K E N D E L S E
Sagens parter:
I denne sag har [klager] klaget over advokat Stig Nielsen, Kalundborg.
Klagens tema:
[Klager] har klaget over, at advokat Stig Nielsen har tilsidesat god advokatskik ved at behandle sagen langsommeligt og ved at være utilgængelig, herunder ignorere de seneste henvendelser fra [klager].
[Klager] har endvidere klaget over advokat Stig Nielsens salær på 50.000 kr. ekskl. moms.
Datoen for klagen:
Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 17. september 2025.
Sagsfremstilling:
Advokat Stig Nielsen har ikke indgivet bemærkninger i sagen. Sagsfremstillingen er derfor udarbejdet på baggrund af [klager]s oplysninger.
[Klager] driver forretning ved udlejning af ejendomme, og advokat Stig Nielsen bistod i perioden juli til december 2024 selskabet med en tvist vedrørende et lejemål. [Klager] har oplyst, at der blev indbetalt et depositum på 5.000 kr. ved opstarten af sagen hos advokat Stig Nielsen.
Der pågik i september 2024 forligsdrøftelser mellem advokat Stig Nielsen og [klager]s tidligere advokat, idet den tidligere advokat efter det oplyste havde begået fejl i forbindelse med håndteringen af lejeforholdet.
[Klager] har oplyst, at sagen udviklede sig efterfølgende, idet der opstod spørgsmål om vedligeholdelse og en vandskade i det omhandlede lejemål. [Klager] har videre oplyst, at de havde en telefonisk drøftelse med advokat Stig Nielsen om det forventede salær, hvorved han anførte, at salæret ville blive i omegnen af 35.000 kr.
Derudover har [klager] oplyst, at de i september 2024 indbetalte et aconto beløb på 12.500 kr. til advokat Stig Nielsen.
Den 24. september 2024 pågik en e-mailkorrespondance mellem advokat Stig Nielsen og [klager] om et muligt møde vedrørende det seneste udkast til forligsaftale, som selskabet havde en række spørgsmål til.
Ved e-mail af 3. oktober 2024 til Stig Nielsen fremsendte [klager] bemærkninger til forligsudkastet, idet de henviste til, at han ikke var vendt tilbage med en mødedato.
Den 8. oktober 2024 rykkede [klager] for svar, og den 9. oktober 2024 foreslog advokat Stig Nielsen en mødedato.
Det fremgår, at der efterfølgende blev indgået et forlig, hvorefter [klager]s tidligere advokat skulle betale 185.000 kr.
Ved faktura af 13. december 2024 til [klager] opkrævede advokat Stig Nielsen et salær på 50.000 kr. ekskl. moms. Af fakturateksten fremgår bl.a.:
”Assistance i tiden foreløbig juli 2024 til december 2024 i forbindelse med ejerskab af ejendommen [adresse].
I den forbindelse blev du mødt med omstødelseskrav fra kurator i din tidligere lejers konkursbo, og du havde stridigheder med den nye lejer.
Diverse møder og korrespondance med de to modparter.
I forhold til omstødelseskravet blev der rejst erstatningskrav imod din tidligere advokat, og der blev indgået et forlig med din tidligere advokat […], som har betalt 185.000 kroner, hvoraf de 100.000 kroner er tilgået konkursboet som forligsbeløb, og de resterende 85.000 har du modtaget til dækning af øvrige mangler ved hans arbejde i forhold til lejekontrakter med videre.
Endvidere forhandlinger og deltagelse i møde med videre med den nye lejer, hvor det er lykkes at indgå en aftale om, at lejemålene opsiges, og du har fået en option på at købe hans inventar.
Honorar for det med sagen forbundne tid og arbejde, idet der tidligere er faktureret aconto”
Af [klager]s e-mail af 9. januar 2025 til advokat Stig Nielsen fremgår bl.a.:
”Vi har nu haft mulighed for at gennemgå ovennævnte afregning og kan konstatere, at indbetalingen fra [klager] foretaget den 23. september 2024 stor kr 12.500 (kopi vedhæftet) ikke er modregnet i afregningen.
Vi imødeser derfor modtagelsen af en tilrettet afregning samt en indbetaling stor kr 12.500 i løbet af 8 dage.
Ydermere savnes dokumentation af indbetalinger til hhv. [konkursboet] (kr.100.000) samt indbetalingen fra [tidligere advokat], stor kr.185.000 indbetalt til din klientkonto.
Vi stiller spørgsmålstegn ved det faktum at de to forskellige sager (den ene sagen med omstødelseskravet fra kurator og den anden sagen med vandskaden) begge er ført på samme sagsnummer 20269. Disse skulle have været kørt på hver sit sagsnummer efter vores opfattelse.
Vi stiller os uforstående over for det faktum at du modregner dit honorar direkte i de kr 85.000 indbetalt af [tidligere advokat] således at [klager] blot modtager kr 27.500. Desuden er vi stærkt overraskede over at vi i september måned bad dig om et overslag på din kommende afregning - hvortil du svarede os i telefonen, at det ville blive i omegnen af kr 35.000 for begge sager samlet - Så her er altså tale om nærmest en fordobling af beløbet, vi imødeser en forklaring på dette.
I forlængelse af en samtale med […] den 16. december 2024, forventer vi en indbetaling på kr. 67.500. Overførslen kan ske på den konto, du allerede har overført de kr. 27.500 til.”
Ved e-mail af 22. januar 2025 til advokat Stig Nielsen rykkede [klager] for svar på e-mailen af 9. januar 2025. Advokat Stig Nielsen har efter det oplyste ikke reageret på henvendelserne.
Parternes påstande og anbringender:
Klager:
Adfærdsklagen
[Klager] har påstået, at advokat Stig Nielsen har tilsidesat god advokatskik ved at behandle sagen langsommeligt og ved at være utilgængelig, herunder ignorere de seneste henvendelser.
Det er til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at det var gennemgående for hele forløbet, at advokat Stig Nielsen ikke trådte i karakter over for modparten og var meget længe om at besvare henvendelser, herunder i relation til udviklingen i sagen vedrørende misligholdelse og vandskade, hvorunder advokat Stig Nielsen forholdt sig passiv og var svær at få aftalt et møde med.
Forløbet endte med, at advokat Stig Nielsen modregnede sit honorar direkte i forligsbeløbet. [Klager] anmodede efterfølgende om at få tilbagebetalt det allerede indbetalte aconto beløb på 12.500 kr., som ikke var modregnet på fakturaen, men advokat Stig Nielsen har ikke besvaret henvendelserne herom.
Salærklagen
[Klager] har påstået, at advokat Stig Nielsens salær skal nedsættes og har til støtte herfor særligt gjort gældende, at det blev aftalt, at salæret ville være i omegnen af 35.000 kr. Det er samtidig anført, at dette beløb ville have været et rimeligt salær, hvis sagen var blevet ført tilfredsstillende.
Indklagede:
Advokat Stig Nielsen har påstået frifindelse, men har ikke i øvrigt fremsat bemærkninger til sagen.
Advokatnævnets sekretariat har ved høringsbrev af 22. september 2025 anmodet advokat Stig Nielsen om at indgive bemærkninger til sagen, og ved skrivelser af 21. oktober og 4. november 2025 rykkede sekretariatet for svar. Ved skrivelse af 21. november 2025 meddelte sekretariatet, at skriftvekslingen ansås for afsluttet.
Den 12. januar 2026 meddelte advokat Stig Nielsen, at han påstod frifindelse, og at han ville indgive bemærkninger senest den efterfølgende uge. Advokatnævnets sekretariat fastsatte herefter en ny høringsfrist til den 22. januar 2026.
Advokat Stig Nielsen overholdt ikke ovenstående frist og har fortsat ikke indgivet bemærkninger til sagen.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 5 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Idet advokat Stig Nielsen ikke har indgivet bemærkninger til sagen, lægger Advokatnævnet [klager]s oplysninger til grund for afgørelsen.
Adfærdsklagen
Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.
Advokatnævnet finder, at advokat Stig Nielsen har tilsidesat god advokatskik ved ikke at besvare [klager]s e-mails af 9. og 22. januar 2025 vedrørende afregningen af sagen. Nævnet har herved lagt vægt på karakteren af henvendelserne, hvortil der måtte kunne forventes et svar, og at henvendelserne fremstår fuldstændigt ubesvarede.
Advokatnævnet finder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at advokat Stig Nielsen i øvrigt har undladt at varetage [klager]s interesser på behørig vis, herunder at sagens tidsmæssige forløb skyldtes omstændigheder, der kan bebrejdes advokat Stig Nielsen.
Konklusion
Advokatnævnet finder på den baggrund, at advokat Stig Nielsen i det oven for anførte omfang har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
Advokat Stig Nielsen er senest ved Advokatnævnets kendelse af 29. januar 2024 og kendelse af 22. marts 2024 pålagt henholdsvis en bøde på 40.000 kr. og en tillægsbøde på 10.000 kr. for tilsidesættelse af god advokatskik.
Advokatnævnet pålægger derfor skønsmæssigt i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, advokat Stig Nielsen en bøde på 60.000 kr.
Advokat Stig Nielsen kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.
Salærklagen
Advokatnævnet lægger til grund, at det opkrævede salær er 50.000 kr. ekskl. moms (62.500 kr. inkl. moms) i henhold til den fremlagte faktura af 13. december 2024. Da fakturaen ses at vedrøre den samlede periode, der er ydet bistand i (juli til december 2024), og da der ikke foreligger andre fakturaer, lægger nævnet samtidig til grund, at et eventuelt indbetalt aconto beløb udgjorde depositum.
Efter retsplejelovens § 126, stk. 2, må en advokat ikke kræve højere salær for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.
Det opkrævede salær skal ses i forhold til bl.a. sagens betydning og værdi for klienten, sagens udfald, arten og omfanget af det arbejde, advokaten har udført, og det med sagen forbundne ansvar.
Advokatnævnet lægger til grund, at der telefonisk er givet et prisoverslag på 35.000 kr. med de heraf følgende retsvirkninger og pligter. Nævnet har herved lagt vægt på det af [klager] oplyste sammenholdt med den fremlagte e-mail af 9. januar 2025, som ikke er bestridt, da advokat Stig Nielsen hverken har reageret på e-mailen af 9. januar 2025 eller Advokatnævnets henvendelser.
Idet der er tale om erhvervsforhold lægger nævnet samtidig til grund, at beløbet er ekskl. moms.
Har en advokat afgivet et prisoverslag, skal klienten så tidligt som muligt orienteres, hvis det samlede salær forventes at overstige det beløb, der er angivet i prisoverslaget. Advokaten skal af egen drift orientere klienten direkte herom på en klar og entydig måde.
Da advokat Stig Nielsen ikke ses at have orienteret om, at prisoverslaget ikke kunne overholdes, finder Advokatnævnet, at han var afskåret fra at opkræve salær udover det estimerede beløb på 35.000 kr. ekskl. moms, og at salæret på 50.000 kr. ekskl. moms derfor ikke kan anses for rimeligt, jf. retsplejelovens § 126, stk.2.
Advokatnævnet finder imidlertid, at der ikke i øvrigt er grundlag for at nedsætte salæret.
Advokatnævnet nedsætter derfor i medfør af retsplejelovens § 146, stk. 1, det samlede salær forbundet med bistanden til 35.000 kr. ekskl. moms.
Advokatnævnet pålægger advokat Stig Nielsen at betale det eventuelt for meget modtagne salær tilbage til [klager] inden 4 uger. Ud over salæret skal advokat Stig Nielsen betale renter af beløbet. Renten er sædvanlig procesrente; det vil sige Nationalbankens udlånsrente med tillæg af 8 %. Udlånsrenten kan oplyses af pengeinstitutterne. Beløbet skal forrentes fra det tidspunkt, hvor advokat Stig Nielsen modtog beløbet som betaling, til det tidspunkt, hvor advokat Stig Nielsen betaler beløbet tilbage.
Herefter bestemmes:
Advokat Stig Nielsen pålægges en bøde til statskassen på 60.000 kr.
Advokat Stig Nielsens salær på 50.000 kr. ekskl. moms nedsættes til 35.000 kr. ekskl. moms.
På nævnets vegne
Anne Schultz-Nielsen
