse af de regler, der er fastsat i klientkontovedtægten til sikring af klienters midler, som advokaten opbevarer og disponerer over, er af afgørende betydning for, at advokater kan bevare deres særlige rettigheder med hensyn til at opbevare klientmidler.
Advokatnævnet finder på baggrund af sagens oplysninger, herunder særligt de fremlagte bankudskrifter for klientkontoen og de oplysninger, som advokat David Brodin Larsen har givet til Advokatrådet under og i forlængelse af tilsynet, at advokat David Brodin Larsen har stillet sin klientbankkonto til rådighed som driftskonto for i alt seks klienter.
Det fremgår således, at advokat David Brodin Larsen har administreret driftskonto for seks klienter, idet han har modtaget pengebeløb på klientbankkontoen, der ikke var modtaget som led i advokatvirksomhed. Der fremgår endvidere, og at advokat David Brodin Larsen har udbetalt beløb fra klientbankkontoen, der ikke var udbetalt til en klient eller som led i behandlingen af en klients sag. Af de fremlagte bilag fremgår, at der er foretaget et betydeligt antal transaktioner fra efteråret 2021 og frem til efteråret 2023.
Det er efter Advokatnævnets vurdering skærpende omstændigheder, at advokat David Brodin Larsen ikke havde udarbejdet skriftlig risikovurdering og politikker for sin advokatvirksomhed, hvilket har medført en øget risiko for, at klientkontoen kunne blive brugt til hvidvask.
Advokatnævnet finder herefter, at advokat David Brodin Larsen har handlet i strid med klientkontovedtægtens § 2, stk. 5, og § 9, stk. 1, og at han herved særdeles groft har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. klientkontovedtægtens § 19.
Forhold 7, 8 og 9
Det fremgår af klientkontovedtægtens § 14, at alle advokater, der havde beskikkelse, og advokatselskaber, der eksisterede den 31. december det forløbne år, inden en af Advokatrådet fastsat frist skal indsende en erklæring til Advokatrådet om størrelsen af advokatens eller advokatselskabets samlede klienttilsvar pr. 31. december.
Gennemførelsen af de foranstaltninger, som er fastsat i klientkontoreglerne til kontrol af, at advokaterne overholder klientkontoreglerne, er af afgørende betydning for, at advokater kan bevare deres særlige rettigheder med hensyn til at opbevare klientmidler.
Overholdelse af kravet om indsendelse af klientkontoerklæring er desuden af afgørende betydning for Advokatrådets mulighed for at føre tilsyn med advokaternes håndtering af betroede midler.
Advokatnævnet pålagde ved kendelse af 27. februar 2024 advokat David Brodin Larsen en sanktion for ikke at have efterlevet Advokatnævnets pålæg i kendelse af 29. august 2023 om indsendelse af klientkontoerklæring for 2021. Da nævnet dermed har sanktioneret advokat David Brodin Larsen for manglende efterlevelse af kendelse af 29. august 2023, afvises forhold 7.
Advokat David Brodin Larsens klientkontoerklæring for 2022 skulle have været Advokatrådet i hænde senest den 31. marts 2023. Advokatnævnet pålagde ved kendelse af 24. februar 2024 advokat David Brodin Larsen, at han inden for en frist på tre uger fra modtagelsen af Advokatnævnets kendelse skulle indsende klientkontoerklæring for 2022. Klientkontoerklæringen blev først indsendt den 31. oktober 2024.
Advokat David Brodin Larsens klientkontoerklæring for 2023 skulle have været Advokatrådet i hænde senest den 30. april 2024. Trods flere påmindelse blev klientkontoerklæringen først indsendt den 31. oktober 2024.
Advokatnævnet finder på denne baggrund, at advokat David Brodin Larsen ved ikke rettidigt at havde efterlevet Advokatnævnets påbud om indsende klientkontoerklæring for 2022 samt ved på trods af flere påmindelser ikke rettidigt at have indsendt klientkontoerklæringen for 2023 har overtrådt klientkontovedtægtens regler jf. § 14, og derved i to tilfælde groft har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. klientkontovedtægtens § 19.
Forhold 10
Det følger af retsplejelovens § 143, stk. 2, at Advokatrådet fører tilsyn med advokaterne.
En af Advokatrådets metoder til at føre det pligtmæssige tilsyn med de danske advokater er bl.a. at anmode disse om at indsende oplysninger og fremlægge dokumentation, jf. retsplejelovens §
143, stk. 3. Alle advokater skal en gang årligt indgive en tilsynserklæring med oplysninger om forhold, der har betydning for Advokatrådets tilsyn.
Advokater må i medfør af retsplejelovens § 143 stk. 4, ikke lægge hindringer i vejen for Advokatrådets tilsyn.
Advokatnævnet finder, at advokat David Brodin Larsen har handlet i strid med god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, ved ikke at have indsendt tilsynserklæringen for 2023, der skulle have været Advokatrådet i hænde senest den 30. april 2024.
Konklusion
Det følger af retsplejelovens § 147 c, stk. 8, at hvis en advokat har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af sine pligter som advokat, og de udviste forhold giver grund til at antage, at den pågældende ikke for fremtiden vil udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde, kan Advokatnævnet frakende advokaten retten til at udføre sager eller forretninger af nærmere angiven karakter eller retten til at udøve advokatvirksomhed. Frakendelsen kan ske i et tidsrum fra 6 måneder til 5 år eller indtil videre.
Advokatnævnet finder, at advokat David Brodin Larsen ved de nævnte overtrædelser af god advokatskik, sammenholdt med de tidligere tilsidesættelser af god advokatskik, hvorved han er sanktioneret med bøder på i alt 120.000 kr., samlet set har gjort sig skyldig i gentagne og særdeles grove overtrædelser af sine pligter som advokat.
Henset til karakteren af de udviste forhold finder Advokatnævnet, at det må antages, advokat David Brodin Larsen ikke for fremtiden vil udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 8. Advokatnævnet finder derfor, at han i medfør af denne bestemmelse skal frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed.
Advokatnævnet har særligt lagt vægt på, at advokat David Brodin Larsen, der opnåede advokatbeskikkelse den 24. april 2020, siden opstarten af sin advokatvirksomhed den 1. april 2021 har undladt at efterleve grundlæggende advokatpligter, herunder har han bl.a. overtrådt en række af klientkontovedtægtens regler samt tilsidesat sine forpligtelser efter hvidvaskloven.
Det er indgået i vurderingen, at advokat David Brodin Larsen siden opstart af sin advokatvirksomhed og frem til den 15. januar 2024, hvor hans bogholderi var ajourført, ikke har haft styr på sit bogholderi, og at der har været et negativt tilsvar for i alt 556.534,42 kr., hvormed klientmidler ses at have været i fare. Samtidig har han gennem flere år stillet sin klientkonto til rådighed for seks klienter, og ved samtidig ikke at have udarbejdet tilstrækkelige hvidvaskretningslinjer, har det været egnet til at øge risikoen for hvidvask. Hertil kommer, at advokat David Brodin Larsen i tre fortløbende år ikke rettidigt har indleveret klientkontoerklæringer, herunder på trods af pålæg, samt at erklæringerne for 2021, 2022 og 2023 først er indsendt den 31. oktober 2024, hvilket er mellem et halvt og 2 ½ år for sent. Advokatrådet har dermed ikke siden 2020 haft mulighed for at føre tilsyn med advokat David Brodin Larsens behandling af betroede midler. Hertil kommer, at advokat David Brodin Larsen har undladt at indsende tilsynserklæring 2023, og at han i en lang periode har undladt at indsende risikovurdering og politikker for sin advokatvirksomhed, og at han dermed har fortsat med ikke at efterleve grundlæggende advokatpligter.
Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder de personlige oplysninger, finder Advokatnævnet, at der ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tage påstanden om en frakendelse indtil videre til følge, og nævnet finder på den anførte baggrund, at frakendelsen skal ske i et tidsrum på 5 år.
Advokatnævnet har den 28. august 2023 truffet beslutning om at ændre sin praksis således, at der i sager, hvor nævnet træffer afgørelse om ubetinget frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed, også kan blive pålagt en samtidig bøde. Det blev i relation hertil besluttet, at praksisændringen finder anvendelse på forhold, der er begået efter den 1. oktober 2023. En række af forholdene i nærværende sag er begået efter den 1. oktober 2023.
Advokat David Brodin Larsen er ved Advokatnævnets kendelser af 29. august 2023 pålagt en bøde på 30.000 kr., og ved kendelse af 27. februar 2024 er han pålagt en delvis tillægsbøde på 90.000 kr.
Advokatnævnet pålægger som følge af ovenstående forhold advokat David Brodin Larsen en delvis tillægsbøde på 100.000 kr. i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, jf. til dels princippet i straffelovens 89. Ved bødeudmålingen er der på den ene side lagt vægt på karakteren og grovheden af de pågældende forhold. Der er på den anden side lagt vægt på, at forholdene til dels er begået før den omtalte skærpelse af nævnets praksis, og at advokat David Brodin Larsen samtidig frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed.
Henset til sagens resultat tager Advokatnævnet endvidere påstanden om, at advokat David Brodin Larsen pålægges at betale omkostninger til den udpegede forsvarer til følge, jf. § 16, stk. 5, jf. stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1630 af 19. december 2024 om Advokatnævnets virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v.
Advokat David Brodin Larsen kan for så vidt angår frakendelsesspørgsmålet forlange afgørelsen
indbragt for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 e. Anmodningen skal fremsættes over for justitsministeren.
For så vidt angår den pålagte bøde kan advokat David Brodin Larsen indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.
Herefter bestemmes:
Advokat David Brodin Larsen frakendes retten til at drive advokatvirksomhed i 5 år.
Advokat David Brodin Larsen pålægges en delvis tillægsbøde til statskassen på 100.000 kr.
Advokat David Brodin Larsen pålægges at betale omkostningerne til den udpegede forsvarer.
På nævnets vegne
Ole Hasselgaard