K E N D E L S E
Sagens parter:
I denne sag har [klager] klaget over advokat Mai Askjær Wandrup, Sakskøbing.
Klagens tema:
[Klager] har klaget over, at advokat Mai Askjær Wandrup, der bistod med en sag om en ejendomshandel, har tilsidesat god advokatskik ved ikke at varetage hans interesser på behørig vis, herunder bl.a. ved ikke at orientere om to henvendelser fra ejendomsmægleren, ved ikke at fremme sagen med den fornødne hurtighed og ved at begå fejl ved gennemgangen af købsaftalen og den efterfølgende rådgivning.
Advokatnævnet har i medfør af § 31 i bekendtgørelse nr. 548 af 28. april 2020 om Advokatnævnets og kredsbestyrelsernes virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v., af egen drift besluttet at genoptage nærværende klagesag, for så vidt angår spørgsmålet om sanktionens størrelse.
Datoen for klagen:
Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 16. oktober 2023.
Historik:
Ved kendelse af 30. august 2024 pålagde Advokatnævnet advokat Mai Askjær Wandrup en bøde på 40.000 kr. for tilsidesættelse af god advokatskik. Ved stævning af 27. september 2024 indbragte advokat Mai Askjær Wandrup spørgsmålet om størrelsen af den fastsatte sanktion for Retten i [by], idet hun har erkendt at have tilsidesat god advokatskik i det af Advokatnævnet afgjorte omfang. Af kendelsen fremgår bl.a.:
”Nævnets afgørelse og begrundelse:
Advokatnævnet finder, at der ikke er grundlag for at afvise en del af klagen.
Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik, herunder skal en advokat, der påtager sig at bistå en klient, varetage klientens interesser grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klientens tarv tilsiger. En sag skal fremmes med fornøden hurtighed, og advokaten skal i passende omfang holde klienten orienteret om sagens forløb.
Manglende afklaring af og rådgivning om vilkår i købsaftalen
Som køberrådgiver i en ejendomshandel påhvilede der advokat Mai Askjær Wandrup nogle særlige forpligtelser, herunder at kontrollere at der ikke i købsaftalen og bilagene forelå uklarheder, selvmodsigelser eller fejl og at rådgive sine klienter i fornødent omfang herom.
Advokatnævnet finder, at advokat Mai Askjær Wandrup har tilsidesat god advokatskik ved ikke rettidigt og tilstrækkeligt at afklare og rådgive [klager] om købsaftalens vilkår om overtagelsesdato og de mulige konsekvenser heraf. Nævnet har herved særligt lagt vægt på, at det på baggrund af købsaftalens ordlyd påhvilede advokat Mai Askjær Wandrup at afklare, om købsaftalen bortfaldt eller om overtagelsesdatoen blev udskudt, idet [klager] og hans partner ikke endeligt havde solgt deres andelsbolig senest den 15. maj 2023, som det var foreskrevet i købsaftalen. Advokatnævnet bemærker i den forbindelse, at advokat Mai Askjær Wandrups sekretær i e-mail af 7. juni 2023 til bl.a. [klager] anførte, at hun ikke havde været opmærksom på de særlige vilkår i købsaftalen omkring overtagelse. Endvidere lægger nævnet vægt på, at advokat Mai Askjær Wandrup ikke ses at have reageret behørigt på, at ejendomsmægleren i en e-mail af 23. maj 2023, som hun modtog i kopi, anførte, at der i sagen var overskredne frister.
I øvrigt bemærker Advokatnævnet, at det ikke kan føre til en anden vurdering, at det var ejendomsmægleren, som havde konciperet købsaftalen.
Manglende fremme af sagen og orientering af [klager]
Endvidere finder Advokatnævnet efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at advokat Mai Askjær Wandrup har tilsidesat god advokatskik ved ikke at fremme sagen med den fornødne hurtighed, og ved ikke at orientere [klager] i passende omfang. Advokatnævnet har herved lagt vægt på bl.a., at ejendomsmægleren fremsendte udkast til refusionsopgørelse til advokat Mai Askjær Wandrups ca. 3,5 uger, før hun videresendte det til [klager], og at advokat Mai Askjær Wandrup ikke ses at have indrettet sig på en måde, så hun modtog og videresendte ejendomsmæglerens forligsforslag af 31. august 2023 til [klager]. Endvidere lægger nævnet vægt på, som sagen foreligger, at advokat Mai Askjær Wandrup og hendes kontor løbende ses at være blevet rykket adskillige gange for svar og fremdrift i sagen af både [klager], partneren og ejendomsmægleren.
Konklusion
Advokatnævnet finder på den baggrund, at advokat Mai Askjær Wandrup i flere tilfælde har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
Advokatnævnet pålægger som følge af det anførte og henset til, at advokat Mai Askjær Wandrup tidligere ved nævnets kendelser af 30. september 2019 og 30. august 2019 er pålagt henholdsvis en irettesættelse og en bøde på 10.000 kr. for tilsidesættelse af god advokatskik, advokat Mai Askjær Wandrup en bøde på 40.000 kr. i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1.
Advokat Mai Askjær Wandrup kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.”
Genoptagelse:
Advokatnævnet har i medfør af § 31 i bekendtgørelse nr. 548 af 28. april 2020 om Advokatnævnets og kredsbestyrelsernes virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v., af egen drift besluttet at genoptage nærværende klagesag, for så vidt angår spørgsmålet om størrelsen på den af Advokatnævnet fastsatte bøde på 40.000 kr. i kendelsen af 30. august 2024.
Nævnet har ved beslutningen lagt vægt på, at nævnet i forbindelse med domstolsbehandlingen og en fornyet gennemgang af sagen er blevet opmærksom på, at den irettesættelse, som advokat Mai Askjær Wandrup blev tildelt af Advokatnævnet ved kendelse af 30. september 2019, blev givet som en tillægssanktion, jf. princippet i straffelovens § 89, til den bøde på 10.000 kr. som advokat Mai Askjær Wandrup blev pålagt af Advokatnævnet ved kendelse af 30. august 2019. Dette betyder, at den i kendelse af 30. september 2019 fastsatte sanktion ikke tæller som et selvstændigt gentagelsestilfælde.
Nævnet finder på den baggrund, at det alene er sanktionen i kendelsen af 30. august 2019, der skal tillægges gentagelsesvirkning ved sanktionsfastsættelsen i nærværende sag. Det bemærkes hertil, at gentagelsesvirkningens varighed er 5 år, og at den af advokat Mai Askjær Wandrup udviste adfærd i strid med god advokatskik, der er til pådømmelse i nærværende sag, er begået inden for 5 år efter kendelsen af 30. august 2019.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 7 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Konklusion
Advokat Mai Askjær Wandrup er ved Advokatnævnets kendelse af 30. august 2019 pålagt en bøde på 10.000 kr. og ved nævnets kendelse af 30. september 2019 er hun tildelt en irettesættelse som tillægssanktion, jf. princippet i straffelovens § 89, for tilsidesættelse af god advokatskik.
Henset hertil og til flerheden af tilsidesættelser i den aktuelle sag pålægger Advokatnævnet derfor advokat Mai Askjær Wandrup en bøde på 30.000 kr. i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1.
Advokat Mai Askjær Wandrup kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.
Herefter bestemmes:
Advokatnævnets kendelse af 30. august 2024 genoptages, for så vidt angår bødens størrelse.
Resultatet af kendelsen af 30. august 2024 ændres således, at advokat Mai Askjær Wandrup pålægges en bøde til statskassen på 30.000 kr.
På nævnets vegne
Ole Høyer