Spring hovednavigationen over
Tilbage

Ikke berettiget at videregive oplysninger til egen klient

Dato: 24. oktober 2025
Type: Kendelse
Sagsnr: 2025-1496
SAGSRESUMÉ
En advokat havde ved en fejl modtaget to afgørelser fra en offentlig myndighed, som vedrørte modparten, idet myndigheden fejlagtig havde fået forståelsen af, at advokaten repræsenterede modparten. Afgørelserne indeholdt beskyttede personoplysninger. Efter modtagelsen blev afgørelserne – som led i en rutinemæssig praksis på advokatens kontor – videresendt til advokatens egen klient. Advokatnævnet fandt, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik ved at videregive beskyttede oplysninger om klageren til sin egen klient, som han havde modtaget fra en myndighed ved en fejl. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at advokaten – uanset om fremsendelsen skete automatisk – burde have udvist særlig agtpågivenhed i den konkrete situation, bl.a. på grund af sagens konfliktniveau og en verserende straffesag.
Tilknyttet emnerne
8. Advokatens tavshedspligt

K E N D E L S E

 

 

Sagens parter:

I denne sag har [klager] klaget over [indklagede], [by].

Klagens tema:

[Klager] har klaget over, at [indklagede], der repræsenterede hendes tidligere ægtefælle, har tilsidesat god advokatskik ved over for en myndighed at udgive sig for at være hendes advokat med henblik på udlevering af dokumenter (identitetsmisbrug), ved at videregive [klagers] beskyttede oplysninger til sin klient, samt ved […] den […] april 2025 at opføre sig passivt-aggressivt og grænseoverskridende og undlade at gribe ind, da hans klient forsøgte at påvirke et vidne.

Datoen for klagen:

Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 15. maj 2025.

Sagsfremstilling:

[Klager] og hendes daværende ægtefælle ophævede […] deres samliv. Parret har et fælles barn og havde på tidspunktet fælles forældremyndighed over barnet. […] I den forbindelse søgte [klager] om midlertidig forældremyndighed over barnet. 

Det fremgår af sagens bilag, at […]. Videre fremgår det, at daværende advokatfuldmægtig [indklagede] den […] 2023 orienterede [myndighed] om, at han repræsenterede fællesbarnet i sagen om […]. 

Ved Familieretshusets afgørelse af […] juli 2023 fik [klager] midlertidig fuld forældremyndighed over barnet. Af afgørelsen fremgår bl.a., at der blev lagt vægt på oplysninger […] om parternes høje konfliktniveau […].

Den […] 2024 modtog [indklagede] beskikkelse som advokat.

[Myndighed] traf den […] maj 2024 afgørelse om […]. Af afgørelsen fremgår bl.a., at [advokatfirma A], hvor [indklagede] er tilknyttet, havde afgivet høringssvar på vegne af barnet. Af afgørelsen fremgår bl.a. en beskrivelse af parternes konfliktniveau. 

Sideløbende med sagen om […] verserede der også en forældreansvarssag […]. […]

[…] august 2024 […] [klager] blev tildelt den fulde forældremyndighed over fællesbarnet. […]

[Indklagede] har oplyst, at han først modtog afgørelsen om […] barnets […] januar 2025, og at hans sekretær den […] januar 2025 henvendte sig til [myndighed] med henblik på en forklaring på den sene fremsendelse.

Ved brev af […] marts 2025 til [advokatfirma A], Att. [indklagede], fremsendte [myndighed] til orientering afgørelse om […] havde omgjort [myndigheds] afgørelse af […] maj 2024. Af følgebrevet fremgik bl.a. følgende:

”Vedlagt er [myndigheds] afgørelse af dags dato vedrørende din klient [barnet].”

Samtidig fremsendte [myndighed] til [advokatfirma A] afgørelse om ikke at […] [klagers] [myndighed 2] ligeledes den […] december 2024 havde omgjort [myndigheds] afgørelse af […] maj 2024. Af følgebrevet fremgik bl.a. følgende:

”Vedlagt er [myndigheds] afgørelse af dags dato vedrørende din klient [klager].”

[Indklagede] har oplyst, at hans kontor efter helt sædvanlig rutine på kontoret fremsendte afgørelsen fra [myndighed] til klienten, [klagers] tidligere ægtefælle. 

Ved e-mail af […] marts 2025 til [indklagede] skrev medarbejderen fra [myndighed], der også havde videresendt afgørelserne, bl.a. følgende:

”Den […] marts 2025 fremsendte jeg [myndighed]s afgørelser om […] vedrørende dine klienter [barnet] og [klager].

 

[…].”

[Klager] har oplyst, at der den […] april 2025 blev afholdt et retsmøde […]. [Indklagede] repræsenterede den tidligere ægtefælle […].

Under retsmødet afgav [klager] forklaring og herefter var der en kort pause. Parterne er enige om, at der under denne pause var en kort samtale mellem [indklagede] og [klager]. Parterne er dog ikke enige om fremstillingen af samtalen, ligesom de ikke er enige om, hvorvidt [klagers] tidligere ægtefælle på en utilbørlig måde kontaktede et andet vidne under pausen.

[Indklagede] svarede ved e-mail af […] april 2025 på [myndighed]s e-mail af […] marts 2025. Af svaret fremgår bl.a. følgende:

”Tak for din nedenstående mail. Jeg skal for god ordens skyld oplyse, at jeg ikke længere repræsenterer […] [barn].

 

Det gjorde jeg alene frem til, at mor fik tildelt den fulde forældremyndighed i august 2024, idet min korrespondance vedrørende [barnet] alene har gået via faren, [navn].

 

Jeg rettede dog henvendelse til jer efter at have modtaget afgørelsen truffet i maj 2024 vedrørende [barnet], idet jeg var uforstående over for, denne ikke var blevet fremsendt til undertegnede tidligere, da far [navn] på dette tidspunkt fortsat havde del i forældremyndigheden, hvormed jeg fortsat repræsenterede far og [barnet]. Afgørelser efter august 2024 burde derfor ikke være blevet fremsendt til undertegnede, men alene afgørelser truffet inden denne dato.

 

Jeg kan i øvrigt oplyse, at jeg aldrig har repræsenteret mor [klager] som hendes advokat, hvorfor jeg skal stille mig uforstående over for din nedenstående mail og modtagelsen af hendes afgørelse, idet afgørelsen vedrørende mor og barn fra maj 2025 ikke burde være blevet fremsendt til undertegnede.”

[Klager] klagede over forløbet til [myndighed], som den […] juli 2025 svarede bl.a. følgende på klagen:

” [Myndighed] kan oplyse, at vi i forbindelse med behandlingen af din sag om […] har været i kontakt med [advokatfirma A] for at afklare, om de var partsrepræsentanter for dig. Baggrunden for dette var, at det fremgik af [barnet]s sag, at advokatfirmaet repræsenterede [barnet]. Den […] marts 2025 bekræftede advokatfirmaet, ved [sekretærs navn], under et telefonopkald, at [indklagede] repræsenterede såvel dig som [barnet].

 

På den baggrund sendte vi samme dag din afgørelse […] til [advokatfirma A].

 

Den […] april 2025 modtog vi en henvendelse via mail fra [indklagede] v. [advokatfirma A] om, at han ikke længere repræsenterer [barnet], men gjorde det frem til, […] august 2024. [Indklagede] oplyste også, at han aldrig har repræsenteret dig, men alene [barnet] og din tidligere ægtefælle.

 

Samme dag anmodede vi ved mail [indklagede] om at slette de fremsendte afgørelser vedrørende dig og [barnet].

 

[…]

 

Vi bemærker afslutningsvis, at [myndighed] har handlet i god tro om, at [indklagede] repræsenterede dig på tidspunktet for fremsendelse af vores afgørelse, idet en person, der utvivlsomt handlede på vegne af [advokatfirma A], den […] marts 2025 bekræftede, at de repræsenterede dig og [barnet], og [myndighed] derfor på daværende tidspunkt måtte anse partsrepræsentationen for tilstrækkeligt dokumenteret. Det er derfor vores opfattelse, at [myndighed] ikke har handlet ansvarspådragende i relation til din sag, og at vi i øvrigt har truffet de nødvendige foranstaltninger efter konstateringen af den fejlagtige fremsendelse til [advokatfirma A].”

[Indklagede] har bestridt, at den pågældende medarbejder under telefonsamtalen skulle have bekræftet, at [indklagede] repræsenterede [klager].

Parternes påstande og anbringender:

Klager:

[Klager] har påstået, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik ved over for en myndighed at udgive sig for at være hendes advokat med henblik på udlevering af dokumenter (identitetsmisbrug), ved at videregive [klagers] beskyttede personoplysninger til sin klient, samt ved […] den […] april 2025 at opføre sig passivt-aggressivt og grænseoverskridende og undlade at gribe ind, da hans klient forsøgte at påvirke et vidne.

Identitetsmisbrug

[Klager] har til støtte for klagepunktet bl.a. gjort gældende, at hun den […] april 2025 blev bekendt med, at [indklagede] over for [myndighed] havde udgivet sig for at være hendes advokat og anmodet om dokumenter vedrørende hende og barnet[…]. I brevet af […] marts 2025 fra [myndighed] fremgår det tydeligt, at [klager] omtales som [indklagedes] klient, hvilket hun opfatter som identitetsmisbrug og i strid med god advokatskik.

[Indklagede] har aldrig repræsenteret [klagers] barn, og hans klient har ikke haft del i forældremyndigheden […] siden den […] marts 2023 […] [Klager] har siden den […] juli 2023 haft den fulde forældremyndighed over barnet, og oplysninger indhentet derefter har derfor været oplysninger, som [indklagede] ikke har været berettiget til at indhente.

 

Videregivelse af beskyttede personoplysninger

[…]

[Indklagede] videresendte oplysningerne til sin klient på trods af, at han havde kendskab til sagens konfliktniveau, og at hun havde hemmelig adresse. Henvisningen til de tidligere afgørelser og domme kan ikke bruges, idet [indklagede] aldrig har repræsenteret barnet, og idet udleveringen ikke kan begrundes i hensynet til barnets tarv. [Indklagede] handlede bevidst og i ond tro, da han i stedet for at gøre [myndighed] opmærksom på deres fejl, valgte først at videresende afgørelsen til sin klient, inden han gjorde [myndighed] opmærksom på ”fejlen”. 

[Indklagede] var advokat for [klagers] tidligere ægtefælle både i […] og […]

Adfærd […] april 2025

[Klager] har til støtte for klagepunktet bl.a. gjort gældende, at [indklagede] […] april 2025 optrådte passivt-aggressivt og grænseoverskridende. [Klager] har anført, at [indklagede] undlod at stoppe sin klient, da han henvendte sig til [klagers] veninde, lige inden hun skulle ind og vidne[…]. Herudover henvendte [indklagede] sig selv til [klager] under den samme pause på trods af, at […]. Henvendelsen foregik på så aggressiv en måde, at […] måtte bryde ind og bede [indklagede] om at stoppe. Både [klagers] veninde og […] vil kunne bevidne dette. Det er endvidere upassende, at [indklagede] spurgte ind til, hvordan det gik med barnet, idet hans klient ikke længere havde del i forældremyndigheden, […]. 

Indklagede:

[Indklagede] har påstået frifindelse og har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at det overordnet bestrides, at han har handlet i strid med god advokatskik, ligesom det afvises, at der skulle være tale om identitetsmisbrug. [Klagers] fremstilling af hændelsesforløbet og [indklagedes] handlinger giver i vidt omfang et misvisende billede af hans adfærd, som advokat for hendes tidligere ægtefælle.

Identitetsmisbrug

[Indklagede] har aldrig over for [myndighed], [myndighed 2] eller andre myndigheder givet indtryk af at repræsentere [klager]. [Indklagede] har udelukkende repræsenteret hendes tidligere ægtefælle og fællesbarnet, og han har ikke forsøgt at tilgå oplysninger om [klagers] […] eller anmodet om indsigt i dokumenter vedrørende hende personligt. [Indklagede] har alene ageret som repræsentant for barnet i en sag, der blev opstartet i november 2023, længe før parternes øvrige sager. Sagen om […] for fællesbarnet blev opstartet på [indklagedes] kontor den […] maj 2023. På dette tidspunkt var han advokatfuldmægtig under [advokat A], frem til han modtog sin bestalling som advokat den […] 2024. […]

Påstanden om, at [indklagede] skulle have haft til hensigt at skade [klagers] sag eller omgå sikkerhedsforanstaltninger, herunder navne- og adressebeskyttelse, er grundløs. Det fremgår af den af [klager] fremlagte skrivelse fra [myndighed], at hans sekretær under en telefonsamtale med [myndighed] den […] marts 2025 skulle have bekræftet, at [indklagede] repræsenterede både [klager] og barnet. [Indklagede] har drøftet sagen med kollegaen, som oplyser, at denne aldrig har givet sådanne oplysninger til nogen myndighed. Det bemærkes hertil, at [klager] i sagssystemet fremgår som modpart og ikke klient. Der må derfor være tale om en misforståelse eller en intern fejl hos [myndighed], og en sådan fejl i kommunikationen eller internt hos [myndighed], kan ikke lægges [indklagede] til last.

[Indklagede] kontaktede selv [myndighed] for at gøre opmærksom på fejlen, da afgørelserne blev fremsendt til hans kontor. Denne henvendelse skete først, da han blev bekendt med fejlen efter, at der var sket rutinemæssig fremsendelse af barnets afgørelse til faren. [Myndighed]s angivelse af, at [indklagedes] kontor blev bedt om at slette afgørelserne efter hans henvendelse, har derfor ingen reel betydning.

Afslutningsvis gøres det gældende, at [indklagede] ikke har haft indflydelse på, hvilke oplysninger myndighederne har inkluderet i afgørelserne. Den videreformidling, der fandt sted, skete udelukkende i professionelt øjemed og med henblik på korrekt håndtering af barnets sag.

Videregivelse af beskyttede personoplysninger

Videregivelsen af [klagers] adresse skete ikke på baggrund af selvstændigt indhentede oplysninger, men som følge af myndighedens fremsendelse af afgørelse indeholdende disse beskyttede oplysninger. [Indklagede] har ikke anmodet om eller fået adgang til beskyttede oplysninger om [klager], og enhver videregivelse til barnets far skete udelukkende som led i varetagelsen af barnets interesser, som [indklagede] repræsenterede forud for de efterfølgende sager. I den forbindelse henvises der til Advokatnævnets kendelse af 20. november 1997, sagsnr. 41-202-97-6, hvor videregivelse af beskyttet adresse i klientens interesse ikke blev anset som tilsidesættelse af god advokatskik. Videre henvises der til Højesteretsdom af 1. december 2017 som fastslår, at ansvar forudsætter kendskab til og forsætlig videregivelse af oplysninger, som advokaten ikke var berettiget til at dele. Dette er ikke tilfældet i nærværende sag, da oplysningerne fremgik af [myndighed]s afgørelse, og da [indklagede] ikke havde viden om, at afgørelsen var påsat en beskyttet adresse. Videregivelsen til barnets far skete som led i korrekt og ansvarlig varetagelse af barnets sag […], som har verseret på [indklagedes] kontor siden november 2023, og er i overensstemmelse med god advokatskik.

Frem til […] 2024 var [indklagede] ikke bekendt med, at faren ikke længere havde del i forældremyndigheden, og [indklagede] havde ingen anledning til at få denne viden, da hverken hans klient eller hans daværende principal gav indtryk heraf. [Indklagedes] bistand […] hvilede på det udtrykkelige mandat fra hans principal og senere klient. Sagen om barnets […] forblev åben i kontorets system grundet manglende opmærksomhed på afgørelsen om midlertidig fuld forældremyndighed. Der blev ikke udført reelt arbejde på sagen i perioden frem til modtagelsen af afgørelserne, hvilket medførte, at [indklagedes] kontor ved en fejl modtog afgørelsen fra [myndighed] med [klagers] beskyttede adresse påført, og som rutinemæssigt blev fremsendt til [indklagedes] klient. Det erkendes, at sagen på kontoret burde være lukket, og fejlen er beklagelig. Det fastholdes dog, at [myndighed] begik en fejl ved at fremsende afgørelsen vedrørende [klager], da hverken [indklagede] eller hans medarbejder har oplyst eller givet indtryk af at repræsentere hende. Fejlen skete ikke i ond tro eller med skadehensigt, men som følge af en administrativ fejl og hans kontor havde ikke grundlag for at tro, at oplysningerne var beskyttede. En ansvarspådragende handling forudsætter som minimum, at [indklagede] har haft mulighed for at vurdere, at der var tale om oplysninger, han ikke burde have videreformidlet – hvilket ikke var muligt, da oplysningen fremstod som en del af barnets officielle afgørelse.

Det bemærkes, at [indklagedes] daværende klient […], og at [indklagede] ikke var bekendt med […] før […] den […] 2024. 

Vedrørende forløbet […] den […] april 2025

[Indklagede] afviser, at han […] den […] april 2025 skulle have opført sig passivt-aggressivt, overskredet grænser og forsøgt at påvirke [klager] under en pause. [Klagers] fremstilling af forløbet afvises og det fastholdes, at han ikke har kontaktet [klager] på en upassende måde og udvist aggressiv attitude eller forsøgt at påvirke hende.

Det er korrekt, at [klager] afgav forklaring som vidne […], og at de under en pause efter hendes vidneforklaring udvekslede en kort bemærkning om fællesbarnet. Samtalen var rolig og ikke grænseoverskridende, og [klager] svarede ligeledes i en rolig tone. Der var ingen forsøg på at påvirke hendes forklaring, da hendes forklaring allerede var afsluttet på dette tidspunkt.

[Indklagede] bestrider desuden, at han skulle være blevet irettesat […], således som [klager] gør gældende, ligesom det bestrides, at han har handlet i strid med […]. 

I forhold til det af [klager] anførte om, at [indklagede] skulle have set passivt til, mens hans klient forsøgte at påvirke et vidne, anføres det, at [indklagede] ikke har observeret eller været vidne til nogen upassende kontakt mellem sin klient og [klagers] veninde. Såfremt det havde været tilfældet, havde han naturligvis grebet ind.

Advokatnævnets behandling:

Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af fem medlemmer.

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.

Identitetsmisbrug

For så vidt angår klagepunktet vedrørende påstået identitetsmisbrug afviser Advokatnævnet klagen efter dens beskaffenhed, fordi en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse, der ikke er egnet til at finde sted ved Advokatnævnet, jf. § 10, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 1630 af 19. december 2024 om Advokatnævnets virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v.

Advokatnævnet har herved særligt lagt vægt på, at det, på baggrund af udtalelserne fra medarbejderen på [indklagedes] kontor og de udtalelser, der fremgår af brevet fra [myndighed] dateret den […] juli 2025 til [klager], kan udledes, at parterne har divergerende opfattelser af, hvad de under telefonsamtalen hver især oplyste om repræsentationsforholdet.

Vedrørende forløbet […] april 2025

For så vidt angår klagepunktet vedrørende forløbet […] april 2025 afviser Advokatnævnet klagen efter dens beskaffenhed, fordi en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse, der ikke er egnet til at finde sted ved Advokatnævnet, jf. § 10, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 1630 af 19. december 2024 om Advokatnævnets virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v.

Advokatnævnet har herved særligt lagt vægt på, at [klager] og [indklagede] har divergerende opfattelser af forløbet under pausen efter, at [klager] havde afgivet forklaring den […] april 2025.

Videregivelse af beskyttede personoplysninger

En advokat har som hovedregel ikke tavshedspligt over for sin klient om oplysninger, advokaten har modtaget om f.eks. modparten som led i hvervets udførelse.

[Indklagede] modtog afgørelserne vedrørende [klager] og barnet[…] fra [myndighed], hvori beskyttede oplysninger om bl.a. [klager] […] fremgik. Det fremgik ikke af afgørelserne, at der var tale om en beskyttet adresse.

Som sagen er oplyst, finder Advokatnævnet, at uanset om der måtte være tale om en automatisk standard videresendelse på [indklagedes] kontor, og uanset om fremsendelsen af afgørelserne eventuelt måtte skyldes en fejl hos [myndighed], at [indklagede] ved at videregive oplysningerne i afgørelserne af […] marts 2025 til sin klient, gik videre end berettiget i varetagelsen af sin klients interesser. Nævnet har særligt lagt vægt på, at uanset om [indklagede] vidste, at [klager] havde beskyttet adresse, burde han, henset til sagens særlige omstændigheder, herunder parternes konfliktniveau […], have udvist en særlig agtpågivenhed, før han videregav afgørelserne fra [myndighed] til sin klient.

Advokatnævnet finder under disse omstændigheder, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, ved at videregive oplysningerne i afgørelserne[…].

Advokatnævnet finder på den baggrund, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, og Advokatnævnet pålægger derfor i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, [indklagede] en bøde på 10.000 kr.

[Indklagede] kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.

Herefter bestemmes:

[Indklagede] pålægges en bøde til statskassen på 10.000 kr.

 

På nævnets vegne

Anne Schultz-Nielsen